UD AF NARKOTÅGERNE


Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag. Og Gud sagde: "Jorden lade fremspire grønne urter, der bærer frø, og frugttræer, der bærer frugt med kerne, på jorden!" Og således skete det. Af dette skaberværk har vores kultur lagt tre, velsagtens gudsskabte såvel som alle andre, planter for had. Cannabisplanten, kokaplanten og opiumsvalmuen. De fleste, blandt dem også folketingsmedlemmer, vil vide, at der af disse tre planter udvindes rusmidler.
Festen og rusen har et godt tag i os, og har haft det i alle tider. Blandt de tidligste festudfoldelser kendes Dionysoskulturen fra antikkens Grækenland. Dionysos gav menneskene vinranken og lærte os udnyttelsen deraf, ikke til rosiner, men til vin. Han var festens og rusens gud.
I Det nye Testamente har vinen også sin plads. Jesus gjorde vand til vin ved brylluppet i Kana, skønt visse fraktioner af dagens kristendom ganske synes at fornægte dette bibelske postulat, og nærmest synes at ønske at alt vin blev omgjort til vand. Rusmidler har gennem mange år været genstande for forbud og afgifter med alibi i de skader de forvolder; det er alkoholens skyld at Jeppe drikker. Jeppes egentlige problemer gøres der ikke meget for at løse.
Lovligheden eler ulovligheden af disse euforiserende stoffer diskuteres med jævne mellemrum. Danske narkotikalove er gennem mange år uændret: besiddelse, brug og handel med narkotika, herunder hash, er ulovlig, som så meget andet, eksempelvis spirituskørsel. Jeg vil lægge mit hovede på blokken på, at adskillige af folketingets medlemmer har røget hash i deres ungdom. I modsat fald står det ganske slet til med det repræsentative i den lovgivende forsamling, idet langt over halvdelen af Danmarks befolkning menes at have prøvet at ryge eller indtage hash på anden vis.
Der hersker ingen tvivl om at de stærke narkotika er farlige; hash vel næppe så farligt, når nu mange af den store procentdel af landets befolkning, der har prøvet det, går rundt og påstår, at de egentligt har det ganske godt. Der findes givetvis også brugere af den hårde narkotika, som har det ganske godt, altså er i stand til selv at regulere forbruget, uden at havne i et afhængighedsforhold. På Farmaceutisk Højskole var i sin tid en forsker, der i videnskabens tjeneste afprøvede alle de rusmidler der fandtes. Der er en betydelig mængde stoffer, der virker på vores hjerne. Ikke blot de mange designerdrugs, hvoraf LSD var en af de først kendte, men et utal af planter, der findes i vores natur, ja endda i vore haver. Manden var bestemt ikke narkoman. Ganske mange hospitalspatienter smerftereguleres med morfinprodukter uden at ende som narkomaner, skønt man ikke skal være blind for risikoen. Debatten om den stærke narkotika er ikke så sort-hvid, som den males fra visse sider.
Ét står dog ganske fast: der er et ganske stort antal nakomaner, som er i et afhængighedsforhold. Alle ved de findes. Tag på Vesterbro og se dem. Tag til det centrale Århus og se dem. Tag til enhver af de større provinsbyer og se dem. Tag til de mindre byer og de findes. De lider af en kronisk sygdom, narkomani, og samfundet tilbyder da også behandlingsmuligheder på lang sigt. Men den akutte behandling af sygdommen må de selv stå for: de må dagligt skaffe en mængde narkotika for at kunne leve et uholdeligt liv. De lidelser en narkoman uden narkotika må gennemgå er af langt grusommere omfang end en astmapatient uden sin spray, en gonnorrésmittet uden sin penicillin, en iskiaslidende uden sin smertestillende medicin, en tandlægepatient uden bedøvelse eller en diabetiker uden sin insulin. Alligevel hjælper vi dem ikke akut. Vi overlader disse syge mennesker til et uværdigt liv, hvor de selv må skaffe tusinder af kroner dagligt, for at afhjælpe de akutte symptomer på deres sygdom.
Den pengestrøm, der flyder for at narkomanerne kan gennemleve hverdagen, er betydeligt lettere at gennemskue end økonomiministerielle dispositioner. En narkoman skal dagligt skaffe ca. tusinde kroner til norkotika. Det er heldigvis langt mindre end for år tilbage; åbningen af og mod Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen har sat priserne betydeligt ned. Få narkomaner har dette beløb ved normal lønindkomst eller selvstændig virksomhed. Bistand eller A-kasse rækker som bekendt heller ikke til det helt store narkosus. Pengene må skaffes på illegal vis. Der skal stjæles i butikker, laves indbrud, rulles, eller røves penge. Når der er tale om tilegnelse af løsøre, skal der nemes for adskilligt mere end de tusinde kroner. Køberens pris, hælerværdien, er langt lavere end butiksprisen for kameraer, videoapparater, stereoanlæg, smykker osv. En stor del af finasieringen af forbruget sker ved villaindbrud. Villaejerne er ikke så ringe stillet; de har gerne en forsikring der dækker såvel skader ved indbruddet som det stjålne. Den udbetalte assurancesum stammer fra den præmie jeg og sandsynligvis du betaler. Den enkelte forsikringstager er således med til at betale narkomanens forbrug. En mindre del af narkomanens daglige forbrug stammer fra butikstyverier. Forbrugeren betaler narkoforbruget. Butikkerne kalkulerer med et vist svind, der lægges til udsalgsprisen. Det narkoforbrug, der dækkes af røverier betales også af os, idet pengeinstitutter, benzinstationer og døgnkiosker er forsikrede. De menneskelige omkostninger er ganske svære at dække.
