MEDICINENS ULIDELIGE HOVENHED


Den overlegne overlæges tid synes at være forbi. Men det er ikke længe siden. Så sent som i 70'erne er der eksempler på, at en overlæge gennem en sygeplejerske og i 3. person singularis giver en patient besked - og patienten er vel at mærke til stede: Vil De sige til fru Jensen, at vi opererer i morgen. Fru Jensen, hvis ikke døv eller svagt hørende, har hørt det, men sygeplejersken siger alligevel: Lille fru Jensen, overlægen vil operere dig i morgen, så du skal faste. Til sidst tog kun en lille skare af overlægefossiler proceduren alvorligt, og den er nu ganske anderledes. Holdninger er ofte dybt forankrede, så den er næppe forsvundet fra lægeverdenen, men man har opdateret sprogbruget og populariseret tiltaleformen. Lægen er jovial: Vi må på en diæt, Fru Jensen, siger lægen nu, skønt lægen selv ikke nødvendigvis har planer om den helt store ændring i kalorieindtaget.
Som nybagt, tyveårig student skrev jeg i 1980 et vredt læserbrev i en landsdækkende avis. Jeg skal i udpluk belemre læseren med denne rebelske manifestation: De sidste 30 års materielle velstand har, mener mange, tvunget åndelige idealer på retræte. Mange "trosretninger" har prøvet at udfylde dette tomrum og er hurtigt forsvundet. Én har dog vist sig modstandsdygtig: dyrkelsen af kroppen og vor egen sundhed. Denne dyrkelse opfylder nogle krav og har nogle påfaldende særpræg, som får mig til at sammenligne den med fortidens dyrkelse af den katolske kirke. I dag tillægges enhver sygdom en biologisk årsag og må som så behandles af en eller anden slags læge, hvor man før i tiden ofte søgte højere magters hjælp gennem en præst eller helgen. Begge dele er lige mystiske. Sære forskrifter af orakelkarakter blev i middelalderen fulgt og respekteret med højeste ærefrygt, ligesom lægens ord i dag er lov, og tusindvis af piller bliver slugt uden kritik. Skyldfølelsen, den dårlige samvittighed, er ligeledes sammenfaldende. Før for overtrædelse af almindelige katolske dekreter, i dag er det fede damer og herrer med åreforkalkning og hjertestop, der frygter lægens formanende ord. Og straffen er også af samme kedelige karakter: bøn og afholdenhed dengang, salat og motion nu. Følgevirkning i middelalderen: voluminøse rigdomme i kirkens hænder i form af overdådige kirkebygninger og boliger og forvrænget store privilegier til gejstligheden: Ikke helt ulig nutidens kæmpetempler af sygehusbygninger med usædvanlige fordele til lægerne som f.eks. gratis afbenyttelse af hospitalets lokaler til egen praksis.
Det var studentens ord. Mere interessant er det, at studenten hængte to fotokopier af det vrede læserbrev op på det nærmeste sygehus i en mindre provinsby. Der mente jeg, det var relevant. Men sygehusdirektøren beordrede papirerne revet ned fra de amtskommunale opslagstavler; den slags hørte ikke hjemme på et sygehus. Det var blasfemi i et sundhedstempel. Kritik hørtes nødigt.
Er der sket en ændring i lægernes holdning. Eller har disse mennesker, som har kæmpet sig gennem latinske betegnelser på kroppens indhold, skåret i døde mennesker nedsænket i formalin, turdet tage ansvaret for menneskers liv og død og ikke har måttet fejlbedømme uden det kunne få fatale konsekvenser, og blot fået en toplønning for denne indsats, har de ikke ret til at handle konsekvent og uden spørgsmål og kritik fra lægfolk. Det sidste synes at være en udbredt holdning blandt lægerne. Allerede i studietiden trænes medicinere til at blive akademiernes jægersoldater. Kravene er tårnhøje og blandt de studerende der i studenterorganisationer søger hjælp grundet psykisk pres, er der flest fra medicinske fakulteter. Der tales nu åbent om hensynsløse stræbertyper på medicinstudiet.
Normerne er så vedtagne, at de ligner aksiomer; afholdenhed er påkrævet, og kan andet ikke ordineres kan askese bruges. Gennem år har det været et dogme blandt læger, at menneskehjerne reduceredes for slutteligt nærmest at forsvinde, ved alkoholmisbrug. Dette misbrug har uhyggelige sociale og menneskelige konsekvenser, men der måtte lægelig ekspertise til at omstøde det falsum, at hjerner forsvandt i alkoholtåger. Hjerner påvirkedes, men de stod til at redde, hvis misbruget ophørte. Men lægerne har skråsikkert påstået, at hjernen var det eneste ultimative gidsel i alkoholens kamp; selv leveren stod til at redde ved afholdenhed. Blandt alle vore organer, ønsker selv ikke en alkoholiker, at være fundamentalt påvirket på det organ, som menes at udgøre vores personlighed. Frustrationerne har næppe påvirket misbruget i en gunstig retning. Trusler synes danskere at være immune overfor. Men den spirituøse decimering af alkoholisters hjerne har været af religiøs karakter for lægestanden, idet den intet reelt har over sig. Det har den fremmeste hjemlige forsken vist.
