TAL TIL MIG


TAL TIL MIG

En snes klasser i overbygningen bliver spurgt: Hvorfor har vi matematik? Jeg gengiver her et svar fra en elev i 8. klasse: "for jeg skal Bruge det i min fremtid for jeg skal være computer professer eller progmør." Eleven havde dermed også besvaret spørgsmålet: Hvorfor har vi dansk?

Svaret indeholder samme ret symptomatiske begrundelse, som de andre hundreder af svar. Matematik er noget der skal bruges til uddannelse eller indtjening senere i livet. Begrundelsen for matematik er i følge eleverne ren opportunisme. Der ligger vækstrater og procentfortjenester i fremtiden. En elev fra 10. klasse siger det krystalklart: "Hvis man er handelsmand, går det ikke, at man sælger en bil til 125,50 kr."

Ganske forstemmende kan det så være at se den mangel på elementære matematiske kundskaber mange af eleverne er ofre for. Hvor slet det står til med elementære kundskaber, kan følgende tildragelse desværre vise. Jeg havde lavet et ark med ganske almindelige procentstykker til 8. klasse. Når de mestrer dette simple redskab opstår sejren og glæden og de kan ikke få trivialregnestykker nok, hvilket viser, at de næppe nogen sinde vil føle sig hjemme i den eksperimenterende matematiks højtloftede sale. For at begynde nemt skulle de i stykke ét finde 10% af 100 kr. En pige, der helt sikkert havde brugt længere tid på at sætte håret og lakere neglene end på talfærdighedstilegnelse, rakte fingeren op, og jeg ilede til hjælp. "Hvordan regner jeg det ud? Det er altså åndssvagt!", sagde hun. Jeg hjalp: "Du dividerer 100 kr. med 100", sagde jeg. "Det giver nul", mente hun ganske bestemt. Skønt ellers forbudt bad jeg hende tage lommeregneren til hjælp, thi dens display er lov. Hun tastede ind. "Det giver én", sagde hun. "Det er rigtigt", sagde jeg: "så skal du finde 10 procent. Det gør du ved at gange den ene krone med ti." Det tastede hun så ind og fandt frem til det rigtige resultat. Begejstret fortsatte hun. En sådan uskrømtet talfabetisme burde give blodrøde ører hos både forældre og tidligere lærere. Pigen er ganske normalt begavet, men desværre ikke alene med sin totale talignorans. En anden elev lagde 59 sammen 13 gange, da hun skulle løse opgaven: 13 x 59. Hun opnåede forhåbentlig en indsigt i multiplikationens natur, som hun skulle have opnået 5 år tidligere. Disse oplevelser kunne man håbe var enkeltstående kuriøsiteter, men jeg må hvert år lære elever fra 8. klasse at trække fra, gange og dividere. De tre 8. klasser jeg har haft til matematik er næppe grundlag for ordentlig statistik, men det er dog slående, at jeg har måttet lære mellem 10% og 40% at dividere. Set i lyset af dette kan det næppe undre at algebra og volapyk er nogle elever ækvivalente størrelser.

Matematikken skal være et nytteredskab, dansk er nødvendigt for at læse brugsanvisninger, sprog uundværligt i et internationalt samfund og uden fysik kan man knap nok blive murer. Erhvervsvejledere tordner dette budskab ud over unge mennesker, der gerne skal presses ind i et uddannelsesforløb uden fumleår, så de hurtigst muligt kan gøre nytte på arbejdsmarkedet. Det finansministerielle budskab er klart. De vakse taldrenge og piger i finansministeriet har fundet løsningen på deres egen pensionisttilværelse; der skal avles flere børn, så der er flere arbejdsdygtige til at servicere den stadig voksende gruppe af gamle. Og alle disse til formålet avlede børn skal så selvsagt presses gennem et uddannelsessystem, der kan lære dem at tjene bruttonationalproduktet og de krævende ældre. Motiverne til al dette er ikke fjern fra Huxleys Fagre nye verden, hvor arbejdere af forskellige klasser klonedes i glaskolber, så de kunne tjene samfundet bedst muligt.

Vi står altså med en flok elever med vigende elementære matematiske kundskaber og et stadigt højere ønske om praktisk matematik. De allerfleste af folkeskolens opgavesæt i matematik er små erhvervs- eller privatøkonomiske opgaver. Om ikke andet tjener de til at overbevise eleven om, at matematik er nødvendigt for at kunne opnå noget som helst i tilværelsen. Da jeg gik til matematikeksamen i den udåndende realskole skulle vi præstere et simpelt geometrisk bevis. Og hvor gik det op for mig, at matematikken er smuk og undertiden harmonisk.

