FIND DIT INDRE DYR (DOG HELST IKKE SVINEHUNDEN)


Jeg møder Vagn Lundbye en regnfuld januardag ved tretiden. Han laver kaffe og tilbyder mig brød dertil. Selv laver han en ostemad. Vi sætter os på førstesalen med udsigt over land til den ene side og Rudkøbing på den anden side. Vi er på toppen af byen, i Bymøllen. Han spørger nok engang, om jeg ikke er sulten. ”Jeg kan da også lave noget lækkert”, siger han og tager en bid af ostemaden.
Født i 1933 i Vanløse, søn af en farve- og lakhandler og hans hjemmegående hustru, forfatter på 34. år og hjemmegående husfar om kort tid. Han har en søn på 3 år og nok et barn med Vagn Lundbyes schweiziskfødte kone er på vej. ”Jeg får et barn hvert årtusinde”, udtrykker han det. Derudover har han to ældre børn, derimellem Kaare med hvem han foretog en fodrejse omkring Langeland i 1974. Kaare var da 10 år.
Uddannet officer, derefter folkeskolelærer. Kom først på seminariet som 30-årig. Var kun skolelærer en kort tid. Han holdt op da han debuterede i 1966. Dobbeltuddannelsen ville med nutidens politiske øjne blive kaldt fjumreår. Lundbye replicerer straks: ”Jeg har minsandten ikke haft nogen fjumreår”. Han erkender dog, at han ikke kender til den aktuelle politiske betydning af ordet. ”Hvem bestemmer, hvad der er fjumreår? Det er da idiotisk. Det er da kun noget Lykketoft siger for at få flere folk i arbejde. Jeg håber ikke børn og unge hører efter”
Vagn Lundbye har gennem en menneskealder været fortaler for indianske idéer, så jeg spørger om indianeres opdragelsesmetoder. ”De har ingen, de sætter børnene sammen med bedsteforældrene. Børn skal have kærlighed. Hvis du elsker dit barn, behøver det ikke opdragelse, så sætter barnet sine egne grænser, når det ser, hvordan du reagerer på barnet. Barnet skal nok føle, når der er noget, du ikke gider være med til. Hvad, der først og fremmest er forkert, er at begge forældre har arbejde. Det behøver ikke først og fremmest at være konen, der går hjemme.” Lundbyes kone gik hjemme hos Sune Oliver, til han var tre år, og når de nu får en til, skal faderen gå hjemme. Han giver vor tids hårdtarbejdende forældre tørt på: ”Al den snak, der er om institutioner er camouflage og indpakning, det væsentlige er –er du sammen med dit barn, eller er du ikke sammen med dit barn?”
Jeg efterlyser om Lundbye har en kanon over, hvilken dansk litteratur, et ungt menneske bør læse. En forfatters kanon kan virke lige så anvendelig som Bertel Haarders meget omtalte og meget omfattende litterære kanon. ”Jeg synes det vigtigste er, at de læser, så er jeg næsten ligeglad med, hvad de læser. Bare de læser, i dag, hvor de stort set ikke læser, stort set får alle deres oplevelser gennem andre medier.” I Lundbyes øjne er bedre de læser Morten Korch, end de ikke læser. Han respekterer Bertel Haarder for hans idealisme, for ellers ville han ikke sidde nede i Bruxelles. Men i modsætning til Haarder vil han ikke anvise hvilke bøger, der skal læses. Kritikerne er blevet øjeblikkets kanonskrivere, der anviser, hvad vi skal læse og ikke læse. Vi nærmer os amerikanske tilstande, Bestsellere skal læses, resten skal ikke læses. Så er det lige gyldigt, om bestselleren er en dårligere bog end Jytte Borbergs bog for eksempel. Hun skriver ikke bestsellere, men hvem siger hun skriver dårligere bøger end Peter Høeg og Ib Michael? Men det får vi at vide.
