MUSIKKEN SOM BOLVÆRK MOD COCA-COLA


"ENGLAND: VERDENS STÆRKESTE NATION." Et sådan udsagn vil sikkert skurre i de flestes ører. Det er dekader siden Den Engelske Løve brølede, så verden rystede; den storslåede indsats under anden verdenskrig tog pusten fra dyret, som for de fleste i dag synes ganske medgørligt. De biler, der produceres i Storbritannien, er af japansk fabrikat, kolonierne er tabte, Australien tænker på at bryde ud af Commonwealth og stolte storbyer måtte resignere af arbejdsløshed og tilbagegang. Og sydeuropæisk fodbold er i dag langt mere seværdigt end engelsk. Men kulturelt er England en stormagt.
Der næres over resten af Europa en sådan frygt for den amerikanske kultur, at EU ville lovgive om, at en vis del af udsendelsestiden skal være produceret i et EU-land. En EU-teknokrat må have sovet i den time de lærte om parabolantenner og internet. Fra de venstreorienterede græsrodsbevægelsers storhedstid i begyndelsen af 70'erne har frygten og hadet til USA manifesteret sig. Kulturen, militærmagten og kapitalismen har virket som en syndflod af Coca-Cola, hvorfra det har været svært at redde sig tørskoet ud med national identitet i behold. Amerikanisering betyder for de fleste noget fremmed og overfladisk. Efter "O.K" er "Coca-Cola" det ord der kendes af flest mennesker på kloden. Det europæiske kontinents bedste værn mod amerikaniseringen er England.
Rock og pop er blandt de stærkeste kulturudtryksmidler. Lødigheden diskuteres, men ingen betvivler at månedens hit rører langt flere mennesker end nok så mange nobelprisvindere i litteratur. Og USA er jo netop efterkrigstidens musiks hjemland. Grundlaget for populærmusikken, blues, rhytm'n'blues og gospel er amerikansk og musikkens bedstefædre, Elvis, Chuck og alle de andre er amerikanere. Endog troende amerikanere; de tror på Amerika. Og dog! England er det eneste land i verden, der har haft lige så stor musikalsk gennemslagskraft gennem den sidste menneskealder. Det er snart 40 år siden englænderne tog den rock, hvis vugge stod i de amerikanske sydstater, til sig, men de fodrede den med engelsk mad og gav den et eget udtryk, som ligger milevidt fra de amerikanske rødder. Musikken fik endda et andet navn: beat. Og beatgrupperne, Beatles, Rolling Stones, Kinks, Pink Floyd, Genesis, blev lige så store som de amerikanske stjerner. Alle spiller de engelsk musik. Den kropsnære rock og jazz blev aldrig engelsk: fri improvisation, spontanitet og hudløshed er uengelsk. England har da heller ikke givet én eneste jazzmusiker til verden.
Den tidligere så stærke kolonimagt lod sig ikke kulturelt betvinge. "Fog on The Channel. The Continent cut off" (Tåge på Den Engelske Kanal. Det europæiske kontinent afskåret) Sådan skrev en seriøs engelsk avis for år tilbage, og det fortæller jo ikke så lidt om englændernes syn på omverdenen. Og måske også frygten; englænderne er ikke udelt glad for den ny forbindelse under kanalen. Omkring århundredeskiftet skrev Rudyard Kipling med ironi men også alvor og indsigt om Englands rolle i "The White Man's Burdon" (Hvid mands byrde): England har den tunge pligt at civilisere verden med alle de afkald og tragedier, der følger deraf. Med dette tunge kors i kulturarven lod England sig ikke overvælde af en nymodens amerikansk musikform. De gjorde den engelsk. Beatles banede vejen. Deres musik blev tilsat engelsk folkemusik og musik fra de gamle kolonier og traditionel europæisk klassisk musik. Men mest af alt Music-hall. Music-hall er her i landet mest kendt fra varieteserien fra Leeds, "De gode gamle dage". Siden slutningen af 1800-tallet var denne musikform en overordentlig vigtig del af middelklassekulturen, og den engelske beatmusik udsprang fra middelklassen. I Beatles' hovedværk "Sct. Peppers Lonely Heart Club Band" fra 1967 er titelsangen i music-hallstil og sangen "Being For The Benefit Of Mr. Kite!", hvori gøglerne Hendersons, trampolinkunstnere, ildslugere og hesten Harry, der danser vals medvirker, er som en plakat fra et engelsk varieteshow. På denne store plade er der faktisk kun et par numre i rockrytme.
Gennem tiden har engelske musikere i den rytmiske genre benyttet sig af den europæiske tradition. Tydeligt er det i gruppen Procul Harums største succes, "A Whiter Shade of Pale", hvor melodien er lånt fra Johann Sebastian Bach. Men hos denne intellektuelle gruppe -den amerikanske rocks påberåbte dyd er netop det antiintellektuelle- lykkes europæiseringen af rocken. På den tekstmæssige side benytter de sig endda af en lyriker, der ikke spiller med i gruppen. Væk fra det amerikanske, dionysiske, kropsnære, spontane: dansen, rusen og elskoven. Over til det apollinske, distancen og det analyserende. Inspirationen er hentet hos den engelske (anti)psykiater Laing, der med stor gennemslagskraft beskrev sindsygdomme som sunde sjæles reaktion på et sygt samfund.

