STATUSSKIFT


En ældre mand som tilhører en kendt millionærfamilie i Uppsala, kørte til Stockholm og havnede efter et stykke tid i stormagasinet NK. (Det svarer herhjemme til Magasin) Der spurgte han om prisen på en krystallysekrone som hang ned fra loftet. Ekspedienten så på den gamle mand, som var ret enkelt påklædt, og skønnede at han næppe kunne have råd til at købe sådan en krystallysekrone. Selv om manden holdt på sit og ville vide prisen, tog ekspedienten ingen notits af ham. Da tog den gamle mand sin stok, løftede den og slog krystallysekrone i stykker og sagde: -Kan jeg nu få at vide hvad krystallysekronen koster?
En underlig historie, der ikke har nogen bund i en virkelig tildragelse, men dog ganske udmærket kunne være sand; det er en vandrehistorie. Den kendes i adskillige versioner rundt om i Sverige. Skønt udkommet af begivenheden er destruktiv, vil mange finde den spændende, ellers ville den ikke have vandret siden slutningen af sidste århundrede. Spændingen ligger i statusskiftet. Vi kan som alvidende beskuere se de to personer bytte roller fra lavstatus til højstatus et vice versa. Den ældre mand ender som en retfærdig hævner, og den unge ekspedient kunne bare have opført sig honnet.
Kigger vi historien grundigere i kortene, ser vi at statusskiftet er genkendelig fra et utal af historier, helt tilbage fra de tidligste tider. Statusskiftet har sin oprindelse i mytologien, og vi holder af det. En af de smukkeste og dramatiske statusskift finder vi i Odysséen, der snart kan fejre 3000-års jubilæum. Kong Odysseus af Ithaka er vendt tilbage efter 20 omtumlede år på havet, men forklædt som tigger. De højbårne, men moralsk temmelig anløbne bejlere til Odysseus' tro kone Penelopeia håner Odysseus, da den endelige prøve, på hvem der skal være Penelopeias mand, står for: hvem kan spænde Odysseus gamle bue og skyde en pil gennem øjerne på 12 øksehoveder. Forskellen mellem lavstatus og højstatus er højspændt, og den retfærdige forløsning sker da Odysseus, i bejlernes øjne blot en tigger, som den eneste kan klare dåden, og efterfølgende afslører sin sande identitet og dræber samtlige bejlere. Netop statusskiftet er cresendoet i et af oldtidens største epos. Men vi genkender fortællingens læst i vores egen mytologi. Thor forklæder sig, ikke blot som tigger, men som kvinde, som sin gudekollega Freja, for at få sin hammer tilbage fra jætten Trym, som netop forlanger Freja til brud til gengæld for hammeren; en rolle, der aldeles ikke passer helteguden, der hellere benytter ærlig kamp end snuhed. Thor i sin forklædning hånes adskilligt af jætterne, men lige før vielsen forenes han med sin hammer. Statusskiftet fuldbyrdes og Thor slår Trym ihjel.
Jo statusskiftet har godt tag i os gennem tiderne, og det handler mange film da også om. Vi ser på som alvidende beskuere, vi ved jo som oftest at helten vil vinde kampen i slutningen af eposset, mens plottet langsomt bygges op: en undercover person infiltrerer den korrupte, forbryderiske eller på anden vis amoralske modpart for til sidst at bytte status med det overlegne onde - helten vinder til allersidst. Jo længere man kan trække uretfærdigheden -til det kontrapunktiske- jo mere ulidelig spænding. I westernfilm mestres denne kunst, og i de bedste film sublimt. Hvem husker ikke John Wayne som den gamle, enøjede, fordrukne Rooster Cogburn i filmen "True Grit". For den fik han sin eneste Oscar. Fra denne absolutte lavstatusposition kommer han i forgangne tiders storform med seksløberen og får hævnet de drab, der har gjort en lille pige forældreløs, mod en tilsyneladende overlegen flok forbrydere.
