KLOGNING FREM FOR KLONING


Kløften mellem humaniora og naturvidenskab vokser ilsomt. Videnskaben har gennem den sidste tid taget nogle gevaldige bidder af den walesbolle med creme, der hidtil har været de humanistiskes, især teologiens, kage. Den tid, hvor præsten havde fyldestgørende svar på alting, ligger sekler bagude, og end ikke religiøse fundamentalister overlader i almindelige sygdomstilfælde deres krops ve og vel til præsten; de opsøger en læge. Spørgsmålene om fri abort og dødskriterier og medfølgende organtransplantation hører foregående årtier til. Lægeliggørelsen af vores formering, især omkring reagensglasmetoden, er i stort omfang accepteret.
Genteknologiske nyheder, der nærmest dagligt radierer mod os fra TV-skærmen, støder os stadig, så munden stopper tyggeriet midt i hindbærrouladen og kaffen når at blive kold. Amerikanske forskere påståede projekt om kloning af mennesker provokerer, så vi tager stilling eller bliver berørte tvivlere. Kloning rammer noget centralt eksistentielt i de fleste af os. Det samme gør genmanipulation og fravalg af zygoter (befrugtede æg) og embryoner af genetiske årsager.
Opdagelsen af telomerer påhæftet vore arveanlæg, styrende ældningen af cellerne, tænkes af forskere at kunne give os langt eller evigt liv. Alle disse emner har før i tiden været religiøse eller åndelige anliggender.
Videnskaben taler ifølge dens natur skråsikkert. Videnskabens natur er pålidelighed. Få forskningsresultater slippes fri, før de grundigt statistisk efterprøvede og konsekvensberegnede. Således synes det videnskabeligt funderet at reagensglasbørn ikke har forskelligheder fra det, som fortsat af de fleste, betegnes som normalt avlede børn. Tilbage står nogle humanister og teologer med en intuitiv modstand, som er svært at fundere. Bibelen har jo ikke ganske klare henvisninger til reagensglasbørn. Selv i tilfældet Saras og Abrahams -de var for øvrigt halvsøskende- forældreskab til Isak i deres høje alder synes ikke at være omfattet af nogen avanceret formeringsteknologi. I spørgsmålet om bibelens holdning til kloning kan det påpeges, at den eneste kloning i Bibelen blev foretaget af Gud, og det måske udfra det synspunkt ikke kan være menneskets opgave at duplikere os. Evas tilblivelse kan med lidt fri tolkning betragtes som en kloning med en modifikation af kønscellerne: klonen blev en kvinde.
I hjerneårtiet er videnskaben rykket ind på en af humanismens sidste bastioner. Bevidstheden eller sjælelivet. Om det sidste taler videnskaben ikke. Centrene for tale, syn og bevægelse er fundet for år tilbage. Men centre for følelser og idéer indkredses nu. Den sjæl, hvilken videnskaben dog ikke har kunnet bevise fraværet af, kortlægges nu som det rene soma. Ikke mindst i psykiatrien har et somatisk syn holdt sit indtog. Behandlingen af psykisk syge er flyttet fra psykoterapi til farmakologi. Lykkepiller som midlet til lykke for en gruppe psykisk syge.
Den dialektiske materialisme, at al bevidsthedsliv er produceret af det materielle, har sejret i den videnskabelige lejr, uanset at holdningen tilhører den marxisme, som de færreste videnskabsfolk bekender sig til. Videnskaben er jo en af den kapitalistiske økonomis flagskibe. I videnskabelighedens navn tager vi således de bioteknologiske påfund i brug på trods af en bred folkelig betænkelighed eller modstand.
Videnskaben har taget sovjetrussiske metoder i brug i forskningen. Da Gagarin efter menneskets første rumfærd nægtede at have set Gud, blev det af sovjetideologerne udlagt som beviset på Guds fravær. Hvad, der ikke kunne ses og måles, eksisterede ikke. For selv de allerdybest kristne kom det som verdens mindste overraskelse, at en russisk kosmonaut ikke havde set Gud. Forfatteren Jytte Borberg omtaler i et causeri i Børn & bøger fjernheden mellem videnskaben på den ene side og kunstnerne og almindelige mennesker på den anden side: Der er en kæmpekløft mellem humanismen og naturvidenskaben. Men også mellem dagligdagen og videnskaben. Det kunne være artigt, hvis videnskaben spurgte de, som har forstand på den virkelige verden af mennesker af kød og blod, kunstnere og mennesker, om det, der omtales som revolutioner i medicin og gennembrud i forskningen, virkelig er til nytte, og hvilke konsekvenser det kan få blandt mennesker. Men kløften synes uoverstigelig. Og de som virkelig skulle varetage brobygningen mellem mennesker og naturvidenskab, for eksempel Etisk Råd, er ikke meget bevendt. I deres stillingtagen til gentransformationer og klonede får ligner de mere får i fåreklæder end den vagtsomme ulv. Naturvidenskaben gør meget lidt for at diskutere etiske grænser med befolkningen, for de ved, at det kan virke bremsende. Det ville virke træls, ikke mindst i det for tiden størst opslåede videnskabelige brød: genteknologien, hvorpå der i tiden villigt ofres tifold milliarder af stærke udenlandske valutaer. Og det brød, synes der at herske enighed industrien og videnskaben imellem, skal ikke forhindres bagt af almindelige menneskers etiske betænkeligheder. Dersom man finder en genetisk disposition for moral må forskerne langt ud for egne kredse for at lave empiriske undersøgelser.
