SEND SJUFTERNE PÅ BIBLIOTEKET.

Jeg trillede stille ud af Viborg ad Gammel Århusvej, som er blevet en pæn og ganske stille villavej efter at den megen trafik glider ad ringvejen. Der fik jeg øje på et subjekt, som gik og absolut ikke pyntede blandt de pæne hække og hastighedsdæmpende blomsterarrangementer på vejen. En skægget fyr med glinsende cowboybukser og læderjakke med badges. Alt for meget tøj det solvarme juniklima. Lige ud kunne fyren heller ikke styre og grimt så det ud med en ølflaske i hånden. Jeg kom så nær, at jeg kunne se de blanke, blodskudte øjne. Alligevel kalder sådanne subjekter på noget i ens moral, skønt de er ganske utiltalende; de kunne jo lade være med deres tøjlesløse drikkeri. Men jeg tænkte: "Skulle du gøre noget for udskuddet?" og "Hvad kunne du gøre?" Løsningen kom raskt til mig. "Lad mig køre ham på biblioteket!", slog det mig.
Jeg ombestemte mig dog snart. Fyren havde en hund af unik sammensætning med sig. Sådan et par ville kunne lave et værre griseri i min næsten nye matallicgrønne bil fra Japan med servostyring og læderlookratovertræk.
Hvordan kunne jeg komme på den mærkelige idé, at køre manden på biblioteket? Og skulle man køre en hard-corenarkoman, der er på et af sit livs allersidste junkture på statsbiblioteket som værested for de allerhårdest belastede? Tanken var sået af Birgitte Krøijer, ledende børnebibliotekar på Viborg Centralbibliotek. Hun havde talt om biblioteket som et værested. Og det ligger vist temmeligt langt fra, hvad bibliotekerne var tænkt som. Jeg erindrede ikke meget værested over Frederikbergs Biblioteks læsesal. Det mørke, kolde rum, hvor folk sad i rækker og en avis nærmest var et larmende fremmedelement blandt de bebrillede tykbogslæsere, var beregnet til meget seriøse studier. Jeg husker det mere som et uværested. Men det lægger mange år tilbage. Nu drejer Birgit Krøijers udtalelser sig om børnebiblioteket, og derhen kan man jo ikke køre en spritter på over 30 år. Men skulle man træffe ind i en lille rod med graffitispraydåsen i hånden i en forstadsbetonslumbygning eller en 2. generations indvandrer med baseballkasketskyggen ned over nakken, baseballbattet i hånden og et alitterært blik kunne man jo slæbe dem på børnebiblioteket.
Men så langt går Birgit Krøijers tanker om biblioteket som værested ikke. Det skal ikke være en varmestue, men hun indrømmer dog, at de har haft indvandrerbørn, der har tilbragt så meget tid på biblioteket, at de fandt ud af at bogstedet var blevet til en billig erstatning for en plads i den kommunale fritidsordning. Og hvem ved: måske tjener biblioteket som et asyl for mange børn og unge, der af den ene eller anden grund har svært ved at finde sig et godt opholdssted. Den relative ro i bøgernes verden kan være et udmærket fristed for forældres skænderier, sociale problemer eller kammeraternes pres eller mobning. Og det er jo heller ikke det værste sted et ungt menneske kan tilbringe tiden. På Viborg Centralbibliotek fungerer børnene i hvert fald på en anderledes måde end de gør på de fleste andre biblioteker. Børnene er draget dybt ind i beslutningsprocessen på biblioteket. Allerede i 1990 var Birgit Krøijer med i en gruppe som med temaet "Børn som medborgere." Børn skulle med i de voksnes verden. Det skulle gå så vidt, at alle voksne skulle drage børn med ind i deres arbejde. Fra slagteriarbejderen til arkitekten. Måske et lovligt ambitiøst mål indrømmer Birgit Krøijer i dag. Men det lagde kimen til det videre arbejde med børns og unges medbestemmelse på bibliotekerne. Viborg er blandt 10 kommuner, der med støtte fra Det Tværministerielle Børneudvalg og Kulturministeriet har arbejdet med at få et ærligt demokrati helt ind på bibliotekets gulve.