Læg mærke til statusskiftet. I alle store helteepos, og det er langt de fleste film, hvadenten de kalder sig western- gangster- eller krigsfilm, er skiftet centralt. Uden det ville filmen simpelthen ikke fungere; ingen finder fornøjelse i at se helten øve bedrift efter bedrift uden trængsler. Spændingsbuen skal spændes, som Odysseus spændte sin bue, til den yderste spænding er nået, og lader pilen gå på det helt rette tidspunkt. Mange filmmagere spænder i dag buen over evne eller gør den af et urealistisk materiale, så superhelte nedlægger forbrydere i myriader med utænkelig ringe midler.
Under alle omstændigheder tilfredsstiller epos med statusskifte vores mytiske trang til at se retfærdigheden ske fyldest. Der skal bringes orden i den uro misdæderen har skabt i vores moralske univers. Og det univers standser ikke altid ved retfærdig domfældelse; vi kræver vendetta. John Wayne and Clint Eastwood are allowed to shoot five or six more bullets into the punk that made his and especially our day.
De danske westerns, Morten Korckfilmene, har et meget mere menneskeligt forhold til statusskiftet. At filmene tilhører westerngenren kendes på den ensomme helts kamp mod uretfærdigheden. Poul Reichardt var ofte cowboyhelten. I disse film behandles skurkene lempeligere end i de amerikanske. Det kan tolkes som en forståelse for kriminelle. Den onde sagfører eller propreitær gennemgår sjældent det fuldkomne statusskift, der indebærer total udslettelse eller ydmygelse. De danske skurke ender ofte med at blive tilgivet efter at heve erkendt og indrømmet egne fejl, som endda ofte kan skyldes sociale omstændigheder. Hvis filmkulturen kan tages til indtægt for nationens holdning, virker det som om vi er langt mere humane konfliktløsere end de store nationer, der truer med bål og brand ved internationale kriser.
Helt ind i vores hverdag udkæmpes statusskiftets kamp mellem ægtefæller eller generationer. Som oftest skulle den gerne få en harmonisk udgang. En velkendt situation er den glemte bryllupsdag, der vist nok oftest glemmes af manden. Manden kommer fortravlet hjem fra arbejde og konen har dækket op med mandens allerkæreste retter. På bordet ligger endog den gave han så brændende har ønsket sig: et bilplejesæt. Konen er berettiget skuffet over mandens forglemmelse, hvilket i det hele taget tyder på, at han er en ufølsom træmand. Bemærkninger om mænds, og da ikke mindst denne ægtemands, selvoptagethed presses ud mellem ribbenene. Han er lavstatus. Aftenen skrider frem, desserten kommer på bordet, stearinlysene brænder langsomt ned. Men hvad er det, der ligger inde i det tommetykke stearinlys? Det er jo en diamantring, netop den diamantring hun gennem årene har attrået. "Hjertelig tillykke med bryllupsdagen", siger manden. Der er skiftet status og alle er lykkelige.
Et enkelt epos sprænger dog statusskiftets rammer, hvilket har gjort det ganske speciel i litteraturen. Det er det ny testamente. Jesus er blevet forsøgt gjort til en helt: de undertryktes, de fattiges eller blot de stakkels heros. Helterollen kræver, at han affærdiger modstanderen grundigt. Men Jesus nægter statusskiftet, skønt fortællingen himmelråbende (!) kalder derpå. Stærkest kalder beretningen om fristelsen i ørkenen på en grundig irettesættelse af Djævelen: fyrretyve dage har Jesus tilbragt i ørkenen uden at spise noget, så han er et oplagt offer for Djævelen, som lægger ud: -Hvis du er Guds Søn, så sig til stenen dér, at den skal blive til brød.- Men Jesus påpeger, at mennesket ikke skal leve af brød alene. Djævelen viser ham så op, og tilbyder ham magten over jorden tillige med dens herligheder. -Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din.- For anden gang svarer Jesus: -Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.- Beelzebul tager så, så store ord i sin mund, at det kalder på handling fra helten: -Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned herfra; thi der står skrevet: 'Han skal give sine engle befaling om dig, at de skal vogte dig;' og: 'de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten." Sådan skulle man ikke have fristet Clint Eastwood! Men Jesus tager ikke de magtmidler i brug, som rettelig kunne lave et sceneri af svovlfestfyrværkeri af den behornede, men svarer blot: "Du må ikke friste Herren din Gud." Djævelen samler så blot sine ting og går.
