REJSEGENER


Her i dette splinternye årtusinde kørte jeg i tog fra Østdanmark mod Jylland. I rejsens lykkespil, pladsreservationens sædenummer, havde jeg trukket en kvinde på omkring 30 år og en pige på 4 - 5 år. Begge så de ud som modeller og kunne være kommet fra en reklameoptagelse for et af de magasiner, der sælger tøj til familier. Som rejsen skrider frem bliver jeg færdig med min avis. Af gammel, dum vane tilbyder jeg den kvindelige medpassager avisen. Med et på mikrometer afmålt blik takker hun nej. Hun læser et af de blade, der signalerer kontrol med egen tilværelse. Og kontrol har hun; datteren leger på sit sæde med korrekt legetøj. Velopdragent til det disciplinerede. De gange pigen henvender sig til damen, kalder hun hende "mor", så familieforholdet er klart. Som vi nærmer os tunnel og bro opstår i mig et skræmmebillede af kvinden. Velkvalificeret, hårdtarbejdende, beregnende med fuld kontrol over tilværelsen. Da det klare dagslys erstattes af statsbanernes lidet klædelige orange neonlys i tunnelen, lukker jeg øjnene, læner jeg mig tilbage og tænker, at denne iskvinde på et tidspunkt har måttet hengive sig. Hun må have hengivet sig til en mand, der er far til barnet. Hun må være blevet erotisk løssluppen og tøjet må være blevet krøllet og smidt på gulvet. Måske er en glasting, fremstillet af en af tidens førende kunstnere, mod al fornuft og beregning røget på gulvet.
Det klare fynske dagslys stråler atter ind gennem vinduet; vi nærmer os Jylland, de hårde realiteters verden. Og jeg erkender, at damens datter ikke behøver være undfanget i nogen form for begær endsige kærlighed. Det kan være et IVF-barn, et reagensglasbarn.
Nu er der ingen grund til overdreven naivitet; langtfra alle børn er undfanget i dyb kærlighed. Der er grå pligtægteskaber, skødesløse engangsforhold og endda voldtægter. Men førhen var langt de fleste børn et produkt af følelser hos de genetiske forældre, spændende fra dybt had til inderlig kærlighed. Og når barnet var skabt, var det i centrum. Gid barnet måtte være velskabt. Og det velskabte havde langt videre rammer, end det har nu. I dag er barnet ikke velskabt, dersom det er disponeret for genetisk betingede lidelser, der måske først manifesterer sig langt henne i livet.
Samtidig er børn blevet en ret. Førhen kunne en pige komme i ulykke. Nu er forældre kommet i ulykke, hvis de ikke kan få et barn på det, der stadigvæk kaldes naturlig måde. Dersom de rette lægelige indikationer er til stede har man ret til tre IVF-forsøg. Der diskuteres om enlige har ret til samme sygehusbehandling, skønt barnløshed vel ikke endnu er erkendt som sygdom; man indlægger i hvert fald ikke mennesker med barnløshed som eneste indikation. Retten til børn er blevet så udtalt at nærværelse af hanner er uønsket; lesbiske forlanger ret til at få børn ved IVF-metoden, hvilket i lighedens navn, sætter bøsserne i en ulykkelig barnløs situation, som lægerne endnu ikke har nogen løsning på. Barnet skal undfanges i sterile omgivelser. Sig det igen: barnet skal undfanges i sterile omgivelser! I forhold til inseminationen af kvæg er målet for IVF-fertilisation hos mennesker ikke synderlig forskellig: reproduktion.
Et interessant spørgsmål til homoseksuelle kunne være: "Dersom det videnskabeligt redegøres for at menneskers seksuelle orientering er genetisk bestemt, ville du så fravælge et barn, der arver anlæg for homoseksualitet?"
Børn har ændret statusFor et par menneskealdre siden, da vi i vore nyerhvervede biler med motorvejsfart kørte ind i det påståede velfærdssamfund, var børnene en klods om benet for de hjemmegående mødre, der gerne skulle ud på arbejdsmarkedet, så børnene skulle i institutioner. Om velfærdssamfundet stadig består, kan man være i tvivl om, al den tid, at betydningen af det gamle nordiske ord "velfærd" er lykke. I dag kan man næppe få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, så politikere og arbejdsmarkedsorganisationer kigger fremad. Børnene skal på arbejdsmarkedet, og gerne så tidligt og veluddannet som muligt. Ganske uden blusel kalder politikere og andre magthavere børnene for en ressource. På lige fod med oliereserver og kvoterede torsk er børnene en ressource.
