REALISME - OG GERNE AF DEN SOCIALE ART - TAK!


Børn og unges hverdag er fyldt med fiktion. Det kunne være ganske godt, hvis fiktionen var den genre, der kaldes skønlitteratur. Ordet oprindelige indhold viser noget andet: fiktion (fra latin fictio) indbildning, påfund. Litterær fiktion kan være meget virkelig. Prøv at tænde fjernsynet på en week-endformiddag. Tegnefilm med mærkelige mutanter og rumvæsner, altsammen lavkvalitets samlebåndsprodukter fra USA, fylder meget af den tid, der ikke sendes reklamer. Reklamerne, lige så ringe som tegnefilmene, er ofte salgsfremstød for plastikfigurerne, der er blevet helte i de før omtalte tegnefilm. I sig selv er det næppe skadeligt, at se disse mutanter; historien er den samme gammelkendte helt fra antikken over bibelen og frem til westerns: det godes kamp mod det onde. Ofte er serierne så politisk korrekte, at der i helterollerne findes både kvinder og negre.
Når fjernsynet så først på eftermiddagen skifter til voksensendefladen må børn og unge ty til noget andet. Det kan være informationsalderens gud: computeren. Det er også fiktion. Spillene som vitterligt tager en del af tiden foran skærmen indeholder ofte de samme skildpadde- eller edderkoppehelte, som om formiddagen sås i fjernsynet. Man kan eventuelt vælge at spille et fodboldspil, hvori man selv har rollen som stjerneangriber. Altsammen fiktion. Nogle af os synes endda, at et sådan spil er en ringe erstatning for det virkelige fodboldspil, altså ikke kampene i TV, men det der giver sår på knæene og mudder på blusen.
Hvis fritiden endnu ikke er udfyldt, kan ungdommen gøre noget af det mest trendy: gå i biografen. Film skal ses i biografen, hævdes der. Og så kan man se nogle af de bedste reklamer, de der ikke må vises på de danske kanaler. Reklamerne bygger på fiktion, der tangerer løgnen. Måske forsvinder der et par bumser, hvis man bruger denne eller hin creme, men at man skulle blive smuk, omsværmet og havne i et amerikansk collegemiljø ved brug af cremen er næppe sandsynligt.
Der var ca. 4000, der ville betale for at se Portland, en realistisk ungdomsfilm fra Aalborgs underverden. Der er hundredfold så mange, der vil se en film produceret i Hollywood om en gris, der snakker - mest med en hund.
Der er bygget en milliardkostbar drømmeverden op omkring de unge. Læskedriksmærker reklamerer for popstjerner og popstjerner reklamerer for læskedrikke. Filmstjerner fra fashionable Hollywoodstrandparker bruger bestemte duftvande og duftvandene bruger samme stjerner. Og altsammen foregår det på overfladen af en kasse eller en skærm. Det er todimensionalt. Og det er lysår fra den regnvåde virkelighed, hvor en forfrossen dreng venter på nr. 37 for at komme i skole i Valby eller en 12-årig pige får det nygelerede hår ødelagt af regn og storm på vej på cykel til skole i Ringkøbing.
Samtidig har undervisningsministeriet brugt tusindvis af timer af dansklæreres tid på en ny læseplan. Der skal lægges mere vægt på form end på indhold; det skal være litterært. L'art pour l'art. Og der skal digtes. Der skal lægges mere vægt på andre udtryksformer end bøger, dvs. film og lyd, og ikke mindst skal der bruges tid på EDB på alle klassetrin og i stort set alle fag. Der skal i klasseværelset bygges en mur af fiktion op om vore arme unger. Denne nye holdning i faget dansk vil selvsagt afspejle sig på bibliotekerne.
Antallet af gadebørn stiger. Den afstumpede vold blandt helt unge kræver dødsofre. Hash, alkohol og narkotika bruges af unge helt ned i 12-årsalderen. Selvmordsforsøgsraten blandt børn og unge herhjemme er blandt de højeste i verden. Det er virkelighed.
