KOKASSENS MYSTERIUM

Tilfældigt slår en kolort ned
i kornmarksstub og græs
her vokser der et samfund op
helt uden jag og stress.

Med skarnbasser der bli'r den fyldt
der festes natten lang.
De har det godt - de lugter ens
de elsker lort og sang.

Set udefra der ligner den
et måneiglohus
men inde er der varme på
samt glæde og et knus.

Se dette lille univers
vi mennesker ikke ænser
der leves livet helt på tværs
med anstand og med grænser.

 
   

  Om fotografen:

- Jeg fik for et år siden øje på kokasserne i landskabet, hvorefter jeg begyndte at fotografere dem. For mig er det skulpturer i et rum af konsistens og tyngdekraft: alle er de forskellige i modsætning til andre dyrs fækalier, der stort set er ens, siger Vagn Sohn fra Thorsø i Jylland.
Det stod ham hurtigt klart, at kunstneren og politikeren Jacob Haugaard var den eneste, der kunne sætte ord til hans billeder.
- I hans digt er der visdom at finde, siger Vagn Sohn og tilføjer:
- I en tid, hvor kunsten er et spørgsmål om at vælte busser og skære svin op, mener jeg nok, at kokasser er gjort af et stærkere stof.

 

 

Bragt i Ekstra Bladet d. 28. september 1996

Tilbage til Billede & ord