FOR DYR I DANMARK


Forbrugerne har fundet ud af at fødevarer ikke er for dyre. Vi vil gerne købe dem dyrere, så dyrene kan få det bedre; det er kommet som et krav. Efter at den bevidste forbruger rejste sig fra den underskov af økologer, der altid har eksisteret, er en ganske stor del af supermarkedernes varer skiftet ud til modeller af skrabe- eller økologisk oprindelse. Skønt et noget forbenet standpunkt fra producenternes side -de troede ikke meget på økologien- taler tallene deres tydelige sprog: det er næppe den rene, skære idealisme, der får de store supermakedskæder til at fylde hylderne med økologiske varer. Der er en skærende modsætning mellem den tiltagende økologiske og dyreetiske holdning og den måde vi behandler de få, men alt for mange, vilde dyr i vore dyreparker. Kyllinger får mere plads, mens strudsen, den store flotte løbefugl, vandrer sin endeløse gang på få meter bag tremmer i zoologiske haver.
Karen Blixen havde allerede øje for den måde vi behandler de vilde dyr på. Forfatteren med det tilgifte adelsnavn lagde meget vægt på, at såvel mennesker som dyr skulle være i harmoni med egen skæbne eller natur: Kærlighed til sin egen skæbne. Hun så i en robåd i Mombasas havn to giraffer der skulle sejles til et menageri i Hamborg. De stod i en ganske lille trækasse på dækket.
Girafferne drejede deres fine Hoveder fra højre til venstre, som om de var ganske forbavsede, hvad de jo kunde have Grund til at være. De havde aldrig før set Søen. Der var kun lige Plads i Kassen til at de kunde staa op og ned derinde. Verden var med eet presset sammen omkring dem, havde forvandlet sig og lukket dem inde. De kunde ikke vide besked med, de kunde ikke tænke sig den Nedværdigelse, de skulde til at sejle ind i. De var ædle, stolte, uskyldige Dyr, blide pasgængere fra Sletten, de havde ikke nogen Forestilling om Fangenskab, Kulde, Stank, Kulrøg, Skab eller om den frygtelige Kedsommelighed i en Verden hvor intet sker.
Sådan behandlede man de vilde, eksotiske dyr i 1920'erne. Det kan med videnskabelig sikkerhed siges, at det ikke er i harmoni med en girafs natur at befinde sig i høje bure i zoologiske haver i et klima, der tvinger dem ind i opvarmede betonstalde i de koldeste måneder.
Fokuseringen på dyrevelfærd er ny i den brede befolkning. For få år siden bragtes sidestore annoncer om kaniners triste skæbne, når de blev brugt som forsøgsdyr i kosmetikindustrien. For at teste skadelige stoffer i ny kosmetik, smurtes det i kaninernes øjne. Resultatet var ofte skræmmende. Kaniners øjne blev syge eller blinde, for at smukke kvinder ikke skulle lide samme skæbne. I sandhed et afskyeligt projekt.
De mest rabiate dyreforkæmpere gik så i samme åndedrag mod enhver form for brug af forsøgsdyr uanset, at langt de fleste forsøgsdyr bruges på at skabe livsvigtig medicin til mennesker. Det er godt. Hvorvidt mennesket er berettiget til at ændre dyrs gener ene og alene sker for vores skyld, er et helt andet spørgsmål. Det kan i bred økologisk sammenhæng forekomme snævert og profitorienteret at ændre kommende generationer af husdyrs arvemasse med risiko for at de muterede dyr spreder deres gener til de naturlige stammer.
Jeg savner blandt de bevidste forbrugere, samt i debatten om dyrevelfærd, de sandheder som Karen Blixen iagttog. Fjerne landes vilde dyr hører ikke her hjemme.
Vore husdyr er gennem årtusinder avlet til at have en natur, hvor de formodes at befinde sig ordentlig i fangenskab. Og det i en grad, så de ikke kan leve uden menneskelig varetægt. Det er faktisk muligt at avle sig frem til egenskaber gennem ret få generationer. For år tilbage manglede man et dyr til at holde græs og ukrudt nede i skovbeplantninger. Og til det formål er et stykke kvæg velegnet. Den kan æde græsset, spare ukrudtsbekæmpelse og til sidst spises af os.
Fredelige mennesker skulle dog gerne kunne færdes i skoven uden frygt for at blive angrebet af en vild tyr. Gennem den sidste snes år er det lykkedes at fremavle skovkoen. Den har sit udspring i Herefordracen, som er kendt for sit koblide væsen. Kravet til koen var, at den skulle gå sin vej, hvis den så mennesker. Skovkoen er nu en realitet og den er anerkendt som en selvstændig race. Man ville kunne møde den i Mols Bjerge, hvis den ikke har fulgt sin natur, og har skjult sig.