Jeg konfronterer børn og unge med virkeligheden. Christian Christensens erindringsbøger fra omkring århundredeskiftet, En rabarberdreng vokser op og Bondeknold og raberberdreng, er fast højtlæsning i 9. klasse. De tror det næppe. Jeg må gang på gang understrege, at det ikke er fiktion, at det hører under 99.1 på bibliotekshylderne, at det er biografi, det er sagprosa, det er virkelighed.
Lige så langt fra deres drømmespækkede hverdag er det når jeg kalder Lars Engels dybt medmenneskelige TV-udsendelser frem på videoskærmen. Alkoholikere, ludere og psykisk syge fra det centrale Vesterbro står i grel kontrast til glamourudsendelserne om de unge, smukke og riges trivielle problemer. Men det er levende billeder, så det accepteres som virkelighed, ligesom levende billeder fra palmestrøgene ved Californiens stillehavsstrand må være virkelighed. Hvordan skal bibliotekerne yde deres realistiske bidrag til hverdagen. Ingen gider i dag læse skilsmisseromaner og forstadsnoveller, hvor problemet er i centrum og personerne marionetter for problemerne og derfor utroværdige i deres karakter. Virkeligheden findes selvsagt andre steder end under faglitteraturen og den statistiske årsoversigt. Den bor også på hylden med romanerne. Bjarne Reuter har givet et usædvanligt godt indblik i den virkelighed, der hedder klasseforskel og mennesker med anderledes social adfærd end flertallets. Han betragtes som en forfatter med en særdeles løssluppen fantasi, hvad han også er, men han har sin grund i realismen. Sådan kan de mest opdigtede historier fylde os med sandheder om menneskelivets tragedier og triumfer. Men når et barn eller ungt menneskes litterære verden kun opfyldes af mannequinfigurpersoner, saftevandsdryppende skyer og morgenmadstrolde, der dyrker sport, skal der kaldes på realisme. Som da romantikken og nationalismen svang sig så højt op, at vi danskere troede at verdens fremtid lå i vore heltekvad og vores succesfulde udførelse af dem. Vi havde ganske vist lige tabt et kvart land til tyskerne i 1864. Georg Brandes blev da maskinen bag naturalisme og social litteratur: Forfatterne skulle beskrive og sætte virkeligheden under lup.
I Brandes forspor kommer en række en række udviklingsromaner, som hører hjemme på både børnebiblioteket som voksenbiblioteket. I en udviklingsroman vil et ungt menneske kunne finde sig selv på et givet stade; udviklingsromanen dækker et helt liv. Blandt de som kan læses uden skade, ja endda med god virkning, og faktisk bliver læst af børn og unge, er I. P. Jacobsens Niels Lyhne, Henrik Pontoppidans Lykke-Per og St. St. Blichers En Landsbydegns Dagbog. Alle beretter de blandt meget andet om ungdommens trængsler, konflikter og opgør, og de har været normaltekstopgivelser for folkeskolens store klasser og gymnasiet.
I denne tid, hvor fiktion og, ikke fri, men tøjlesløs fantasi opfylder så mange unges hverdag, er der grund til at tage fat i Niels Lyhne. Det er et europæisk hovedværk i opgør med en romantisk drømmeverdenen, og om ikke andet kan en række bonmot'er tjene til at tage brodden af de mest henførende og henførte indslag i medierne drømmeverden. Når Bimser og Bamser ubjørnsk bliver menneskelige, glade drager strør karameller, kravlende bedsteforældre uddeler flødebolcher, legetøj bliver levende, pludrende grise redder os fra andre dyrs ondskab og glade trolde leger i TV-huler er det på tide må vi med sige: "...og glemte, hvad der ligger saa nær at glemme, at selv de fagreste Drømme, selv de dybeste Længsler ikke lægger en Tomme til Menneskeaandens Vækst."
