LIV & DØD UDEN LIDELSE


Eutanasi (græsk: god død) bliver en af de kommende års varme kartofler. Som på så mange etiske områder kræves der politisk stillingtagen, hvorvidt lægerne skal have lov til aktivt at hjælpe mennesker til at dø. Men diskussionen skal åbenbart gå på, om "god død" er, at lægerne med et sovemiddel skal hjælpe os smertefrit ud af denne verden. Den gode død har ikke altid været den smertefri død i vor kultur. Måske hiver vi døden ud af livets basrelief, således at liv og død bliver ganske konturløs.
Læger og andre terapeuter har i forvejen et ganske godt tag i vores hverdag, allerede fra første færd. Tvivlsomme ultralydsskanninger og moderkageudtag (fostervandsprøver) kan afsløre anormaliteter hos fostre, som så kan aborteres for ikke at være til smerte og gene for forældrene, thi næppe noget barn ønsker sig ufødt, omend nok så defekt. Hvis barnet er utidigt og lader sig føde for tiden, vælger lægerne i nogle tilfælde at yde passiv dødshjælp. Hvis man i sådanne tilfælde kan tale om at yde? For de børn, der lader sig føde passende, står ganske mange behandlere parat: sundhedsplejersker, opfølgende jordemoderbesøg og læger med vacciner og kontroller, der skal føre til indgriben, dersom barnet falder udenfor normalitetens trange grænser.
Senere i livet tages der også vare på os. Statistikkerne viser, at omfanget af psykologers, psykiateres, lægers og specialdos. fysio- og ergoterapeuters, social og ægteskabsrådgiveres behandling af os voluminøs, at flere af disse kræver en lettere adgang til hverandres journaler. Enkelte føler, at førnævnte behandlere ikke slår til. Det mere liberale marked byder da på irisologer, kinesiologer, ja, faktisk kan hver en stump af vores krop i kyndige menneskers hænder afsløre vores dårligdomme.
Når vi når den alder, hvor vi efter vejning er blevet fundet for lette, er der ikke ressourcer til at behandle os mere; gamle, alkoholikere og andre misbrugere, kronisk syge bliver sat bagerst i køen når avanceret teknologi og nyindvunden lægepræstation skal tages i brug. Hvis sygdommen er fatal undlader lægerne at behandle og yder således passiv dødshjælp. Nu ønsker mange eutanasi, forstået som aktiv dødshjælp, taget lovligt i brug.
Når eutanasi overhovedet kommer på tale, ligger det i forlængelse i forlængelse af det foregående: mennesket må skånes for smerte og lidelse. Og når talen går på etiske problemer, springer vi og spørger om lægernes mening, skønt deres forstand på etik ikke er større end smedens og fiskerens. At lægerne ofte har problemerne tæt på sig berettiger ikke at de føler sig sådan hævet over loven, at nogle erkender at have øvet eutanasi, forhold som hvemsomhelst af os andre ville være blevet strafferetsligt forfulgt med. Når det gælder enter & exit, fertilitet og død, tror mange læger at have fået udstedt kaperbrev derpå. Det ville være lettere for alle, hvis lovgivningen klart præciserede, hvornår der måtte ydes aktiv dødshjælp. Det er sket i Holland, hvor lægerne må yde aktiv dødshjælp, hvis en række forhold er i orden. Der har de sikkerhedsmæssige forhold været diskuteret. Ingen skal hjælpes til at dø med ond vilje osv. For de fleste er der ingen tvivl om, at en stille, harmonisk død er ideel og attråværdig. Men livet er en risikabel affære, som ofte indeholder lidelse og smerte. Også når vi skal forlade det. Lad mig derfor klare nogle begreber.
Tilsyneladende er risikogruppen af snart døde, altså dødssyge i ordets egentlige forstand, en troværdig gruppe at spørge om eutanasi. De argumenterer gerne for en let død. De er næppe troværdige vidner i denne sag, for de er dybt inde i en uafvendelig situation, som det er naturligt at ønske sig lettest muligt ude af. Odds er lig nul, så hvorfor ikke spille med lavest mulig indsats. Det er interessant at at høre dødsmærkede menneskers argumenter for eutanasi, som de jo forstår som den lette død: "De skal ikke se mig i forfald. Jeg vil dø stolt og ordentlig", "Det er tidsspilde at vente på døden" og "Nu orker jeg ikke mere". Og så overlade til samfundet at lægge det dødbringende tryk på injektionssprøjten i lægens hånd. Man behøver ikke megen ond vilje for at betragte de citerede argumenter som selvcentrere-de. "Det er tidsspilde at vente på døden". Ja så har det menneskes udstrakte liv været tidsspilde, for det er hvad vi uundgåeligt må gøre alle vore dage. Det har været udlagt som poetisk og smukt at forkorte dødsprocessen. Sandheden er dog, at det er livet vi forkorter ved den lette død. Den ultimative forkortelse af dødsprocessen er temmelig uhyggelig!
Døden er dog fortsat den enkeltes problem, og i nogle tilfælde er det temmeligt smertefyldt. Skønt en ihærdig indsats fra reklamefolk, læger, politikere, gud og hvermand, viser det sig dog, at smerten og lidelsen er en del -og måske en nødvendig del- af vores liv. Kulturhistorisk må vi betragte døden for at sætte den ind i det rette pespektiv. Der er et stadigt større gab mellem fiktion og virkelighed, når det drejer sig om døden. Der er næppe en film i dag, hvori døden ikke indtager en rolle. Og det er sjældent den lette død: døden i krigs- kriminal- og actionfilm er gerne af den bloddryppende og smertelige slags. Og dødsscenerne er ikke altid hjernespind fra Hollywoods fantasifulde hjerner og avancerede teknikere. Mange af filmene tager udgangspunkt i virkelige hændelser som Vietnamkrigen og gangsterverdenen. Her i landet har filmfolk også forstået at dramatisere døden. En af årets store filmsucceser udspilles, hvor et hospital opbevarer døde kroppe til senere obduktion. Virkeligheden fra Bosnien, Afrikas Horn og Rwanda, som vi dagligt får ind i stuen, indeholder i sandhed dramatiske dødsscener, der virker næsten lige så realistiske som på de teknisk bedste film. Der er en afgrund mellem døden på skærmen og et ønske om aktiv dødshjælp: eutanasi! Man kan med god grund spørge om danskerne er så fremmedgjorte for døden, måske på grund af skærmbillederne, at vi ikke tør tage et sidste, ordentligt livtag med den?
Førhen havde vi et ganske anderledes syn på døden. I den nordiske mytologi gav kun døden for et sværd billet til en valkyrieridt og adgang til Asgård. Senere, da vi var blevet kristne, finder vi en smertefuld men litterær flot død i Njals Saga. Aktørerne er, som Karen Blixen ville have udtrykt det, ganske i harmoni med deres skæbne. Njal og Gunnar var i sin tid bedstevenner, men konekiv og følgende ærestab har yppet kiv. Gunnars slægt har sat ild på Bergtorshvol, Njals hjem.
Skarphedin (Njals søn) var løbet op ad tværbjælken, men da han kom, hvor den var mest forbrændt, brast den under ham. Han prøvede at komme på benene, men væglægten skred og ramte ham, så han gled ned igen.
-Nu ser jeg hvad komme skal -, sagde han. Men Gunnar så på ham og sagde,
-Græder du Skarphedin?
-Nej-, siger han, -jeg har bare sure øjne, men du ler da vel ikke?
-Jo-, siger Gunnar, -og det har jeg ikke gjort i lang tid.
Skarphedin sagde,
-Så skal du få et minde om det.

