LUMHOLT

Vi er i Thule i begyndelsen af firserne. Thulepræsten er på tjenesterejse til Savissivik flere dages slæderejse fra Thule. Den korteste, men også mest risikable vej, går over en bræ. Med sig har præsten to af Thules mest erfarne slædekørere med gode hundespand. Pludselig bliver det varmt; temperaturen nærmer sig minus 20 grader. Det varsler storm, der gerne varer to-tre døgn. Der er kun et at gøre: at fodre hundene af, slå lejr med slæderne som solide teltgulv og så holde sig derinde, indtil stormen har lagt sig. Og det gør de tre mænd. Men en førerhund forsvinder ned i en gletscherspalte, hvilket er et uerstatteligt tab. Men måske kan de redde hunden op. Præsten er den mindste af de tre, så han får en skagle om livet og bliver hejst ned i spalten. Han finder ikke hunden, men et stivfrossent menneske, og så får hund være hund. Stormen er overhængende, men det lykkes at få hundene spændt for den døde og den levende i spalten, og de bliver trukket op fra revnen i isen. Men den døde kan ikke ligge i det fri. Hvis en af hundene bider sin skagle over vil den døde blive skamædt. Han må ind i teltet, skønt det langt fra er behageligt. Den døde bliver stuvet lidt til side, og et par døgn går med the med meget sukker, holden primussen i gang og fortællen historier.
"- uvangattaaq tiitorosukkaluaqqaannga! (Jeg kunne ellers også godt tænke mig en kop the). Stemmen, der taler, er mærkelig sprukken.
Der er ingen tvivl. Lyden kommer fra den døde.
Vi tre - dødelig skræmte, men trods alt levende - stirrer på hinanden.
Men så tager Masauna pludselig resolut sit thekrus og maser sig forbi os andre hen til den døde.
Den døde mands ansigt har skiftet farve. Det er ildrødt. Tunge vanddråber triller i ét væk ned ad det. Han er begyndt at tø.
De tre mænd fylder den frosne med the i en sådan grad, at mandens mave lyder som en tilstoppet køkkenvask, der pludselig får luft.
Så siger han - og nu er han tøet så meget op, at han kan bevæge munden frit -:
Kununnguakkut qanoq issannerput? (Hvordan har "Lillesøde-Knud" og hans ledsagere det?
Kununnguaq er Thulefolkets kælenavn til polarforskeren Knud Rasmussen).
Vi er forlegne. Hvad skal vi svare en mand, der åbenbart har ligget over et halvt århundrede i sin bræspalte?
På det tidspunkt prikker min sidemand mig på skulderen og hvisker: Det passer da ikke, gør det?
Så er man ikke i tvivl om fortællingens magt og intensitet.
Fortælleren er præsten, Bent Lumholt. Og han har været præst på Grønland fra 58 til 63 og 79 til 84. I dag er han professionel fortæller. Udover fortællinger og foredrag over hele landet fortæller han en time om ugen for de unge på Rønde Efterskole.
Fortællingen synes at have fået en renæssance. Der fortælles i forsamlingshuse og på skoler landet over. Forklaringen på fortællingens genfødsel er ikke nostalgi, mener Bent Lumholt: "Det er video og TVs skyld. Der er opstået et behov for fortællinger. Mennesker er trætte af at blive bombarderet med grydeklare plasticemballerede billeder fra den der forbandede skærm. Billeder som er så geniale, dygtigt lavet, at de ikke mere kræver fantasiens merbearbejdelse. Nu har vi levet med fjernsynet i nogle årtier, og der er opstået en lidelse, hvor folk har fået ondt i deres underudviklede fantasi. Der er opstået en tørst efter at bruge fantasien. Man længes efter den situation at stå over for et menneske, der kun har sit nøgne ord som redskab. Og billederne bliver bedre end dem, fjernsynet kan lave, for min fantasi er indrettet til at lave billeder, som mit gemyt kan forstå, mens fjernsynets billeder er indrettet efter sådan en mellemproportional af menneskers gemyt; de er upersonlige." Pastor emeritussen er kulturoptimist på den bitre baggrund, at de ting mennesker omgiver sig med er så meningsløse, så tørre, at sulten efter fortælling og sang opstår.