Resultatet af dette arbejde er udkommet i en ikke mindre end 160 sider lang rapport med professionelt layout. Birgit Krøijer har ikke læst rapporten. Hun tror faktisk ikke sådanne rapporter bliver læst af ret mange, når det kommer til stykket. Man kan nogle gange undres over, til gavn for hvem alt dette ministerielle papir bruges. Udenfor mit vindue sukker et birketræ i den hårde blæst: "Ak, ak, lad mig blive til en spændende roman og ikke til en rapport." Og naturen må vi tage alvorlig.
"Lyt til børn og unge" tog form i slutningen af 1995. En 8. klasse med klasselærer skulle gennem 2 år inddrages i projektet. I begyndelsen forbavsedes de voksne over børnenes forventning om voksenstyring, thi det modsatte var jo målet. Men efter et stykke tid tog børnene skeen i den rigtige hånd og betragtede de voksne som mennesker man kunne bruge til at gennemføre de idéer de havde. På nær et par stykker medvirkede klassen engageret og aktiv. Desværre kan det meget vel tænkes at være de socialt mest udsatte, der ikke havde kræfter til at involvere sig i det demokratiske bibliotek. De lidt svagere læsere blev imidlertid stærkt engageret i projektet, som indeholdt mange praktiske gøremål. Indgåelse af sponsoraftaler, opsætning af lys og lyd af og fremstilling af udstillingsmateriale.
Ud af samarbejdet med klassen kom en række ting, som eleverne selv fik gennemført med bibliotekarer og lærere i konsulentrollen. Der var udstillinger om sport og konfirmationstøjets historie, workshops med rakubrænding og smykkeværksted, foredrag med en tidligere stofmisbruger, sodavandsdisco for de yngre klasser samt planlægning og etablering af en internetcafé. Indretning, dekoration og sponsoraftale om computere med CocaCola blev gennemført af eleverne. Forventeligt et caféen blevet særdeles populær. En pressegruppe har fået internetcaféen i både lokale og landsdækkende medier. Samtidig har klassen løbende kommet med forslag til forbedringer af biblioteket samt lavet en top-20 udstilling af de mest læste ungdoms- og børnebøger. Til spørgsmålet om hvorvidt ikkeintellektuelle aktiviteter er vægtet for tungt svarer Birgit Krøijer, at bogen ikke er noget stedbarn. Børnene læser i høj grad, og de betragtede før disse nye tiltag biblioteket som et bogsted. Desuden er udlånet i børnebiblioteket stigende. Højtlæsning og fortællingen af den gode historie har fået en renæssance og bibliotekarerne ser børn slæbe hele serier på dusinvis af bøger hjem til ferierne. Birgit Krøijer tror på at en kombination af alle disse nye tiltag kombineret med bogen er en farbar vej til bedre udnyttelse af biblioteket. Nogle markante udtalelser fra den engagerede 8. klasse i Viborg er nok værd for skolebibliotekarer at notere sig.
"Biblioteket skal have mange små rum f.eks. også lektierum. Og der må gerne være baggrundsmusik ligesom i et supermarked."
"Fjern tallene på ryggen af bøgerne - der er alligevel ikke nogen der kan finde ud af systemet." "Arrangementer for unge må gerne være noget fra det virkelige liv - f.eks. unge der fortæller noget de selv har oplevet: narko, prostitution o.lign." Og en meget vigtig erklæring:
"Personalet skal være yngre, smartere og man skal kunne se, at de er glade for deres arbejde!" Flotte, imødekommende bibliotekarer synes at kunne fremme benyttelsen af biblioteket. Der hersker næppe tvivl om at Robert Redfords, Catherine Deneuves eller et par af de unge helte fra Beverly Hills indtog bag udlånsskranken ville inspirere unge og ældre til litterære oplevelser.

I begyndelsen af firserne kendte jeg en bibliotekar i København. Hendes mand og hun, der boede i et attraktivt og dyrt villakvarter i Valby, kæmpede en stadig kamp om at finde et parti der var langt nok ude på venstrefløjen. I den tid opstod der da også gerne med få måneders mellemrum nye fraktioner i de marxistiske kredse, så der var partier nok at vælge mellem. SF, DKP og VS var blot et lille udpluk af de mest kendte. Blandt de mange gode egenskaber, mennesker på venstrefløjen besad, var en god portion bedrevidenhed. I nogle tilfælde af liberal drillesygdom kunne jeg derfor foreslå bibliotekaren, at de på biblioteket indkøbte nogle Anders And-blade og et par formiddagsaviser til læsning for publikum, idet jeg syntes at have observeret at arbejderklasse, proletarerne, af egen fri vilje læste netop disse udgivelser. Hvis jeg tenderede det ondskabsfulde lune nævnte jeg at de vel egentlig også burde have De 5-bøgerne og Morten Korch stående på reolerne. Sådanne udtalelser kunne bringe den pæne bibliotekar nær et apopleksitilfælde. Den nævnte litteratur, hvad de egentlig knap nok ville kalde det, var altsammen gift for folket. Der måtte en stor slurk urtete eller en mundfuld privatkapitalistisk fremstillet øl til, for at bringe parret i en sådan sindsro, at de kunne optage en modargumentation. Heldigvis var de også hyggelige mennesker, når talen ikke gik på politik. Vi drak mange gode flasker vin sammen. Rødvin.