De pæne ord om Haarder skal ikke misforstås. Vagn Lundbye er inderlig EU-modstander. Euroen er det værste. Det er et behjertet forsøg på at underløbe alle ulande. Ikke desto mindre ser han den eneste mulighed for en bedring af jordens tilstand som kommende fra Europa. Vi har filosofien, vi har Sokrates, Nietzsche, Rousseau, kirkerne. Vi har ballasten, men vi har ikke brugt den i hundrede år.
”Bøgerne dør i dag, fordi vi får at vide, at det er få bøger, der går ind på lystavlen. De får en kort tid og så er det andre forfattere, der går ind på lystavlen. Det er alt sammen karakteriseret af private idiosynkrasier. Jeg kan ikke sige, hvad folk skal læse. Jeg så en slumstormer, der sad og læste Kafkas Processen. Hvis han læser En landsbydegns dagbog er det også OK.”
At læsning af lige gyldigt hvad er positivt dækker ikke over en postmodernistisk mangel på værdier: ”Jeg vil selvfølgelig hellere, at de unge læser Albert Dam end Morten Korch, men de unge kender ikke Albert Dam.”
Hvorvidt jeg er ung, er jeg ikke i stand til at afgøre, men det står fast, at jeg er yngre end Vagn Lundbye. Jeg kan så med glæde dementere, at ingen kender til Albert Dam. Jeg kender faktisk en mere, som har læst Albert Dam, så jeg kan i skrivende stund konkludere, at tre mennesker kender ham. Og det er lidt for lidt. Albert Dam forblev ret ukendt det meste af sit lange forfatterliv. Han var uddannet konditor og måtte til trods for et lysende talent leve af at sælge kager i Kjellerup det meste af sit liv. Men han var et lykkeligt menneske, hævder Vagn Lundbye. ”Det første spørgsmål man kan stille til en forfatter er ’Er du lykkelig?’ Det er de, kun hvis de har et godt familieliv. De er ikke lykkelige, hvis de skriver gode bøger. De er ikke lykkelige, fordi de sælger mange bøger. Vi er lykkelige, fordi vi har et godt hjem, et sted, der hele tiden overskygger alt andet. Jeg er lykkelig fordi jeg har en hustru, jeg elsker og et barn, jeg elsker. Det må være det afgørende. Det er i virkeligheden sådan, at de fleste danske forfattere er dybt ulykkelige mennesker. Der er ikke meget grin ved at Karen Blixen siger til sin svigerinde, der havde stiftet familie ´Du valgte rigtigt’, når man hele livet har sagt, at det er vigtigere at skrive.”
”Hvis jeg ikke var lykkelig, ville jeg slet ikke skrive. Så tror jeg meget hellere, jeg ville gå rabundus”
Kunstnere er ikke priviligerede i forhold til andre mennesker. Man kan også være en ensom og ulykkelig skolelærer eller handelsrejsende. Mange mennesker siger til Troels Kløvedal, at han er privilegeret, fordi han rejser det halve af sit liv. Men alle andre kan bare gøre det samme. Der er ingen forskel på kunstnere og andre mennesker. Cecil Bødkers mand var et dybt filosofisk menneske. Han var skomager. Ifølge Lundbye kan skomageri og filosofi vandre hånd i hånd, og han uddyber: ”Det der er galt med den vestlige verden er, at vi har skilt arbejdet fra fritid, vi har skilt leg fra arbejde. Man kan ikke både være et musisk menneske og et handlingsmenneske, men det har vi altså en gang kunnet.”
Lundbye afviser, at kunstnere kan noget, almindelige mennesker ikke kan. Det er ikke noget kunstnere siger, hvis de siger det, er de dumme. De unge tror, at de mennesker der er berømte, fordi de er i fjernsynet 5 minutter, hver dag er lykkelige. Man bliver ikke lykkelig af at blive kaldt lykkelig. Det der er galt er, at vi er i en kultur, hvor vi hele tiden får forbilleder stillet op foran os. Vi får hele tiden at vide, at den og den person er noget særligt. Men det er vedkommende ikke. Der er ikke nogen, der er noget særligt.