Bent Lumholt er bange for, at danskerne lider af livsangst, hvilket vel er betydeligt værre end dødsangst. Vi tør ikke fortælle om os selv. Vi har af medierne lært, at man skal være en stjerne, før nogen spørger om ens liv. Vi skal ikke tro, vi er noget. Anderledes er det på Grønland; åbenhed og velkommenhed er naturlig. Under indtryk deraf fortæller gæster. Under, hvad vi kalder primitive forhold, med kaffe og rosinkage kan fortællingen blomstre under de arktiskbarske himmelstrøg.
Dog: på Grønland, hvorfra Bent Lumholts kone stammer, er fortællingen, der ellers havde en vitalitet og livskraft af mytisk og religiøs karakter, truet: "Da jeg var i Thule som præst fra 79 til 82 var det et særsyn, hvis nogle havde et fjernsyn eller en video. Jeg var så deroppe som afløser i 91. Da var der i hvert eneste hus, også ude i bygderne, fjernsyn. Det kunne godt være møblerne var elendige og maden var dårlig, men der var en skærm som centrum i huset." Mange steder synes den oprindelige grønlandske befolkning at overgive sig til medier, der er den oprindelige kultur, som Knud Rasmussen blev sidsteøjebliksbevarer af, så ganske fjerne. Men i de lidt større byer er der opstået en bevidsthed om den oprindelige kultur: fortællingen, myten og trommedansen.
Bent Lumholt er født ind i fortællingen. Hans far var valgmenighedspræst i Bøvlingbjerg i Vestjylland. Bøvlingbjerg er byen, hvor der var mindst to af alting: to skoler, to købmand og ikke mindst to menigheder. Byen var delt mellem indre mission og grundtvigianere, til hvilke Lumholtfamilien hørte. På et sted med strid blomstrer ideologierne, og der er næppe tvivl om, at de grundtvigianske dyder, sangen og fortællingen, har haft gode kår derude. "Hjemme i mit hjem var både min far og min mor gode fortællere. Hvad fik man aftenerne under krigen til at gå med, når man sad inde bag mørklægningsgardinerne? Vi sad oppe på min fars kontor, som var det eneste sted, hvor der var varme, og vi fik fortalt alt muligt, eventyr, historier, historie og vi fik sunget fra Friskolesangbogen, hvori der var en bunke historiske sange." Fortælleren bryder ud i sang: "Kong Vermund, den gamle af alderdom blind, men klog på de henfarne dage, den kunne vi jo udenad." Sangen om Kong Vermund har sat sig kraftige spor i Bent Lumholts hukommelse. I 1957 blev han cand. theol. fra Københavns Universitet efter, hvad han betegner som nogle prægtige studieår som beboer på Regensen og studentersanger. I årene derefter har han på skift været præst i Danmark, på Grønland og sømandspræst i Japan. I 1991 lod han sig pensionere som 60-årig og bor nu i Tøstrup på Djursland.
Hjemmet er præget af musik. En bratsch, en violin og en luth hænger på væggen og et klaver fylder betydeligt mere end fjernsynet. Lumholt har lavet såvel tekst som musik til to visesamlinger, Tøsealfabetet og Mandealfabetet. Der er lavet en vise til 28 kvinder og 28 mænd, et menneske har med hvert af alfabetets 28 anonyme bogstaver fået liv. Viserne giver mindelser om Halfdan Rasmussen. Der er humor, der er dyb alvor og der er erotik. Og der er ialt 56 gode fortællinger, alle kort kommenterede. Der er historierne om den tragisk ensomme Ene, den een-gang-om-året-berusede Irene, den livsuduelige Laila, den dødsdømte Sidsel og den katastrofalt skønne Zita. Spændende er synet på rødhårede piger: Piger, der i et eller andet omfang er rødhårede, er som modkørende billister, der ikke vil blænde ned. De blænder og forvirrer - ikke mindst mænd, ja kan i ekstreme tilfælde fuldstændig nedbryde mænds naturlige forsvarsværker. Begavede rødhårede piger kan i ly af den forvirring, de afstedkommer, forvolde meget, som er frækt og ondt, specielt hvis de er smukke og har en lav moral. Det er ingen tilfældighed, at en del af verdenshistoriens slemmeste kvinder har haft rødligt hår, står der om gruppen af ildtoppe. Drillerierne af dem har måske haft sin betydning.