Man kan stadig møde den overlegne læge. De tåler ikke i deres livsvigtige arbejde modsigelse. Deres besiddelse af viden, deres ærlige altruistiske forsøg på at hjælpe mennesker i nød, sagernes absolutte alvor og efterspørgslen efter dem, udtrykt i deres løn, giver ikke tid og mulighed for diskussion. Min kone og jeg, men nok mest min kone, skulle for få år siden føde på et provinssygehus. På trods af sundhedsstyrelsens ønske om udeladelse af skanning, hvis der ikke forelå en grund, har det gennem årene været praksis på ganske mange sygehuse. Hyggeligt har forældre også syntes, det var, at får det allerførste uskarpe, sorthvide billede af embryonet i mavsen. Kritik har der dog været rejst af denne praksis. WHO-lægen Marsden Wagner har argumenteret mod brugen af ultralydsskanning. Nogle statistikker tyder på lavere fødselsvægt af skannede børn. Jeg fremlagde denne kritik, funderet i en artikel af nævnte læge, da ultralydsskanningen fremlagdes som en normal procedure. Lægen havde allerede cremen til påsmørelse af fruens mave parat. En sådan kritik synes ilde tålt. Og et effektivt argument, en trussel, toges i anvendelse: Dersom vi var interesseret i at føde et barn med rygmarvsbrok eller hjernen siddende udenfor kraniet, var det da OK at stille sig kritisk op mod skanninger. Det var et par lidelser vi bestemt ikke var interesserede i, men heldigvis er sandsynligheden for, at et barn fødes med disse fatale fejl forsvindende lille. Men skræmmeeffekten er stor, og næppe helt berettiget.
I Nykøbing Falster gik det helt galt for lægerne. Der var en af deres egne der kritiserede de andre. Han syntes ikke det var helt OK, at alt for mange læger var berusede på arbejde, og han påpegede et par lægefejl. Sådan en kætter er ikke rart at have indenfor murene. Havde det været en tilfældig neger, indianer eller anden udenforstående, der havde fremført påstandene, kunne de let være fejet af bordet. Men en estimeret kollega er svært at overhøre udenfor hospitalets mure. Men de kendte en kur på Lolland; soma, kroppen, på den formastelige kunne de ikke få has på uden at begå en forbrydelse. Men psyken vidste de at forarbejde, og kort efter døde kritikeren for egen hånd. Så lidt som en katolsk biskop tåler, at det kendes, at han har brudt sit cølibat, lige så lidt tålte lægestanden ridser i lakken.
Lægerne har bredt deres domæne langt udenfor det område, de aflægger ed på at ville beflitte sig med at anvende deres kundskaber til samfundets og deres medmenneskers gavn og at de stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse. Et løfte, der er svært foreneligt med visse privathospitalslægers virke. Lægerne taler i en lind strøm om etik og moral. I etisk råd er der en vægt af læger, der ikke står i forhold til deres antal i det virkelige liv. Det samme gælder for de amtslige etikkommisioner. Der lefles for lægestanden og videnskaben. Når de næste ugentlige videnskabelige tiltag -kloninger, opfindelser på reagensglasmetoden, gensplejsning, brug af dyreorganer i mennesker osv. osv.- bringes frem i medierne spørger man gerne en filosof og en læge om de etiske konsekvenser. På god moral har de ikke stort mere forstand en cykelhandleren og slagterlærlingen. Måske endda lægernes moral er ringere, idet de jo har fingrene dybt begravet i småkagedåsen; hvis de siger nej til de nye tiltag udfra et moralsk standpunkt, fraskriver de sig ressourcer og muligheder.
Ikke blot som etiske vejledere, men også som et præsteskab, har lægerne påtaget sig en rolle. Det centrale i religionernes budskab er et liv efter døden. Lægernes budskab er et langt og længere liv. Enhver vejledning mod de store dræbere, kræft og hjerte-kar-sygdomme, gælder primært et længere liv. Herhjemme foruroliges vi over at stigningen i vores livslængde ikke holder trit med de vi normalt sammenligner os med. Evigt liv har ingen læge med sin sunde fornuft lovet os, men med genmodifikationer, mener nogle forskere, at et liv normalt kan leves i 120 til 130 år. Hvordan skal lægerne nok finde en løsning på, men hvorfor; det svar må blæse i vinden en ganske stille dag. Et rituelt præsteskab har lægerne også påtaget sig i spørgsmålet om livets afslutning. Med jævne mellemrum diskuteres eutanasi, den lette død. Den lette død kan lægerne give den udsigtsløs patient. Grænserne mellem aktiv og passiv dødshjælp er ganske svære at trække. Adskillige læger har givetvis været placeret et sted, hvor de ikke har vidst på hvilken side af grænsen de har stået. For tidligt fødte hjælpes ofte herfra efter lægeligt råd. Lægerne har således defineret, hvad et godt liv er.