”Børn bliver derhjemme bombarderet med alt muligt. De bliver sat foran fjernsynet, fordi forældrene ikke har tid når de kommer hjem fra arbejde. De bliver bombarderet med alt muligt skrub hamrende skørt, der giver dem nogle værdinormer som er ikke-værdinormer. Og de går ikke ind og læser Kaalunds fabler bagefter. De sætter sig til at se en eller anden science fiction film eller dinosaurer på Internettet. Det lærer de ikke en skid ved. De lærer i hvert fald ikke noget om det som bliver mere og mere påkrævet i det tredje årtusinde, og det er noget om hvordan man selv klarer sig. Det er noget om, hvordan man kan stoppe et blødende sår, om hvordan man kommer op fra isen, hvis man falder igennem, om hvordan man kan undgå at drukne. De lærer jo intet om naturen. De lærer noget om, hvordan man finder rundt på en skærm og chatter med børnelokkere. Det kan de alle sammen finde ud af. Vi står over for nogle farer allerede i det her århundrede –Som ethvert ordentligt menneske er jeg dommedagsprofet- de kan godt nok ikke blive enige om, videnskabsmændene, om vandstanden er steget 40 eller 60 cm. i år 2050. Om det så bare er 40 cm, den er steget, så se bare Danmark, hvordan det vil se ud. Og når vi får sådan en orkan som d. 3. december, så sidder vi med remotekontrollen og trykker og trykker for at komme tilbage til Bountyland, for at komme tilbage til et sted, hvor vi får alle de ting, vi vil have, blot ved at trykke på en knap. De ringer til politiet midt under en forfærdelig storm, og spørger om det er i orden, at de sender lille Oscar på 8 år på lejrskole. Det vil de have politiet til at svare på. Eller de prøver at køre en tom lastvogn med en tom anhænger over Lillebæltsbroen, og der sker selvfølgeligt det, der skal ske: skidtet vælter. På Langelandsbroen var der en eller anden klodrian som kørte over med en campingvogn. De kan ikke finde ud af at lægge flagstangen ned, de kan ikke en gang finde ud af at lukke garagedøren. Det hele er ét stort eksempel på, at vi intet ved om den verden, vi lever i. Vi ved noget om kulturen, vi har skabt, vi ved ikke en pind om naturen. Det behøver man ikke være forfatter for at fortælle.”
Vagn Lundbye konkluderer, at vi må til at tænke om (Omtanke?!) og konsultere de gamle på plejehjemmene; de havde forstand på naturen. Han var i Schweiz under den juleorkan, der hærgede Frankrig og Schweiz. Og vi får den igen, advarer Lundbye. Han og Thorkild Bjørnvig har siden 70’erne advaret om, at Golfstrømmen er ved at ændre løb, og når den ændrer løb får vi orkaner og istid. De blev hånligt kaldt Dommedagsprofeter.
Dommedagsprofeten deltog i november i det sidste år i sidste årtusinde –måske allersidste- i en konference i Finland om genteknologi. Visionerne eller mareridtene ligger omkring næste hjørne fortæller han. Blinde høns og kyllingeplanter, der udvikler lår- og brystkød, er den paradisiske vision for nogle. Man kan lukke tusindvis af disse skabninger ind i kyllingefarme, og de kommer ikke op at slås, for de kan ikke se hinanden. De kan kun æde og tage på i vægt. Kyllingeplanten er næste skridt. Der er intet, der tyder på, at vi afholder os fra noget som helst. Af hensyn til folk med sukkersyge vil vi blive ved med at pine forsøgsdyr. Der er grund til at frygte de gentekniske tiltag som designerbørn. Dybest set er mennesket større end, hvad der ligger gemt i generne. Mennesket er unik, og man kan aldrig lave en maskine der kan slå en skakmester. Jeg nævner Kasparovs nederlag til computeren, hvilket Lundbye slår væk med, at Kasparov blot har haft en dårlig dag. Det har maskiner ikke, så grundlæggende har dysten været uretfærdig.