Anderledes forholder det sig med de vilde dyr, vi opbevarer i naturparkerne. I 3 af de største danske byer har man presset et stort udsnit af dyr, vi synes er fascinerende, ind i ganske små rammer. Meget er gjort for at bedre forholdene for andre verdensdeles vilde fauna i København, Odense og Ålborg, men det er ikke deres naturlige forhold. Deres hundretusindårige adfærdsmønster er ikke tilpasset danske forhold. Af instinkter opretholdes kun kønsdriften, så dyrene engang imellem kan formere sig til havernes økonomiske fordel; intet sælger billetter som de dyreunger medierne villigt viser billeder af, uden at skænke deres fremtid én fornuftig tanke. Baronesse Blixen: Klynger af Mennesker i mørke, stive, ildelugtende Klæder kommer om kort Tid ind fra Gadernes kolde Vind og Slud for at stirre paa Girafferne og glæde sig over Menneskets Overlegenhed over den stumme Dyreverden. De ler og peger paa giraffernes lange, slanke Halse, naar de yndefulde Hoveder med de taalmodige, røgfarvede Øjne hæver sig over Spiltovet i Menageriet. Herinde ser de vanskabte ud, der er jo daarlig Plads til dem. Børnene bliver løftet op imod dem og bliver forskrækkede over Girafferne og græder, eller også forelsker de sig i dem, vil blive hos dem og rækker dem Brød. Saa vil Forældrene ogsaa synes, at Girafferne er søde Dyr og tænke paa hvor godt de nu har det.
For en halv snes år siden var jeg i Ålborg Zoo. Der stod næsehornet i et snævert betonaflukke i kælderdybde. Det eneste den kunne se med sine små øjne var menneskemængdens grinen. Det er langt fra næsehornsnatur. I bybussen på vej derfra fortalte chaufføren om, at de for nogle år siden havde haft en abe på taget. Den havde taget flugten fra zoologisk have, og havde via et træ hoppet ned på bussen ved et stoppested. Der var stor postyr med politi og dyrepassere, da aben ikke ville forlade bustaget, hvad man næppe kan fortænke den i, dersom den kendte de muligheder for at søge tilflugt et mere naturligt sted, en bus giver. Men det var desværre ikke bussen til Afrika.
I en dyrepark så jeg sidste sommer en stor abeflok på en ø. Om øen var vi mange mennesker, der betragtede abernes adfærd. En dominerende han opførte sig på en, for mennesker, sjov måde. Den pillede sig, hvor de færreste mennesker piller sig offentligt. Så vi grinede. Det var helt åbenbart en reaktion aben ikke kunne lide. Den viste alle tegn på aggression. Den rejste børster, skreg og kastede jordklumper efter os. Så vi lo endnu mere. Det var en ond cirkel, som aber eller mennesker ikke kunne stoppe. Jeg ved ikke hvilken af parterne der opførte sig mest uværdigt og naragtigt.
Det er godt at dyrevelfærd er oppe i tiden, men blandt alle de, der så pænt kæmper for dyrenes bedre, om det så blot er ved køb af skrabeæg, er der nok en del der går gennem en af vore zoologiske haver. Besøgstallene tyder på, at der må være sammenfald mellem de to grupper. Måske finder alle weekendforældrene en vis opmuntring i at se, at dyrene ikke har så meget bedre forhold end de mennesker, der er i et pladsringe menageri af arbejde, forældreskab og økonomisk trange vilkår. Ingen voksen bør kunne glæde sig over at se dyr i så unaturlige forhold. Vi ville næppe stille os ganske tilfreds med, at vore vilde dyr, de få vi har, blev udstillet under ganske trange forhold i Kenya eller andre hjemlande for de dyr vi spærrer inde i stål- og beton bure. Lovgivning mod eksport af jagtfalke til blandt andet Arabien viser det. Karen Blixen: Girafferne rører paa sig, og vaagner op i deres snævre Baas, der stinker af raaden Strøelse og Øl.
Farvel, Farvel. Jeg ønsker jer, at I maa dø paa Rejsen, men begge to, saa ikke den ene af de to smaa ædle Hoveder, som nu forbavset tegner sig over Kanten paa Pakkassen mod Mombasas blaa Himmel, skal blive ladt alene tilbage og dreje sig fra højre til venstre, i Hamborg, hvor ingen ved noget om Afrika.
Hvad angaar os, da maa vi skaffe os nogle gruelige Skyldnere at forlade, førend vi med Sømmelighed kan bede Girafferne om at forlade os vor Skyld mod dem.
Det er ikke alle dyr, der er så kloge at opføre sig så brutalt som Brutalis, der blev sendt tilbage til Afrikas stepper, fordi den i Givskud Løvepark opførte sig i harmoni med sin natur og sit navn. Men det lønnede sig.

Kronikken har været bragt i Jyllands Posten d. 7. juli 1998

Printvenlig layout

print venlig version