Svinemennesket
eller: noget værre griseri


Det er lige før vi falder i så dyb en svime, som havde vi fået universets og hele verdens allerbedste forsikringstilbud, og ville ligge med ryggen på jorden og benene i vejret: vi skal have svineorganer implanteret i vore kroppe. Det er en fremtid, som ligger lige rundt om hjørnet. I Sverige er det lykkedes at have en svinenyre tilkoblet et menneskes blodsystem i en time, førend den blev afstødt, og danske forskere bifaldt og mener at det ligger indenfor det mulige i løbet af 10 år. Svenskerne, forsigtige som de er, havde indhentet accept fra både humanistiske og dyreetiske organisationer. Hvem mon skal spørges, hvis vi vil til at implantere menneskevæv i vore husdyr, men det er selvfølgelig allerede sket på tyren Hermann, der som de fleste vil vide kan blive fader til køer, som kan producere modermælk -altså til menneskebørn.
Det er unægteligt en teknik, der åbner for helt nye og hidtil usete perspektiver. Ikke blot kan kronisk syge få nye organer, og dermed en forbedret livskvalitet, udfra de parametre lægerne nu har for livskvalitet. I første omgang er grisenyrer og grisehjerter aktuelle; de ligner kapacitetsmæssigt menneskeorganer. Men om nogle år, når denne transplantationsmetode er rutine, kan aldrende mennesker få indsat organer fra dette eller hint dyr, som lige passer til menneskekroppen, når organet er ved at være nedslidt. Vi kan forlænge vores levetid ganske betydeligt. Nu skal man selvfølgelig være forsigtig i den henseende, idet griseorganers gennemsnitslevetid er ca. 4 måneder. Der er absolut intet, der taler for, at grises organer skulle være disponeret for lang tids slid. Det er spørgsmålet om nogen under de griseproduktions- metoder vi har i dag kender en gris' maksimallevetid?
Dersom vi kunne finde et ideelt dyr, hvad størrelse levetid og udfoldelsesrum angår, var det måske på lang sigt optimalt at implantere menneskehjernen i det dyr!
For fremtidige transspecies organers overlevelse, udtaler læger, er det nødvendigt genetisk at tilpasse organdonoren, altså svinet, så organet ikke afstødes. Med andre ord må generne harmoniseres.
Ingen behandling eller medikament uden bivirkning siger den viise læge; og det gælder da også organtransplantation fra vore husdyr, eller hvilke andre dyr, chimpanser og andre aber nævnes, som er formåltjenelige. De umiddelbare bivirkninger er lette at få øje på. Afstødning af det implanterede organ kendes allerede alt for godt fra transplanterede menneskevæv. Medicin hjælper langt hen ad vejen, og prognoserne for patienter, der har fået indsat fremmede organer, er i dag ganske overbevisende.
Men etiske problemer kan tænkes at sætte en politisk grænse for, hvad lægerne må og ikke må. Det strider både etisk og religiøst hos mange, at mennesker kan gå rundt med dyreorganer. Jehovas Vidner, der ikke engang tillader blodtransfusion, står her overfor objektet for et korstog. Men der er ganske meget større risici forbundet med den ny teknik: for grisegenerne, altså arveanlæg fra (lat) suidæ, kan finde vej til vore kønsceller. Her kræves lidt mikrobiologisk forklaring. Normalt er der ingen forbindelse mellem fremmed væv og kønsceller. Kønscellerne er grundlagt ganske tidlig i fostertilværelsen, og lader sig stort set ikke påvirke. Kønsceller, æg og sæd, er så fremmed for kroppen, at det, hvis det ikke var isoleret, ville blive angrebet og destrueret af kroppens immunforsvar. Der er blot et postbud, en lille djævel i paradis: vira. Et virus kan trænge ind i et fremmed organs celle, hægte et stykke DNA på sig, smutte gennem blodbaner, trænge igennem til kønscellerne og aflevere dette stykke DNA. Således kan arveanlæg fra gris, bavian, chimpanse eller får finde vej til et menneskes arveanlæg. Det er specielt slemt for mænd, der jo producerer en aldeles stor skare af sædceller, der alle kan blive bærere af fremmede arveanlæg. Men det er jo ganske usandsynligt vil forskere sikkert hævde. En underviser i molekylærbiologi på Århus Universitet giver denne vurdering af risikoen: Da de første astronauter i det amerikanske Apolloprogram blev sendt ud i rummet blev der lavet en risikovurdering af eksperterne. De sagde at risikoen for dødelige uheld var 0%. Senere lærte vi, at adskillige astronauter måtte lade livet. Således vil det også forholde sig med risikoen for at vira bringer arveanlæg til kønsceller. Muligheden foreligger i alle tilfælde. Og det må vi forholde os til. Ifald et menneske sættes i verden med arv fra en anden art står vi som mennesker med et dilemma. Skal dette menneske (?) have lov at formere sig? Skal det have samme ret og værd som andre? I nogle af de lande vi normalt sammenligner os med har man i lovgivningen allerede tænkt på at tage forbehold: mennesker som får lavet genterapi på almindeligt væv (ikke kønsceller) skal steriliseres. Ét er ganske klart: vor genetiske arv er til overflod mere kompliceret end nogen turde tro Watson og Crick i 1953 opdagede dobbeltspiralen og de kemiske forbindelser heri.