For naturvidenskaben står dog et problem tilbage. Religionen og de humanistiske videnskaber: billedkunst, litteratur, filosofi, musik, semantik osv. tages ofte med i de fora, der diskuterer etiske problemer i de videnskabelige tiltag. Alle disse videnskaber beror i høj grad på umålelige størrelser: intuition, tro og vurdering. En cand. phil. i musikvidenskab behøver således ikke vide noget som helst om en dis' eller fis' frekvens, men skulle gerne kunne genkende dem, når de spilles. Det er et spørgsmål om ikke de humanistiske videnskaber i nogen grad er dannelser fremfor videnskaber.
Kan et naturvidenskabsmenneske have nogen tro? Kan han eller hun tro på reinkarnation, Jesus, Buddah, pendulering, astrallegemer osv. for så vidt, der ikke er videnskabelig belæg for disse? For en gruppe af naturvidenskabsfolkene bliver der tale om et uoverstigeligt modsætningsforhold. Hvis en hjerneforsker med videnskabelig pondus og troværdighed skal plædere for, at ethvert menneskeligt udtryk er et resultat af elektrokemiske forhold og signalstoffers interaktion begrænset til de ca. 10 tommers diameter hjerneskallen måler, kan han eller hun ikke være kristen, med den tro på en menneskesjæl det medfører. Det samme gælder for den molekylærbiolog, hvis påstand er, at et menneskes fysiske og psykiske udformning udelukkende beror på baserne G, C, A og Ts sammensætning i DNA-massen. Hvis disse naturvidenskabsmænd bekender sig som tilhænger af denne eller hin tro, må enten deres tro eller deres videnskabelighed være inkonsistent. Denne modsætning mellem religiøsitet og naturvidenskab forstærkes af det faktum, at sjælens, guddommes eller inkarnationers ikkeeksistens ikke er bevist. Ejheller er menneskets totale determination af gener eller biokemiske reaktioner i hjernen godtgjort. Deres belæg for en videnskabelig synsvinkel på mennesket som produkt af genetik eller hjernebiologi beror således stadig på en tro på videnskabeligheden.
Det ville være artigere hvis videnskaben tonede rent flag og bekendte deres ateisme og tro på at humanistiske videnskaber har nogen videnskabelig basis. De kunne som Niels Lyhne forberede sig på at dø stående, i trods mod enhver religiøs tanke. Lyhne er såret i 1864-krigen. Smerterne blev heftigere og heftigere for Niels, huggede og huggede ubarmhjertigt derinde i Brystet, blev saa ulideligt ved. Det kunde have været saa godt at have en Gud at klage og bede imod. Imod Morgenstunden begyndte han at fantasere, Betændelsen var i fuld Gang. Og saadan blev det ved i to Døgn endnu. Sidste Gang Hjerrild saa' til Niels Lyhne, laa han og fablede om sin Rustning og om, at han vilde dø staaende.
Niels Lyhnes forfatter, I. P. Jacobsen, var sammen med Georg Brandes og andre forfattere netop begyndelsen på den opfattelse, at al vurdering og menneskelig erkendelse er et produkt af den årsagsbestemte natur: naturalismen.
Måske er naturvidenskabsfolkene troende i weekenden. De kan jo udmærket have åndelige oplevelser i kirken, moskeen, synagogen eller templet i deres fritid. De omgivelser forskerne fører sig frem i er oftest laboratoriemiljøet. Vi kender dem ikke fra deres dagligdag, når de med familien drikker the og spiser berlinerboller dertil om søndagen. Det kan skyldes, at der ikke er nogen enhed mellem deres liv og forskning.
En sådan enhed kendes fra den store danske filosof Niels Bohr, der udover filosofien var en fremragende atomfysiker. I hans liv gik holdning, filosofi og de atomfysiske sandheder op i en enhed, der gav ham styrke på alle felter. Han kunne med intuitiv kraft fremlægge nye teorier, der oftest holdt vand, fordi hans syn på fundamentale processer, hvadenten det drejede sig om psykologi, genetik, filosofi eller atomfysik var en stærk erkendelse. Det vises af bredden i hans foredrag, der alle har haft værdi til at blive artikler: Den menneskelige erkendelses enhed (Foredrag ved Europæiske Kulturfonds kongres), Lys og liv påny (Foredrag ved genetisk institut i Köln) og Fysikkens Erkendelseslære og menneskekulturerne (Foredrag ved Den internationale kongres for antropologi og etnografi) En sådan spændvidde i emner og publikum er der ikke mange nutidige forskere der formår.
Man kunne ønske sig en ærlig stillingtagen til forskningens etiske konsekvenser fra forskerne. Ikke fordi forskere har mere forstand på moral end konditoren og cykelsmeden, men fordi videnskaben ville fremstå som åben og ærlig. Den normale undskyldning fra videnskaben er: "Det er vor pligt at forske" og "Forskning kan ingen standse." Men det er forskernes demokratiske pligt at tale med om de etiske konsekvenser af forskningen. Bravt ville det være om en enkelt forsker turde tale forskningen ret imod, for deres objektivitet synes at kunne hæmmes af, at de ofte har fingrene dybt nede i kagekassen.

Vi har mere brug for klogning end kloning.

Kronikken har været bragt i Kristeligt Dagblad 25. maj 1998

Printvenlig layout

print venlig version