SMÅBØRNSBØGER


Læsning er ikke en gennem tiden lige gyldig størrelse. Det er netop i disse år meget trendy at læse. Vort lille land har fået en verdenskendt forfatter, den kulturministerielle fordeling af bibliotekspenge vækker stor uro og der sættes fokus på børns læsefærdigheder. Læsetræning er nu god latin allerede i børnehaveklassen og legelæsning og legeskrivning i børnehaven er forudsætningen for en fremtidig god læser. Forældres højtlæsning er en nødvendighed, både som social situation men også for indøvningen af ordbilleder. Der skal være bøger til de allermindste. En gruppe bøger, der i mange år har dækket et småbørnslæsebehov er pixibøgerne. Pixibøger er oprindeligt et varemærke for en række små, kvadratiske bøger fra Carlsens forlag. De yngre og midaldrende husker dem fra deres barndom. Pixibøger er nu blevet et begreb for en lang række bøger af samme format fra forskellige forlag. Grunden til den store udbredelse skal sikkert findes i store oplag, små omkostninger til forfattere -de fleste er oversat fra engelsk- og et kæmpemarked. Bøgerne står i kiosker og dagligvarebutikker, på tankstationer samt selvfølgelig i boghandlen. En god og pædagogisk sidste-øjebliks-gave til under en tier. Men trods den billige pris kan man godt forlange kvalitet af bøgerne. Og især af de af bøgerne som ender på børnebiblotekerne.
En af de grundlæggende kvaliteter en læsehøjtbog bør have er, at den også gerne må være interessant, ja endda spændende, for den voksne, som hænger på oplæsningen. Hvis de bøger, vi kan læse for vore poder tilfredsstiller os selv, vil vi læse mere op og oftere vælge en pixibog sammen med vore børn end et stykke voksenlitteratur, der i de fleste tilfælde ikke kan involvere børnene. Hvis vi kigger på bøgerne for de lidt ældre er det klart at de højstbesungne -Astrid Lindgren og Bjarne Reuter- er forfattere, der skriver værker, der fornøjer forældrene. Der er seriøse litteraturkritikere, der mener; at Astrid Lindgren bør have Nobelprisen; og det er vel egentlig også på tide. Qua hendes alder bliver det i hvert fald let for sent. Men det ser ud til, at de største forfattere skal dø uden nobelpris, fordi den skal uddeles med en sådan politisk korrkthed, at en ukendt, lesbisk indianer fra en truet stamme i et ukendt land er mere oplagt kandidat end de store forfattere vi alle kender.
En bog, der absolut også kan more voksne er Hr. Kattesen tager til byen. Det er en banal historie om en kat, der tager til byen for at købe en gave til sin søn. Undervejs besøger han en række butikker. Men der er dybde i billederne. Hot-dogbutikken bestyres af en hund, og det svinekødsfyldete produkt fortæres af hhv. en kanin og en gris. Ligeledes er slagteren en gris, og han og hans medhjælpers fremtoning giver associationer til mennesketyper. Vi genkender de to i vores egen omgangskreds. (Billeder fra Kr. Kattesen tager til byen)
Ofte har historierne et pædagogisk eller endda politisk sigte. Bøgerne må gerne være opdragende. I historien om den lille Rappedask er der et tydeligt socialt motiv. Rappedask skal på skovtur med en masse forskellige dyr. På turen er indlagt forskellige konkurrencer; forlægget er tydeligt en børnefødselsdag. Men Rappedask er ikke god til at finde nødder, som egernet er. Han kan ikke løbe som kaninen. Selv fugleskræmslet ler ad Rappedask. Bag hele sceneriet finder vi frøen som den viise voyeur. Endelig kommer vi til svømmekonkurrencen, hvori hverken egern, kat eller hare tør deltage. Rappedask kan således næppe undgå at sejre, og frøen udtaler moralen: -Hvem var det, der sagde, at Rappedask havde klodsede fødder? De er nok lidt svære at løbe eller gå med, men det lærer han nok. Men de er fine til at svømme med, og det kunne Rappedask, fra han kom ud af sit æg. Programagtigt, kedeligt er det. Sådan en morale kan kun komme fra et andet dyr med svømmefødder. Man ønsker næsten, at katten levede op til sit katteansvar og åd Rappedask. (Billeder fra Den lille Rappedask) Man fornemmer ret, at her idealbogen for den fodformede lillaklædte pædagog i 1973.