I denne forbindelse er det værd at erindre Peter Seebergs klassiske novelle Patienten.
Patienten lider af sygdommen "almindelig bortfald". Lemmer bortfalder og må erstattes af proteser, som lægerne villigt fremstiller og lobhudler. Men sygdommen tager fart, og organer må erstattes af slanger og rør, men end ikke "bortfald" af hjertet sætter patienten ud af spillet. Han placeres i en maskine, der klarer hjertefunktionen for ham. Lægerne tror endelig at have stoppet sygdommen, men den angriber hovedet, som selvsagt ikke kan erstattes af en protese. Men patienten får at hovede fra en soldat, som døde under den sidste store krig. Patienten må slutteligt spørge sin kone: "Hvem er jeg?"
Efter at nyheden med den svenske svinenyre var brudt ud, var journalisterne ikke sene til at spørge en dialysepatient om hans syn på denne mulighed. Ikke uventet var han positiv. Men næppe objektiv; vi spørger jo heller ikke skattesvindlere om straffen for deres forseelese skal straffes lempeligere.
Litteraturen og filosofien er ikke eksakt som naturvidenskaben. De eneste målelige størrelser er sideantal og antallet af kommaer i et værk, som Gustav Wieds Knagsted, Livsens Ondskab, havde til vane at tælle som grundlag for bedømmelse af et værk. Hvad de humanistiske videnskaber mangler af håndgribelighed, har det af intuition og forståelse af større sammenhænge. Enkelte enestående videnskabsfolk har haft en intuitiv evne til at finde nye sammmenhænge og sandheder. Niels Bohr besad sådanne evner, men eftertiden har da også erkendt, at hans indsats lå i lige så høj grad på filosofiens som på atomfysikkens område.
Ét litterært værk falder ganske godt i tråd med de seneste videnskabelige landvindinger i medicinens verden; en verden, hvor læger og biokemikere kun nødtvungent spørger andre grene af videnskaben. Det er Gabriel García Márquez' storværk fra 1967: 100 års ensomhed. Det var i høj grad dette værk, der senere berettigede ham til nobelprisen. Amarante Ursula og Aureliano Buendía, barnebarn af den Aureliano Buendía, der ledede toogtredive borgerkrige og tabte dem alle i en sydamerikank stat, er blandt de få borgere i dødsbyen Macondo. De venter barn, det eneste barn i ét århundrede, som var blevet avlet i kærlighed: -Efter at jordemoderen havde skåret navlesnoren over, begyndte hun med en klud at fjerne det blå lag, der dækkede barnets krop, mens Aureliano lyste med en lampe. Først da de vendte barnet om, opdagede de, at det havde noget mere end andre mænd, og de bøjede sig frem for at undersøge det. Det var en grisehale.
...Og så så han barnet. Det var et opsvulmet og indtørret skind, som alverdens myrer besværligt slæbte mod deres tue hen over havens flisesti. Aureliano kunne ikke røre sig. Ikke fordi han var lammet af bestyrtelse, men fordi der i dette øjeblik skete det, at Melchiades' afgørende ciffernøgle åbenbaredes for ham, og han så pergamentets overskrift fuldendt ordnet i menneskenes tid og rum: Den første i slægten er bundet til et træ, og myrerne er ved at fortære den sidste. Ingen bog har fortalt præcise videnskabelige forudsigelser, og ingen videnskab har blotlagt en objektiv sandhed, der kan bruges i alle livets afskygninger. Men Gabriel García Márquez er ganske tæt på at forudse den sidst udråbte lægevidenskabelige triumf i sin beskrivelse af Buendíaslægtens endeligt. Ganske mange fremtidige mareridt er blevet varslet af litteraturen; lige fra Jules Vernes nyopdagede værk til Herman Hesses advarsel om nazismens fremtog.
Lægerne og forskerne indenfor området vil helt sikkert kæmpe for at kunne få lov til at implantere dyreorganer i os. Men vi må huske, at på etiske spørgsmål har de ikke mere forstand end glarmesteren henne om hjørnet. Så det er ham og os, der skal spørges, når der skal sættes lovmæssige grænser for nye teknikker i udnyttelsen af genetiske og transplantære nyheder.

Kronikken har været bragt i Berlingske Tidende 1. maj 1995

Printvenlig layout

print venlig version