            For you (whose eyes were open wide
            Whilst mine refused to see)
            I'm sore in need for saving grace
            Be kind and humour me
            I'm lost amidst a sea of wheat
            Where people speak, but seldom meet
            And grief and laughter strange but true
            Although they die, they seldom cry.
For dig (hvis øjne var åbne/mens mine intet ville se)/Jeg har smerteligt brug for godhed/Vær god og føj mig/Jeg er fortabt i et hav af hvede/Hvor mennesker taler men sjældent ses/Hvor sorg og latter er sær men sand/Skønt de dør, de sjældent græder. Det handler om smerte og reelle følelsers fortrængning i en mærkelig psykotisk verden. Et sådan vers ligger langt fra "Be-bop-a-lula, she's my baby."
En af 60'ernes store troubadourer, Donovan, der blev fejlfortolket som en engelsk Bob Dylan, tog sonetter fra Shakespeare og puttede det ind i det univers, der hed beatmusik. En af de hedenfarne tressergrupper, Family, følger Kiplings vision om den engelske voyeur, den ensomme Steppeulv, i en usædvanlig flot sang: Me, My Friend:
            Me my friend
            I have seen many lands
            I have been far and wide
            I have sailed many tides
            I have loved many girls
            I have told many lies
            I have asked many whys
            I have whispered many sighs

I allerhøjeste grad den ensomme gentlemans lamentation.

En gruppe, de fleste kender, er Pink Floyd. Allerede fra deres første udgivelser i 1969 støttede de sig på det symfoniske europæiske musiktradition. Gruppen indspillede i 1971 filmen "Pink Floyd. Live at Pompei", der 10 år før musikvideoens gennembrud udgjorde en mere end 1 time lang musikfilm. Den nåede et ganske stort publikum. Således vistes den i Langå Biograf blandt Olsen-banden og hårdtslående actionfilm, så sent som 1982. Filmens omgivelser er vulkanudbrud, lava og statuer fra Pompei. Mere klassiske omgivelse kan man næppe forestille sig. Gruppens hovedværk "The Wall" blev overdådigt iscenesat ved Tysklands genforening, tager psykologisk udgangspunkt i en efterkrigsdrengs liv. Såvel fortællingen som det historiske udgangspunkt er engelsk. Drengen Pink oplever alle de rædsler, indskrænkninger og konservatisme, som Storbritannien, på godt og især i de senere år på ondt, er berømt for: en far, der er død i 2 . verdenskrig, et skolesystem af de sadistiske og en mor af allerværste victorianske støbning. Men hele verden købte denne britiske virkelighed i millionoplag. I USA, rockens hjemland, solgte den ekseptionelt.
Fairport Convention blandede engelsk folkemusik med rock'n'roll og solgte den til hele verden. Endda med tekster om engelske røvere og soldater. Elton John, det engelske kongehus' tro tjener, sælger i millionoplag i USA. Nye og gamle genudgivelser med The Beatles rydder de øverste pladser på de amerikanske hitlister.
Der er al mulig grund til at tro, at Storbritannien vil forblive en musikalsk stormagt indenfor tidens musik. Punken kom derfra og engelske grupper hærger stadig hitlisterne overalt. De britiske grupper angloficerer rockens udtryk, som er bundamerikansk, så vi med sindsro og uden EU-indgriben kan nyde den del af musikkulturen uden at bekymre os om for stor amerikanisering. Man er sjælden i tvivl om en beat- eller rockgruppe er fra England eller USA. Ingen ægte "Briton" vil udgive en plade, medmindre den er ægte britisk. Den amerikanske kultur og musik har sine kvaliteter og styrke, men det er den engelske beatmusikers byrde at videregive engelske synder, dyder og kultur til en verden, der ofte er til falds for enhver påvirkning fra supermagten USA: en tidligere engelsk koloni.

Kronikken har været bragt i Århus Stiftstidende 4. nov. 1998

Printvenlig layout

print venlig version