Det er store beløb, der dagligt skal omsættes for i narko. Jeg har allerede konstateret, at narkomanen ikke stikker noget til side, og oparbejder en stor formue. Pengene ender jo et sted. Den columbianske kokabonde, valmuedyrkeren i Laos, Burma og Thailand eller cannabisavleren i Marokko eller Nepal synes heller ikke at have samlet gods eller guld. Nærmere tvært imod. Der sidder i udlandet, men også herhjemme mellemhandlere, dette pæne ord for mafiaer, der profitterer på narkomanens sygdom og det danske systems uformåenhed i at løse et problem.
Al historisk sandhed viser, at en efterspurgt vares illegalitet medfører en ulovlig organisation, en mafia, der profitterer groft på forbudet. Forbudstidens USA er nok det mest kendte eksempel. I Danmark synes mafiaen at være blevet ganske synlig på det sidste. To grupper har under dække af at være motorcykelforeninger opnået en position, hvor de synes så stærke, at de næppe kan nåes af det officielle Danmark: Banditos og Hells Angels. De to grupper har drevet folketinget til særlovgivning. Gør hash legalt og stærk narko tilgængeligt for de, som har brug for den, og disse rockergrupper er stækkede på ganske kort tid. Det turde være soleklart, at rockerne ikke kan opretholde den økonomiske status de har med de midler, de, som alle andre, må opgive på deres selvangivelse. Det er en kamp om millioner, fremfor en kamp om hvilket rygmærke der er grimmest.
Hashen er efterhånden accepteret som rusmiddel. Den seneste tid har afsløret midlet som formodentligt fortrinligt til smertebekæmpelse hos en gruppe syge. Det er vel også oplagt at et naturligt middel har bedre egenskaber end designerfarmako. Da H. P. Clausen i sin tid var justitsminister ændrede han reglerne om ikkeinstallatørers mulighed for selv at ændre småinstallationer. Begrundelsen herfor var ikke sikkerhedsmæssig, men forklaredes med, at de fleste i forvejen selv baksede rundt med elinstallationerne. En sådan argumentation kan i høj grad bruges til en frigivelse af hashen. Hash er, det viser undersøgelser, ganske udbredt. Der er ikke den samme sociale forståelse for hash, som for alkohol. Det skyldes kriminalisering og at hash blev slået i hartkorn med den stærke narkotika. Niels Hausgaards sang om den arbejdsløse der efter naboernes mening drak såvel morfin som hash, og udtrykte meget præcis vor viden og fordomme overfor narkotikaen.
Jeg boede i de tidligere firsere i Vestjylland. Der var hash allerede et udbredt fænomen bland de unge fiskere. Hvorvidt det er socialt acceptabelt ved jeg ikke. Men jeg har oplevet en smedemester der tog en joint, en hashcigaret, når svende og lærlinge tog en øl eller flere. Der foreligger vist ingen undersøgelser omhvilet af disse brug eller misbrug, der er mest skadelig eller uskadelig. Hash er vidt udbredt. Det betragtes af de fleste som langt mere acceptabelt end for eksempel butikstyveri, men der ofres mange flere ressourcer på bekæmpelse af hashen end butikstyveriet.
Hashen er store penge, og hver der er store penge, er der altid en følgeindustri. Vi kender alle hvorledes virksomhedslukninger kan lamme en hel by. En af narkotikaens og hashens helt store følgevirksomheder er politivirksomheden. Hvilke ressourcer er der ikke gennem tiden blevet brugt på militæragtige angreb på fristaden Christiania. Hash i bunkevis er blevet ført væk af uniformerede betjente for straks derefter at blive erstattet af nye bunker. Og det skal de jo, så længe hashen er ulovlig. Da narkokriminaliteten i fristaden var blevet uacceptabelt for de faste beboere, var der ikke nogen hjælp at hente fra Danmark. Beboerne iværksatte selv en narkotikablokade. Det er paradoksalt, at Christiania således i dag er et af de mest nakotikafrie områder i København. Der er på det seneste ofret store politistyrker på at få afrikanske narkosælgere væk fra Vesterbro, hvilket ser ud til at være lykkedes. Hjem til Afrika er de færreste taget, og narkomanien er vel sagtens ikke blevet mindre af at flytte problemet. Men pænere ser det ud på det Vesterbro, som ligger så snublende nær turistattraktioner som Tivoli og Rådhuspladsen. Af de helt store polititimeslugere er overvågningen af de to rivaler, Banditterne og de fandens engle. Overarbejdet pukler sig op, så enkelte betjente, har op mod et års afspadsering til gode. I politiet ser man optimistisk på udviklingen, men hvilken direktør ville ikke glæde sig over en så virksomhed, der i timetal og arbejde har sådan en succes.