Den romantiske kærlighed er i centrum blandt unge. Fra shampooreklamer over endeløse modelserier til fyrremillionerdollarsbudgetspillefilm er den romantiske forening af et menneske af hvert køn tegnet med den romantiske blødgøringslinse, hvor billedranden forsvinder i en romantisk tåge. Det behøver man ikke at have gennemlevet mange eller lange forhold for at vide ikke passer. Om kærligheden kommenterer I. P. Jacobsen ægteparret Erik og Fennimores forhold med sortseende realistisk: Men hvert Lykkeslot, der rejser sig, det har Sand blandet ind i den Grund, hvorpaa det hviler, og Sandet vil samle sig og rinde bort under Murene, langsomt maaske, men det rinder, Korn for Korn. Hen paa den lyse Morgen kom Erik hjem, og da Fennimore i den kolde, sanddru Dagsskær saa' ham lave sig paa at gaa i Seng, tung og usikker af Drik, glasøjet af Spil og skidenbleg af den gennemvaagede Nat , da blev de fagre ord, Niels havde talt, helt fantastiske for hende, og de lyse Løfter, hun i sit stille Sind havde lovet, daaned blegnende hen for den voksende Dag, Drømmegøgl og Tanketant: en Adelsflok af Løgne. Det sublime sprog gør iagttagelserne mere troværdige end reklame- og filmverdenens drømmesværmeriske salgsgøgl. Naturalismen stiller spørgsmål mens romantikken forfører.
Skønt den æstetiske læsning og læsning for læsningens skyld er i højsædet findes der litteratur der gengiver virkeligheden og sætter den under lup. Avisen kan i mange tilfælde give læseværdige eksempler på en kras virkelighed hjemme og i udlandet. Og aviser er sandelig også læsestof for unge. Tilgængeligheden i form af læselighed, illustrationer og spænding kan ikke holde unge fra avisen. Også på bibliotekshylderne står der realisme af litterær værdi. En for tiden overset forfatter som J. Beck Nygaard henvender sig specielt til ungdommen. Både Hans Scherfig og Hans Kirk, skønt fortrængt på grund af deres betonkommunistiske tro på Stalinsovjet, har leveret betydelige bidrag til litteratur, som kan læses af ungdommen. I Hans Kirks erindringsbog Skygespil, ser man med eminent og troværdig indlevelse århundredeskiftets sociale armod med drengeøjne. Hans Kirks far var landsbylæge og den unge Hans fulgte ham ofte på patientbesøg.
Hvis pigerne lukker sig helt inde i poesibogsverdenen og drengene i rockidolsheltegalleriet kan konfrontationen med virkeligheden blive for overvældende. Det er vigtigt at kende den gennem undervisning og god litteratur. Og virkeligheden er så spændende, at den kan måle sig med fantasiverdenen. Bliver chokket ved mødet med den virkelighed, som nogen gange synes alt for virkelig, for stor kan det få varige følger for et ungt menneske. Den amerikanske rocklyriker Bruce Springsteen har tilbundsgående beskrevet den amerikanske drøm, og ikke mindst desillusionen ved virkelighedens brutale voldtag af drømmen. I sangcyklussen The River er floden, den dybblå omkranset af de grønne enge, hvor pigen i sommernatten mister sin uskyld, symbolet for drømmene. I titelsangen tabes drømmene til den sociale og brutale virkelighed i arbejdsløshed, utidig graviditet og følelseskulde:
Now those memories come back to haunt me
They haunt me like a curse
Is a dream a lie if it don't come true
Or is it something worse that sends me
Down to the river though I know the river is dry
Vi drømmer videre i reklameverdenen, filmverdenen og et jordomspændende net; internettet. Vi glemmer at de billedskønne modeller og virile deodorantbrugere ligesåvel som alle andre får hæmorroide, dårlig ånde og måske -forhåbentlig ikke- en stomi. I USA er internetpsykose en anerkendt sygdom og mennesker har fået imaginære internetbørn, som de opdrager på. Imens dør børn i Kina fordi de er piger, i det tidligere Jugoslavien fordi de er muslimer eller kristne og i Centralafrika bare fordi de er lige der.
Lad os give børn og unge et virkeligt billede af verden i den litteratur de får at læse. Svinet snakker - jeg takker - nej!

Artiklen har været bragt i Børn & bøger nr.8 1996

Printvenlig layout

print venlig version