Det er nok værd at erindre sig at statusskiftet med den fuldbyrdede og retfærdige hævn hører hjemme i mytologien, skønt den har en ganske stor plads i vores bevidsthed, som den fremstilles i litteratur og særligt i film. Samtidig har vi forsøgt at dæmpe denne trang til øje for øje tand for tand retfærdighed. Efter besættelsen lykkedes det i høj grad at fuldføre en, om ikke retfærdig, så dog nogenlunde human rettergang, og vi undgik de fleste steder "de lange knives nat".
Anderledes synes det at se ud, når man læser de efterhånden ganske mange debattørers mening om de grusomme tilstande i det tidligere Jugoslavien. De ønsker en retfærdig løsning på stridighederne med indsættelser af denne eller hin hær. Og det endelige statusskifte skal finde sted når NATO-flyvere viser vores overlegenhed og bombarderer serbiske mål. NATO-flyverne er netop i position til dette rolleskift; de er i forvejen lavstatus, efter nedskydningen af en amerikansk F-16. Parterne i den krig har efterhånden trukket os længe nok rundt i manegen ved skægget. Sandheden er dog nærmere, at ingen af parterne har uplettede hænder. Muslimerne besatte i sin tid det meste af Jugoslavien, og blev først drevet ud i begyndelsen af sidste århundrede. Serberne har altid haft drømme om at blive en stormagt, og lader ikke nogen metode ligge ubenyttet. Kroaterne støttede Tyskland under den sidste store krig, og fascistiske kroatiske grupper drev lang tid efter krigen terror udenfor Jugoslavien. Historisk set er de ringeste af hvilken som helst af de befolkningsgrupper som slås, lige lavstatus i vor Balkanrettede altruisme. Og de bedste kroater, serbere, muslimer, albanere er storslåede humanister og kulturpersonligheder. Det tidligere Jugoslavien er et miskmask, og vi bør vare os for ikke at tildele nogen af parterne roller, som kan tilfredsstille vores mytiske behov for en retfærdig løsning: statusskifte. Der er desværre ikke mange lette krige som Kuwait-krigen var det. Vores retfærdige verden med amerikanerne i spidsen lavede et perfekt statusskift. Grundet sin lidenhed var Kuwait dømt til lavstatusrollen, men fik til fulde oprejsning og endte med højstatusrollen. Prægtigt iscenesat af fjernsynsstationen CNN for at dække vores behov for retfærdighed. Blot blev Iraks diktator ikke fjernet og befolkningen sulter. Hvem er helte og hvem er skurke i de utallige borgerkrige, der farver jorden blodrød adskillige steder på verdenskortet? Russerne eller tjetjenerne? Hutuerne eller Tutsierne? Katolikker eller Protestanter? Vi ved det ikke. Historien kan måske kaste lidt lys over begivenhederne, som de nu kaster mørke over dem, for det er ofte historiske rettigheder parterne påberåber sig. Borgerkrige er krige mellem befolkningsgrupper i fremmede lande, og vi skal passe på ikke at forlange voldsom indgriben til fordel for den part, vi nu synes er undertrykt eller uretfærdig behandlet. For der er næppe en sandhed derom. Lad vore udtrykte håb om statusskift forblive i dramatikken, hvor den rettelig hører til.

Kronikken har været bragt i Århus Stiftstidende d. 1. juli 1998

Printvenlig layout

print venlig version