Set i lyset af barnet som ressource kan det ikke undre, at der fra medicinens og biologiens verden gøres alt for at optimere denne ressource. Vi tager genteknologien i brug. At optimeringen af ressourcen er sammenfaldende med forældres ønsker om at sætte det perfekte barn til verden, ændrer ikke, at en optimering af arten, ved fravalg af de zygoter -befrugtede æg- der afviger mest fra, hvad vi har valgt som det normale, vil være ganske ressourcebesparende i hospitalssektoren. Mennesker uden behandlingskrævende, arvelige sygdomme er billigere i sundhedsdrift end genetisk betingede syge mennesker. Det kaldes før som nu eugenik.
I denne tid, hvor børn er blevet ressourcer, hvortil hospitalers medvirken er nødvendig for fremstillingen af, kan det ikke undre, at IVF-familier (IVF = In Vitro Fertilisation = befrugtning i glas) stilles bedre end de gammeldags (IOF-familier = In Oviductus Fertilisation = befrugtning i æggelederen; en ganske naturlig følge af menneskelig elskov) med hensyn til fosterdiagnostik. Ved IVF-befrugtning udtages gerne en halv snes æg fra kvinden, hvorefter disse befrugtes. Blandt dette opbud af potentielle mennesker er det på et tidspunkt muligt at udtage en celle fra den enkelte zygote og underkaste denne et studium. Viser der sig at være, hvad der i forældres og samfundets øjne, stærkt handicappende arveanlæg, kan denne zygote blot destrueres; der er nok at tage af. Og dersom dansk lovgivning ikke tillader den af forældrene ønskede, omfattende diagnostik, kan man blot tage zygoten til et sted, hvor dette er tilladt. Som tingene er nu, tages der kun blandt påfaldende risikogrupper prøver fra fostervand eller moderkage hos mødrene. Indgrebet er forbundet med risiko for barnet og en for forældrene utilfredsstillende genom hos det kommende barn, vil medføre en abort, der trods alt er mere smertelig, fysisk som psykisk, som fravalg af en zygote fra en petriskål.
Hvor langt vil lovgivningen gå med hensyn til mulige fravalg af zygoter eller embryoner? Forældre med fostre med Downs syndrom, mongolisme, er gennem mange år blevet tilbudt fravalg. En række genetiske anderledesheder, der kan synes svært handicappende for børn, og især for disses forældre kan i dag gendiagnosticeres, med muligt fravalg til følge: cystisk fibrose, blødersygdom. Men hvad med diabetes, psykiske sygdomme, hareskår, døvhed?
Hvis gendiagnostikken får lov at slå gækken løs, vil mange fostre blive fravalgt. Modsat står det fast, at en række mennesker, vi nødigt så fjernet fra historien led af sygdomme, der kunne have betinget fravalg, hvis man førhen havde haft diagnostikken til rådighed. Dostojevskij led af svær epilepsi, hvilket har givet stof til flere af hans romaner. Toulouse-Lautrec var krøbling, hvilket gav ham adgang til de kvinder på parisiske bordeller, hvoraf hans tegninger og malerier i dag sælges for millioner. Steven Hawkings har livet igennem siddet i en kørestol og kommunikeret til verden gennem en computer; han har fremsat de betydeligste teorier om det største og mindste: universet og elementarpartiklerne.
Et væsentligt spørgsmål er, om hvordan vil vi definere os selv som samfund, hvis alle med genetiske anderledesheder, der kan nedsætte evnen til at fungere på niveau med flertallet af mennesker, elimineres? Ønsker vi et samfund uden platfodede, læbeganespaltede, albinoer, blødere, mongoler? Jeg tror, at vores kultur beror på menneskene usædvanlige forskellighed; forskellighed til det sygelige.
Når debatten kører, er det vigtigt at huske eet: det er en diskussion om etik, ikke om teknologi, og dermed fordufter eksperternes viden som værende bedre en alle andres. For på den rette etik har medlemmer af Etisk Råd, læger, teknologer eller præster ikke mere forstand end cykelsmeden.
Min rejseledsagerske forlod toget i Fredericia. På et tegn pakkede lillepigen sit legetøj sammen, bejaede sin mors opfordring til at gå på toilet. De trak i deres noble jakker og gik hen mod udgangen. Mig slog en tanke lige i hovedet: "Måske var det et par mennesker med de perfekte genomer. Her var måske to generationer, hvorpå videreavl af mennesker burde satses?"
Jeg lukkede igen øjnene. Men inden Vejle var jeg ganske sikker på, at mor og datter var lige ulykkelige. Og det var bestemt ikke genetisk arveligt. Det var miljøskade.

Denne kronik blev bragt i dagbladet Information d. 24. marts 2003.

Printvenlig layout

print venlig version