Op af sin lomme tog han en af de kindtænder, der var faldet ud af munden på en af Gunnars venner, da Skerphedin huggede øksen i hovedet på ham, kastede den efter Gunnar og slog øjet ud på ham, så den hang ham ned på kinden, og han faldt ned fra taget. Skarphedin tog sin broder Grim i hånden, men Grim faldt død om. Da lød et vældigt brag. Tag og gavl styrtede ned, og Skarphedin blev klemt mellem tag og gavlvæg og kunne ikke komme fri.
Sådan en fejdedød hører ikke vor tid til, men den er uomtvistelig en betydelig del af vor kulturarv. Sidenhen husker vi da også de mennesker som har haft et afklaret forhold til en undertiden dramatisk død. Kaj Munk er et eksempel herpå. Langt flere husker hans død end hans liv og værk.
Jørgen Gustava Brandt har skrevet "Tænk, at livet koster livet!" Vi kan med det store arsenal af hjælpemidler der står til rådighed udglatte de fleste af ujævnhederne på livets landevej. Og en smertefuld eller for omgivelserne ubehagelig død lader sig ganske let forhindre, hvis lovgivningen åbner for det. Vi må dog spørge, om vi ønsker dette ganske glatte liv, om ikke det er dalene og toppene, der giver et indholdsrigt liv. Således sagde allerede de gamle græske filosoffer. Psykologer har allerede fokuseret på, at børn bliver dødvoldelige, når de ser alt for mange film, hvori folk dør, for ganske kort derefter at optræde i en ny film. Døden er smertefri fiktion. Vi kan også frygte at "den lette død", som er de flestes bud på eutanasien, giver os alle et forkert syn på døden og livet.

Vi må tage vare på, at livet ikke bliver så lidelsesløst, at det bliver lidenskabsløst.

Kronikken har været bragt i Jyllands Posten 8. apr. 1995

Printvenlig layout

print venlig version