Patetisk virker det dog, når journalister ofte spørger politifolk om narkoproblemet. Blandt dem er der dyb konsensus om at det utøj fortsat skal være ulovligt. Spørg en smed på stålskibsværftet i Frederikshavn om man skal fjerne al støtte til værfterne og han vil sige nej. Af egoistiske og solidariske grunde saver de færreste den gren, hvorpå de sidder over. Politiet er ikke uddannet til at have mere tyngende politiske eller sociale holdninger end cykelsmede og bandagister, så der er ingen grund til at spørge dem om konsekvenserne af en frigivelse af narkotika og hash.
Forbudet mod hash hash har kriminaliseret en stor del af befolkningen, dog ikke mere alvorligt end, at den udøvende magt ikke griber ind, hvis man blot besidder hash til eget forbrug. En ynkelig slap lovgivning eller udøvelse af politiarbejde. Men frygten for denne i sig selv uskyldige plante er så stor, at landmænd ikke må dyrke den den cannabinolfri, altså ikke narkoindholdende, hampeplante, skønt dens gavnlighed i et fornuftigt sædskifte skønnes så stor, at EU giver tilskud til dyrkningen. Man kunne jo også forbyde legetøjsgeværer; sådan nogen har det jo med at ligne rigtige geværer. Fra lægelig side og fra folkelig side presses der på mod en forældet narkolovgivning, der har sit grundlag i en amerikansk mistolkning af eller fordomsfuldhed mod hashens virkning.
Næsten dagligt konfronteres vi med undersøgelser og rapporter, der fortæller om alkoholens skadevirkninger og hvilke milliardbeløb det koster det danske samfund. Endnu ikke én rapport har set på alkoholens gavnlige virkning, og hvordan det er en afgørende struktur i den selskabelighed og sociale samvær, foruden samfundet næppe ville have de ressourcer vi attrår. Den ypperste lovgivning, altså ypperlig i total uforståelighed og logik, på alkoholens område er, at afgiften på spiritus er reduceret, mens afgiften på vin er sat op.
Et sandt demokrati kan vist nok kendes på, hvorledes minoriteter behandles. En minoritet, som er tusindtallig, men som næppe aner hvor det nærmeste valgsted er, og fra hvilke de fleste valgkort returneres til kommunen med postvæsnets påstempling om ikke findes på adressen eller er flyttet er narkomanerne. De er tvunget ud i kriminalitet. Kriminalitet og narkomani er hver for sig to dybt belastende sociale omstændigheder; de fleste narkomaners livskvalitet er fortvivlende ringe. Kunne den daglige kamp, og det er en kamp med potentiale -der skal årligt skaffes omkring en halv million kroner til stoffer, rettes mod noget andet end kriminalitet, er det måske ikke utænkeligt, at narkomaner kan blive fungerende mennesker i samfundet.
Ét er sikert; i en tid hvor vi taler dyreetik, der findes dyreetiske kommissioner, der også sørger for at påse skadedyrs vel, behandler vi narkomaner på en måde, mange ikke ville være bekendt overfor dyr. Vi kan ikke være det bekendt.
Denne artikel kan for nogle virke som et forsvar, ja endog en promovering af hash og narkotika. Det kan kun bunde i fordomsfuldhed. Jeg skal her citere, hvad psykiater, professor Raben Rosenberg skrev til mig i en helt anden forbindelse: Min lille bemærkning om alkohol skyldes blot den stille resignerende observation, jeg flere gange har gjort i selskabelig sammenhæng, nemlig hørt på forargelse over psykofarmakaforbrug og forurening fra personer, der på det pågældende tidspunkt var godt berusede samtidigt med, at man dårligt kunne se hinanden pga. tobaksrøg. Hash og narkotika er mig inderligt imod, men mine fordomme eller meninger skal ikke føre til uret. Det gør det nok for en del i den lovgivende forsamling. Jeg vil håbe narkotikatågerne ville lette derfra, så vi kan få en human og ordentlig behandling af narkomaner, og en legalisering af det som findes i enhver udørk af hele dronningeriget, selv Thule. Kampen mod hashen er Don Quijotes kamp mod vejrmøller.

Kronikken har været bragt i Information d. 19. nov. 1997

Printvenlig layout

print venlig version