Anderledes liberal i sin holdning er Den flyvende høne. Jette Høne har henslæbt det meste af sit liv som normalhøne. Hun har passet hjem og kyllinger -formodentlig resultatet af en flerfoldsudrugning- i mange år; det hænger hende langt od af næbbet: -Det samme gamle støv...De samme gamle tallerkner, tænkte hun mens hun vaskede op. Og den samme gamle torvehat - ÆV! Men på vej hjem fra torvet sætter regn og blæst ind. Jette Høne må tage sin paraply frem. Vinden løfter Jette op, og river hendes paraply itu. Jette dratter mod jorden, og i skræk begynder hun at baske med vingerne. Således opdager hun, at hun kan flyve. Efter flyveturen konkluderes der: Hun så farlig ud, men der var et lykkeligt glimt om hendes øjne. -Det havde hun aldrig drømt om! tænkte hun. Næste morgen sprang hun nynnende ud af sengen- Hun blev hurtigt færdig med sit arbejde. For nu længtes hun ligefrem efter at komme til torvet. Det er jo ingen sag for den, som kan flyve. Carpe Diem. Grib dagen og chancen, når den giver sig. Det er en sand historie om at være sin egen lykkes smed. (Billeder fra Den flyvende høne)
Blandt klassikkerne er Lille Mis Gavstrik. Forældre og bedsteforældre vil genkende den. Navn på såvel forfatter som tegner savnes, men navnet på den fortrinlige oversætter af versene i denne fabel er Puk Wennström. En af de mange anonyme i skaren af forfattere, tegnere og oversættere til nogle af de mest solgte værker i litteraturen. Oplagene er hundredefold af de i kulturmedierne til stadighed omtalte forfattere, for hvem et oplag på 1000 for en af deres digtsamlinger er højt. Historien om Mis Gavstrik er opbyggelig historie, med den for opbyggelige historiers nødvendighed tilsatte humor; uden den bliver de moraliserende som Rappedask. Gavstrik er en sjuft, der sjofler skolen til fordel for almindelig killingemorskab. (Billeder og tekst fra Lille Mis Gavstrik) Sprogligt giver teksten mindelser til Johan Herman Wessel. Med sikker naturalistisk form lykkes det illustratoren at give kattene menneskelige udtryk.
Blandt de nyere billedbøger, af stor format og med stor humor, stråler Werner Holzwarths Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved. Det er, som titlen antyder, en detektivhistorie. Og som enhver god spændingshistorie ender det med hævn fra muldvarpens side. Den skider på den skyldiges hoved. Fækalier, der i børnehavealderen optager børn ganske meget, normaliseres og gøres til genstand for studier. Uhyrlig morsom er denne gendigtning af myten om forbrydelse og straf. (Om muligt billeder og tekst derfra)
Blandt de alt for få rent danske udgivelser i Pixiklassen er Rina Dahlerups serie om pingvinen Lille P. Hendes velkendte og professionelle streg signalerer kvalitet for den ringe pris af 7 kr. Og signalet holder: en fantasifuld Odyssé. Rina Dahlerup har gennem en menneskealder bidraget til børnelitteraturen. Cirkeline er blandt hendes ypperligste produkter. (Billeder fra Lille P og ubåden)
De fleste bøger af pixikonceptet udstråler professionalisme i såvel tegning som tekst. De bedste yder det til læsningen, at de underholder voksen som barn. Læsningen bliver en fælles lyst. De dårligste er pædagogisk forsvarlige, men til søvngrænsen kedsommelige for den voksne formidler. Og så bliver det tung pligt for den voksne at læse. Den lille gartner af Mona Askjær er et eksempel herpå. En overordentlig pædagogisk indføring i det for børn spændende, men for voksne umoderat trælse, emne: at dyrke karse. Personerne er stereotype og handlingen så forudsigelig som udviklingen af et velpasset karsefrø. Selv frokostbordet signalerer politisk børnekorrekthed med hensyn til ernæringen: letmælk, ingen smør, mange grøntsager og rugbrød. Den bog er blandt de allerbedste gemmebøger i sin genre.
Ikke så lidt tid bruges på læsning for vore allermindste. Litteraturen for dem er ret upåagtet; den er billig, anonym og altid pædagogisk forsvarlig. Men skal læselysten ivres må vi fordre kvalitet. Den kvalitet er det oplagt at forlange, når en børnebog koster omkring de 100 kroner. Bøger af den klasse bliver anmeldt i fagtidsskrifter som dette, men undertiden også i dagspressen. Pixibøgernes prisbillighed bør ikke få os til at slække på kvalitetskravene. Ikke mindst frdi de læses så utroligt meget. Såvel forældre som bibliotekarer bør overveje kvalitative hensyn, når der skal købes ind til de 1 til 7-årige. Kvantitative hensyn er der ingen grund til, så længe man kan købe 14 pixibøger for under 100 kr. Heriblandt heldigvis også mange rigtig gode.

Artiklen har været bragt i Børn & bøger nr. 1 1997

Printvenlig layout

print venlig version