Denne historie kan også høres på dette link:

Har været bragt på radioens P1

SOM HAVET LIGGER


Gejrfuglen er uddød. I stenalderen var den talrig overalt langs Nordens kyster. Den var ude af stand til at flyve, denne “pengvin”, og var et nemt bytte for søfolk, som manglede ferskt kød. På grund af et vulkanudbrud fordrevedes de sidste gejrfugle i 1830 til Eldey ved Island. I 1844 dræbtes og solgtes de to sidste gejrfugle for kun 80 rigsdaler.

For en halv snes år siden flyttede en islænding til en lille by ganske nær den jyske vestkyst. Han havde ingen forudgående berøring med eller kendskab til den lokalitet, han flyttede til. Hvorfor han havde valgt en lille turistby ved Vestkysten som bopæl, kan jeg kun gisne om. Jeg ved dog, at folk dér er af en ganske speciel natur, som måske tiltrak Gejr. De er åbne overfor nye mennesker og bedømmer ikke folk efter smålige hensyn, men blot efter formuen og evnen til at tjene penge. Måske søgte Gejr dette nøgterne menneskesyn. Måske søgte han de fygende klitter og havet, der som Island er fascinerende og skræmmende i storm. Den natur har lindret sjælssmerter for mange. Måske var han stået på et forkert tog og således endt derude.

Gejr kom som sagt fra Island. Sagalandets nære forbindelser til Danmark -og måske Gejrs tæft for det friske sømandsliv frem for det regelbundne landliv- havde i en tidlig alder ført ham ind i handelsflåden. Han var blevet hovmester på et skib tilhørende et stort dansk rederi.
Sømænd lever og ånder for livet ombord, og landlov er ekstravagancer, der hurtigt får præg af eksil; et ødselt indslag i hverdagen, som ikke nogen ville kunne leve med i længden.

Således levede Gejr indtil skæbnen en dag indhentede ham. I hård sø væltede han med et dusin stegte edderfugle på et fad og blev så skadet, at han måtte gå i land. Han var blevet invalideret. Mange havde skudt skylden for Gejrs uheld på hans fordrukne natur. Som hovmester var han ansvarlig for skibets velfærd, så han sørgede ikke blot for mandskabets faste føde men bestyrede også salg af øl og spiritus ombord, hvilket er en udsat post, hvis man tager sit kald alvorligt.

Forskellige styrelser fandt imidlertid grunden til Gejrs styrt og følgende invaliditet i en glat og farlig gulvbelægning, som var rederiets ansvar.

Landgangen var en langt større omvæltning end da han som 15-årig stak til søs 20 år tidligere. Imidlertid havde den ufrivillige landgang udstyret ham med over en million kroner i erstatning og en livslang pension. For en del af disse penge havde han, her nær Vestkysten, købt et gammelt afsides beliggende hus med en større udbygning.

Derude levede han et års tid, vellidt af de mennesker han omgikkes. Han drak i store mængder, for Gejr havde brugt livet til at øve denne disciplin, og nu greb arbejdet ikke forstyrrende ind. Han drak anstændigt og efter egnens skik: han gav. Han inviterede alle og enhver, der havde lyst. Der flød i Gejrs nærvær en lind strøm af bøffer med tilbehør: øl og snaps og såmænd, hvis en enkelt ønskede det, vin til maden. Og Gejr var en stabil mand; som på søen, hvor man ikke skelner mellem ugedagene og ligger til ankers om søndagen, inviterede, spiste og drak hver dag.

Gejr var vennernes ven, og han spenderede og han var rig, også længe efter, han ikke havde flere penge. I Vestjylland er der altid en ven i tørsten. Folk udnyttede ikke Gejr, for storsind og gavmildhed bor langs kysten. Og den gavmildhed Gejr havde leveret fik han til fulde tilbage. Og når mennesker konkurrerer i gavmildhed på kroer, værtshuse og restauranter er resultatet forudsigeligt. De morer sig.

Da Gejr ikke havde flere penge men en del regninger, ramte en ny ulykke ham. Udhuset til hans beskedne hjem brændte ned til grunden. På trods af Gejrs gavmilde sind voksede der nu en del mistillid til ham. Man forbandt den indtrådte fattigdom med et forsøg på forsikringssvig. Mange mente, han selv var brandstifteren, for udhuset var højt vurderet, og en politiundersøgelse blev sat i gang. Gejr havde været så beruset, mens branden stod på, at han end ikke opdagede flammerne, skønt han var hjemme. Han stod op længe efter, de sidste gløder var slukket og måtte undrende betragte en askehob, som engang havde været et udhus.

På det tidspunkt mødte jeg for eneste gang Gejr. Min ven, tømreren, skulle besøge ham en vinterformiddag. Gejr havde en plan, som han ville fortælle om, for forsikringssummen var rede til udbetaling, efter at politiet havde frikendt ham for brandstiftelse. Skønt jeg ville have troet det modsatte, var der i Gejrs beskedne hjem ganske pænt. Han ejede simpelt hen for få ejendele til, at de kunne rode. Midt i den lyse stue stod en gammel divan. På den lå Gejr. Han vågnede først, da vi var midt inde i stuen. Han var straks vågen og klar, rejste sig op og sad på divanen. Han lignede en yngling med ganske viltert, uredt blondt hår og stærkt skelende øjne. Han var lille. “Har I fået frokost?”, spurgte han og rakte ned efter en øl, som stod i en pose ved divanen. Og så drak vi frokost hos Gejr, og vi blev indviet i hans plan. Han ville opføre et betalingstoilet på brandtomten og dermed skabe sig et levebrød ud over pensionen. Gejr havde øje for de grundlæggende behov i menneskers liv. Idéen var fantastisk og tåbelig, men vi blev i nogen tid og hørte på detaljerede planer for byggeriet og mulighederne for indtjening på et respektabelt og soigneret toilet.

Gejr var ked af det, da vi skulle gå.

Et år efter fik jeg at vide, hvorledes det var gået Gejr. Han havde fået forsikringssummen udbetalt og skrinlagt sine planer om betalingstoilettet. Han havde ordnet sin gæld, festet videre og oparbejdet en ny gæld så stor, at han havde mistet sit lille hus. Hans generelle tilstand var blevet forværret. Han flyttede til et socialt boligbyggeri i en stor by inde i landet. Et dødningested efter to års brusende, berusende liv ved havet. Så udrangeret har han været, at han måtte tilses af en sygeplejerske. Hun kom dagligt kl. 12.00, og på en torsdag spiste han en dødelig dosis piller, før hun skulle komme. På grund af uheld kom hun den dag først kl. 14.00.

I den lille by ved Vestkysten taler nogle stadigvæk om de, der havde mistet penge på Gejr. Der var en del ubetalt gæld ved hans død. Men han havde dog, på de to år han boede der, erlagt en betragtelig erstatning, pensionen og et nedbrændt udhus

Printvenlig layout

print venlig version