Grunden til matematikkens degeneration i folkeskolen kan have mange grunde. Hovedårsagerne skal søges i matematikkens egenlegitimering - det er nødvendigt at have matematik, for at klare sig i det praktiske- og lommeregnerens indtog. Denne maskine har gjort elever talblinde. Den naturlige fornemmelse forgangne tiders elever havde for tallene gennem talrige papir og hovedudregnede opgaver er forsvundet. Og der er ikke en eneste grund til at have en lommeregner i de første 9 - 10 år af skoleforløbet. Alle stykker kan tilrettelægges således at de let lader sig regne ud med pen og papir. På et givet klassetrin er det ikke nødvendigt at resultatet af en opgave skal være kvadratrod 66 når det nu lige så vel kan være kvadratrod 64.
Peter Bastian mener sammen med en række ortodokse matematikere, at matematik ikke nødvendigvis behøver at have noget med virkeligheden at gøre: "En helt elementær pædagogisk brøler er troen på, at faget bliver desto sjovere, desto tættere tilknytningen er til dagliglivet. Matematikken skal ikke først og fremmest lære os retlinethed, det er vi ved at gå til grunde i. Matematikken skal lære os om sindets kompleksitet. En af de vigtigste egenskaber ved matematikken er skønhed!" Den store Bastian gør matematikken til "Art pour l'art" Sidegevinsten er, at matematikken er uundværlig praktisk i alt fra husholdningsbudgetter til astronomiske beregninger. I de forberedende studier -de gymnasiale og HF- er matematikken også blevet prosaisk. På de højeste niveauer i HF skal man næppe gennem ét bevis, men man skal derimod møde op med en lommeregner, der kan udregne komplicerede funktioner og lave kurver, uden at eleven aner, hvorledes resultatet er opnået. Der er ingen tid til platoniske legemer, gyldne snit, komplekse tal og alle de andre elementer, der udgør den egentlige matematik som kan genkendes i naturen fra grankogler, kyststrækninger til stjernebaner. Nej, det drejer sig om renteberegninger statistiske forsøg på forudsigelser og regnskabslære.

Lige så lidt som læsning af forsikringspolicer har med faget dansk at gøre -i følge undervisningsplanen skal man i 9. klasse læse forsikringspolicer- har skatteberegninger med faget matematik at gøre. Men det er skatteberegninger og udsalgspriser, der bruges i matematikundervisningen i dag. Den som grundlæggende har lært matematikken og sproget kan i al fremtid beregne skatter og læse forsikringer, men den som har udregnet skatter og læst policer vil ikke få del i de smukke rum matematikkens og poesiens udgør; de har nemlig spildt tid på noget, som ganske kan være ændret ved næste indgåede forlig om skatter og forsikringer.
Winston Churchill, filosof, kunstmaler, forfatter -han fik Nobelprisen i litteratur- og statsmand sagde om uddannelser: "Jeg har aldrig haft den fordel at være universitetsuddannet. Men at blive det er et stort privilegium, og jo flere der opnår dette, des bedre for enhver nation. Det bør ikke betragtes som endt med ens ungdom, men som en nøgle, der kan åbne mange døre til fortsat tænkning og kundskab. En universitetsuddannelse burde være en spore til et helt livs læsning. Den, der bliver privilegeret med en universitetsuddannelse, har de største muligheder. Han behøver aldrig at være ubeskæftiget eller at kede sig. Han er fri fra vor moderne tids last, at kræve noget nyt ikke blot hver dag, men hver anden eller tredie time....Et universitets pligt er at docere visdom, ikke profession; karakter ikke teknik. Vi har brug for en mængde ingeniører i vor moderne verden, men vi ønsker ikke en verden bestående af ingeniører."

Ganske modsat denne store politikers tanker står vi i dag med et misk-mask af et politisk undervisningskompromis udmøntet i læseplanerne fra 1995, der alt for tydeligt bærer præg af, at undervisningen skal have et samfundsgavnligt mål. I langt de fleste læreres bevidsthed er det blevet en fuldkommen utilitarisme kogt ned til denne minimale del af undervisningsplanen: "Matematikkens anvendelse som et redskab til at behandle problemstillinger knyttet til den samfundsmæssige udvikling, herunder økonomi, teknologi og miljø, belyses gennem udvalgte eksempler." Det er ord, der passer den generation, for hvilke nutidens unge skal presses gennem et effektivt skolesystem, så de kan trække på den samfundets hammel, der skal levere ydelserne til de fremtidige pensionister, der er de, der tager beslutningerne i dag.

Vort undervisningssystem, fra børnehaveklasse til de unge mennesker gerne ganske få år efter, uden fumleår til visdom og erkendelse, fremstiller læger, statistikere, ingeniører, økonomer og jurister. Det er velfærdssamfundets krav. Disse metierers mål er at tilfredsstille om noget nyt, ikke blot hver dag, men hver anden eller tredje time. Og deres kunnen er teknik, ikke karakter.

Forstemmende, men ganske i tråd med denne afvikling, er det at bevillingerne til grundforskningens højborg, Niels Bohr Instituttet, reduceres, og at en ung dansk forsker må tage til USA for forøge lysets tøven, som en stor dansk grundforsker, Ole Rømer, bestemte, når det ville have været oplagt at det var sket på Bohrs berømmede institut på Blegdamsvej.

Kronikken har været bragt i Jyllands Posten 21.september 1999

Printvenlig layout

print venlig version