Mennesket øver hybris. Mennesker tror de er guder og de bliver betragtet som guder. Lundbyes hybristeori antager straks politiske toner. Undtagen når politikerne skal tage beslutning om noget, så spørger Lykketoft ikke nogen. Men mennesker bliver spurgt om alt muligt. Aviserne spørger folk om hvad som helst, så de tror de bestemmer noget. De hele bliver bestemt af nogle få mennesker i hvide kitler.
Vagn Lundbyes sidste bog handler ikke meget om de konkrete trusler, der hænger over vore hoveder som Damokles sværd, men næste bog er derom: ”Den handler om, hvorledes verden bliver gudløs, når vi gør os selv til guder.” Mennesket har ingen værdinormer mere. Den eneste tilbageværende værdinorm er, at vi ikke er kannibaler. Vi kloner, laver gentekniske indgreb i et stort politisk og videnskabeligt moralsk vakuum. Men det enkelte menneske kan nægte at deltage i den ugudelighed, hvori forskere er villige redskaber. Man kan spørge sin slagter, om han kender den ko, man køber kød fra, og om den har haft det godt. Hvis han ikke kender koen, skal man ikke købe kødet. Økologien er en af vore muligheder for at betræde den etiske sti, der gør os til ordentlige mennesker, der opfører sig plifyldt mod naturen.
”Og så gælder det om at danse noget mere. Er der noget herligere end at stå op om morgenen og stadig være levende?”

Titlen på Vagn Lundbyes seneste temmeligt roste bog Syv vidnesbyrd om vor herre Jesus Kristi latter, leder tanken hen på et kristent anslag på tastaturet. ”Kristendom er ikke nok, jeg vil have det hele med, jeg vil ikke blot have det halve med”, erklærer forfatteren. Sune Oliver, som er blevet hentet fra pasning præsenterer sin far for en reklame for hårpleje. ”Kristendom er ikke nok, jeg vil også have dyrene og kvinderne med.” Vagn Lundbye er medlem af Folkekirken, og blev gift i kirken. Ritualerne kan vi ikke undvære. De færreste kan forestille sig en begravelse uden for kirkens rammer.
Og så kommer en del af Vagn Lundbyes livshistorie ind, hans kone Gabrielle, schweizisk af oprindelse. Efter blot 4 år i Danmark er hun nu ansat som talepædagog. Jeg har taget Vagn Lundbyes eneste børnebog Karolines dyrejeg. Sune Oliver synes aldrig at have set faderens værk, for han bliver ganske optaget af mit eksemplar, og prompte forlanger det læst af forfatteren. Man kan ikke beskylde Lundbye for at promovere egne værker i eget hjem. Det centrale i bogen er at man skal finde frem til det dyrejeg ethvert menneske har. En af de parametre, der gør at børnebøger ikke læses for børn, er, at de ofte er ganske uudholdelige for den voksne, som skal læse dem. Således ikke med Lundbyes bog. Humor og holdning gør at bogen morer og provokerer oplæseren. Han er blevet bedt om at skrive endnu en børnebog, men er endnu ikke kommet i gang. Der tegner sig vage konturer af en bog om et barn, der lader sig fascinere af det mystiske omkring Høgh Hagen, Mylius Erichsen og Jørgen Brønlunds forsvinden under Danmarksekspeditionen i 1907. Og det kan vel nok være artigt at se en børnebog, hvor Grønlands centrale rolle rykkes lidt væk fra vor tids storkommercielle hit: det arktiske land som hjemsted for julemandens værksted.