I Aldous Huxleys roman, den blev i sin tid kaldt en fremtidsroman, men tiden vil gerne indhente sådan en, er den legemlige lykke og et psykisk stabilt folk, det eneste der tæller. Samfundet er kontinuerligt og alle mennesker er skabt til et lykkeligt liv. Skulle enkelte småujævnheder alligevel vise sig på tilværelsens spejlglatte overflade bruges medikamentet Soma. Soma betyder hele den fysiske organisme. Enhver rejse foregår ved indtagelse af en dosis Soma. Enkelte oprørske elementer neutraliseres ved oversprøjtning af Soma. Ingen tåregas, plastikkugler eller blodsudgydelser. Blot lidt Soma, der hensætter folk i legemlig og psykisk tilfredshed. Lægens magt illustreres særdeles præcis i Gabriel Garcia Marquez roman Ondskabens tid, hvor den eneste, der kan røre landsbyens diktatoriske borgmester er tandlægen. Borgmesteren er i en sådan pine af en tandbyld, at han i uger kun barberer sig i den ene side af ansigtet, men at gå til tandlægen nægter han; han tør ikke. Endelig får smerterne en sådan omfang, at medikamenter ikke hjælper, og en nat bevæger han sig til tandlægen. Men med fire geværbevæbnede gendarmer, der skal beskytte ham under behandlingen. Tandlægen smøger ærmet op til albuen for at trække kindtanden ud. Borgmesteren griber ham om håndleddet. -Bedøvelse, sagde han. Deres blikke mødtes for første gang. I dræber uden bedøvelse, sagde tandlægen blidt. Tandlægen tør som den eneste tale bydiktatoren imod. Han er den eneste der kan røre ham.
Lidelsers omfang er en svær størrelse at optælle. Hvor meget forringes livskvaliteten af slidgigt i leddene i forhold til en salmonellainfektion? Der var en tid, hvor der i politiske, men også i lægelige, kredse ofredes en del tid på socialmedicin. Det var i de venstredrejede 70'ere. Fra Kina havde man hørt om barfodslæger. Det var læger, der kunne forebygge de fleste sygdomme, ved at behandle samfundet med sund socialisme. Slidgigt kan meget vel disponeres af et gen, men barfodslæger behandlede det ved at påpege kapitalismens udnyttelse af de arbejdere, der pådrog sig den lidelse. Sandt er det da også, at slidgigt er mere frekvent i slagteriarbejderkredse end blandt storbyernes jetset. Ligeledes kunne mange alvorlige sygdomme henføres til den ringe ernæring, det kapitalistiske samfund tvang arbejderne til at æde.
I dag går det prestigefulde lægejob ud på at transplantere et organ, finde genet til en bestemt egenskab eller sygdom, komme nærmere kræftens gåde eller give ufrugtbare mennesker børn på teknisk vis. Det kan bringe de store typer frem på avisernes redaktioner, men det har intet med folkesundheden at gøre. Man kan spørge sig selv om behovet for at komme hæmorroider til livs ikke er større end behovet for at transplantere svært transplanterbare organer? I hvert fald vil denne overskrift ses med det allerførste: Svensk toplæge ansat på Rigshospitalet for at bekæmpe danskernes hæmorroider.
Før reformationen sad den katolske kirke både på sjæl og legeme, og hvis andre forsøgte sig på disse områder var de kættere eller hekse. Klosterruinerne i Øm, som paven besøgte få år tilbage, fortæller historien om munkenes viden om medicin og kirurgi. Sjælen er i høj grad undsluppet kirkens indflydelse. Kirkerne står mange steder gabende tomme, skønt kleresiet beretter om kristendommens succes i denne tid. Hvis man har nået bunden er det ikke så svært at opnå succes. Legemet er i stedet blevet helliggjort. "Guds fred" er afløst af "Så længe man bare har et godt helbred", som den lykønskning folk giver hinanden med på vejen. John Wayne er afløst af hvidkitlede helte på amerikanske hospitaler.
Vi andre er ikke uden skyld i den ophøjede status lægerne har fået. Det er vigtigt at give lægestanden modspil. Det er rasende svært, når man som enkeltperson lægger helbredet i hænderne på en læge. Men det er os, der skal udstikke retningslinierne for, hvad læger skal og må og ikke mindst, hvad de ikke skal og ikke må. Lovgivningen kører med damptromlefart i forhold til de nye tiltag i medicin, og så tager lægerne gerne loven i egen hånd. Er der ikke lovgivet på et område, må det være lovligt, dersom det ikke er åbenlyst etisk eller legal forkert. Det er måske på tide, at lægerne ikke skal have lov til at gøre noget, der er så nyt, at der ikke er lovgivet om det.

Kronikken har været bragt i Århus Stiftstidende 30. nov. 1997

Printvenlig layout

print venlig version