Anderledes er det på Viborg Centralbiblioteks børneafdeling. Der har de unge brugeres læsevaner og lyst i mange år styret indkøbene. Selvsagt købes også de værker, der normalt anses for god og lødig børne- og ungdomslitteratur. Men Birgit Krøijer synes, at et børnebibliotek uden Spice Girls, ville være et temmeligt trist syn i tiden. De allerpopulæreste serier findes således i rigt mål på hylderne. Den eneste grænse er pornografiske værker, som ikke finder vej til hylderne. Det er også bibliotek på brugernes betingelser. Meget har ændret sig gennem de sidste par årtier.
Jeg mindes med glæde i sindet, da min hjemstavns bibliotekar, af uddannelse havde han ingen, men han var husmand, bødede fiskegarn og var noget belæst, hjemkøbte 2 kassettebåndoptagere samt et par snese indspillede bånd med tidens musik. Det lod han musikforretningsindehaveren bestemme, i erkendelse af, at han selv intet vidste derom. Således fik ungdommen på Fuur mulighed for at høre Beatles og Rolling Stones. Husmanden var på forkant med den kulturelle udvikling og forbrugerkravene på bibliotekerne.
Projektet i Viborg kan være en inspiration for andre bibliotekarer. Det at være ung i dag er et fuldtidsjob. Der er skole, lektier, sport, fritidsarbejde og ikke mindst fester der skal passes. Konkurrencen om de unge er hård, så bibliotekerne må være på mærkerne. I Viborg havde man brugt af skoletiden for ikke at tabe nogle på grund af tidsnød. Men det viste sig at projektet på længere sigt sagtens kunne konkurrere med grillbaren. Fremtiden bibliotek skal måske i højere grad være et værested med bøger samt en mængde andre aktiviteter. Måske skal man også være opmærksom på stedet som et asyl for trængte unge og gøre de ansvarlige opmærksomme på de enkelte unge, der kan tænkes at have problemer af denne eller hin art. Det kræver selvsagt et nært samarbejde med andre instanser. Et sådan samarbejde er oplagt for skolebibliotekerne, hvor netop skolebibliotekaren står i nær forbindelse med lærere og måske sociale myndigheder.
Birgit Krøijer synes ikke biblioteket skal være opdragende. Men de aktiviteter, der blev sat i gang i Viborg, havde den sidegevinst, at børnene blev nød til at tage ansvaret for en række ting, samt selv at afstikke de rammer, hvorunder de skulle foregå. Der er naturligvis også grænser for, hvad vi kan acceptere af opførsel på biblioteket, selv om rammerne er vide. Med 3 børnehaver samtidig i lokalerne kan lydniveauet blive meget ubiblioteksligt.
Viborg Centralbiblioteks "Lyt til børn og unge"-projekt er i høj grad i tråd med de herskende pædagogiske principper om medansvar for egen læring og projektopgaverne samt den procesorienterede indlæring. Det er heldigvis også de 10 biblioteker der har medvirket i "Vores Bibliotek"s opgave at videreformidle erfaringerne til andre biblioteker. Det er nok værd at gøre brug af.
Hvad med den ensomme alkoholist, der dinglede rundt i Viborgs udkant? Ja, måske er bibliotekerne også en mulighed for ham. Aviserne var i hvert fald eftertragtet materiale på Kofoeds Skole, da jeg arbejdede der for 15 år siden. Og det er slet ikke så ringe, hvis landets allerringest stillede får en oplevelse af de gode på bibliotekerne. De har næppe selv råd til avisen, al den tid den koster det samme som 4 øl.

Artiklen har været bragt i Børn & bøger nr. 5 1998
Printvenlig layout

print venlig version