Der er der imod ingen grund til at danse glædesdans over tidens litteratur. Der er ingen forventninger til bøger i dag, som der var da Rifbjergs Konfrontationer, Seebergs Hyrder og Villy Sørensens værker udkom i 60’erne. For ikke at tale om Martin A. Hansens radioroman Løgneren, der lagde gaderne øde. Den optog mennesker i alle aldre. Der er ikke de samme forventninger til bogen mere, for folk søger oplevelser andre steder. Bogen står alene, ikke længere støttet af det brede folk. Før i tiden spillede det en rolle at have en bog med på ferie, det gør det næppe mere. “I dag er der næppe nogen som helst brug for litteratur.”
“Bøger hjælper stadigvæk selv om de ikke bliver læst. Det vigtigste er, at de bliver skrevet.” Vagn Lundbye betragter sin seneste bog som meget vigtig: “Den gør det som næsten ingen andre digtere gør. Digtere nu om stunder gør ikke det som Karen Blixen kunne, Albert Dam kunne og Peter Seeberg kunne; fortælle en historie. De gør alt muligt andet, de indkredser en tid, de fortæller om deres barndom og så videre, eller de gør som Inger Christensen i Sommerfugledalen et utroligt smukt værk i sig selv, men historier er der ingen der skriver. Det er det jeg gør med min alvidende fortællinger. Jeg fortæller en historie. Historier, som har en morale og en pointe.”
Vi skal alle dø, og nogen må måske dø lidt før, hvis vi nægter at udnytte genteknologien. Med tiden vil vi lære at behandle dyrene ordentligt, ellers går det galt, og så er det ikke bare to, der dør af at spise æg. Indianerne siger, at for hver sygdom, er der en medicin lige ved siden af. Med alle de dyr vi udrydder er vigtig medicin måske forsvundet. Man har lige fundet et helt nyt antibiotikum på ryggen af en sydafrikansk frø, som kan blive meget vigtig, nu hvor vi har gjort bakterierne resistente over for antibiotika, fordi vi har misbrugt det.
Bonoboaben, som først er blevet opdaget i Zaire i 1929, tillægges af dyrevennen Lundbye mange kvaliteter: “Den er ikke en chimpanse, men ligner lidt en chimpanse, den er dog et utroligt fredsommeligt væsen, og der er næsten ingen forskel på den og mennesket.” Hvorvidt det sidste skal betragtes som en kompliment til aben er tvivlsomt. Lundbye tillægger endog aben religiøse vaner; den danser foran vandfald. Og den har et sprog på mindst 1000 ord.
Vi kommer ind på mennesker, dyr og genteknologi. For Vagn Lundbye er der kun gradsforskelle mellem menneske og menneskeaber. Og genteknologien er endnu et udslag af den areligiøsitet, der har gjort mennesket til gud. Vi kan ikke leve uden de skæve eksistenser, som genteknologien gør det til sit ypperste mål at eliminere. “Hvem skal bestemme, hvilke mennesker, der er bedre? Lykketoft?”

Vagn Lundbye har erkendt sit eget dyrejeg. Det er næsehornet. Hans dyrejeg er således på det beskæmmeligste truet af udryddelse af asiatiske mænds potenstro og krybskytter. I 1990 udgav han digtsamlingen Næsehornsdigte. Stemningsfuldt og misantropisk er digtet Rhino ved liget af sin moder: Mens jeg dag og nat/blev stående hos hende/og en gang imellem/pattede lidt/på det kolde øre/der spørgende stod/og pegede op mod himlen//Hvad er dette modermord/andet end endnu/et ensomt eksempel på/at mennesket i virkeligheden/slet ikke ønsker at leve/i denne verden. Vagn Lundbye har for nylig anskaffet både computer og bil.

Portrætter har været bragt i Børn & bøger nr. 2 2000

Printvenlig layout

print venlig version