I efteråret af årtusindets sidste år skal Bent Lumholt indspille en CD med Fuzzy ved pianoet. Og med fingrene som trommestikker på det kaffe og kagedækkede sofabord rapper den emeriterede præst sin version af sagnet om Kong Vermund, den tilsyneladende åndssløve søn Uffe og den saksiske overmagt: Så'r der landskamp Danmark - Tysland/ der skal kæmpes på en ø./Det er eddermokkeme spændende/for man ved, at nogen ska dø./Blir det Uffe eller sakserne/der lar sig lægge ned./Der er nerver på hos os/for det er ingen hemmelighed,/at Kong Vermunds søn,/det store drog, er idiot,/og hans eneste fordel er at han er stærk og patriot. Og historien som jeg kender den, står nu i et ganske nyt lys. Der er ikke tale om generationsleflen i form af en gammelmandsrap(tus). Nej rappens form og sprog er ægte. Ikke mindst slutningen er ganske anderledes og som i al ægte rapperi kommenteres der undervejs: Han håner ham med alle de grimme ord han kan på jysk/for han er ikke boglig og har aldrig lært noget tysk./Og prinsen blir så tosset at han ikke ser sig for/da Uffe siger din skide prøjser bed dit Fadervor. Nå nej for resten/han er ikke kristen, så han har sagt noget andet./Det er også lige meget, men nok om det/nu lyder anden gang Kong Vermunds sværd./Det lyder sådan her:/HUISSSSSH./Og prinsen der for lidt siden var så vigtig og så vild/ligger der i flækket tilstand, lisså død som en sild./ Nu er kampen vundet./Uffe blir forbundet,/for han har fået hugget hele venstre balle af./Men det kaster ingen skygge over denne store dag./Så går det atter hjemad til Kong Vermunds gamle gård,/hvor unge piger kappes om at pleje Uffes sår,/for Uffe han har frelst os fra de grumme saksers plage/og der vil aldrig sinde mer være nogen/der kalder ham den spage.
At tale de unges sprog er ganske vigtigt for en præst. Bent Lumholt er ikke i tvivl om, at mange præster har ladet sig pensionere før de egentlig havde lyst, men simpelt hen ikke orkede konfirmandundervisningen mere. Og konfirmanderne er et ganske svært tilgængeligt publikum. "Pigerne får buler og både drenge og piger får hår forskellige steder, og det betyder svære vilkår i at forberede de unge til konfirmationen." I de sidste år af sit kald havde Bent Lumholt stor fornøjelse af sine konfirmander. Ikke mindst beundrer han deres oprør mod deres forældre, 68-generationen. Oprøret ligger i, at mange af dem ikke blot vil konfirmeres. men også døbes. "I 68-generationens oprør var der nogle gode ting. Der var en vækkelse af næsten-religiøs karakter, en frigørelse fra gamle vaner og en kollektivånd. Men det løb løbsk for mange. Inspireret af psykologien satte man fokus på individet og individets frihed, og man hånede alle autoriteter der i blandt kirken. Men prisen for individets totale frihed var en iskold ensomhed."
"Det er en præsts opgave at formidle det kristne budskab på en måde, så det fænger, så nogle præster kunne trænge til at lære at mestre fortællingens kunst. Bibelen er oprindeligt overleveret mundtligt. Det først nedskrevne er Pauli brev til Korinterne omkring år 60. Og når evangelierne gennem de første hundrede år har kunnet bære budskabet mundtligt er der ingen tvivl om, at mundtligheden i forkyndelsen stadig er ganske vigtig."
Fortællingens kraft ligger også i, at alle er lige for fortællingen. Den gode fortælling henvender sig til alle aldersgrupper, alle sociale lag og alle intellektuelle niveauer. For ordene i en fortælling skal være simple. Ordene skal alle kunne forstå. Som de simple grundfarver på en palet, maler ordene forskellige billeder i enhvers fantasi. Den gode fortælling er ikke let. Den skal forberedes og man skal til bunds vide, hvad fortællingen drejer sig om. Fortællingen er altid sand, skønt den måske ikke er virkelig. Men når fortællingen griber, er den uimodståelig. Fortælleren glemmer sig selv, og fortællingen bliver hovedperson.
"Der er to slags kedelige fortællere. De, der refererer uden indleven og de, der er alt for optaget af måden at fortælle på. Til de sidste hører skuespillere. De tænker på udtryksform og så stinker det af elevskole.", uddyber Bent Lumholt. På spørgsmålet om hvorvidt fortælleevnen kan tillæres eller er givet, citerer han teologidoktoren, professoren og en af de toneangivende i dansk kirkeliv gennem to menneskealdre, Bent Noack: Det er noget man kan lære, hvis man er født med det.
Ud over de to er der så dog en tredje gruppe af elendige fortællere, politikerne: "De er til at græde over. Poul Nyrup er kommunikationsmæssigt ikke et nul. Han er et minus." Udover sit professionelle og kirkelige forhold til børn har Bent Lumholt et familiært og omfattende forhold til generationen efter ham. Med sin første kone har han to piger på 41 og 38 år. Med Pauline Motzfeldt, der stadig udøver eskimoisk trommesang og dans, fik han i 68, 69 og 70 tre børn. Frekvensen reduceres således, at deres tre yngste fødtes i 71, 73 0g 77. Med en så omfattende spredning af arveegenskaber finder jeg det naturligt at spørge Bent Lumholdt om et af de etisk, religiøse og politiske spørgsmål, hans men især kommende generationer stilles overfor: Gør vi rigtigt i at manipulere med vor arv og at frasortere de, som nogen finder for anderledes?
Bent Lumholt: "Der er ingen grund til teknikforskrækkelse. Dampmaskiner og biler er eksempler derpå. Der kan komme noget godt ud af genteknologien, men der kan komme endnu mere skidt ud af den. Teknikken er i sig selv neutral. I USA, hvor pengene styrer er der risiko for polarisering. De rige kan føde supermennesker, mens de fattige får tumper. Og så får vi ragnarok, en krig mellem to stammer. Men nogen arvelige sygdomme, der medfører stor lidelse, kan vel udelukkes." "Kan vi leve uden de syge, de skæve?", spørger jeg.
"Nej det kan vi nok ikke." svarer Bent Lumholt.
Et menneske, der trods erfaring fra årtier og kontinenter, lader sig rokke i sin opfattelse, må have et vidt og dybt syn. En af vore store fortællere er han. Men hvilke andre er der? Han nævner: Ebbe Kløvedal Reich, Johannes Møllehave og den største, nu afdøde Anne Sophie Seidelin. De kunne og kan tryllebinde over generationer og andre kløfter.
Tre af fire er præster, spekulerer jeg over.

Portrættet har været bragt i Børn & bøger nr. 3 2000

Printvenlig layout

print venlig version