HISTORIEN DER FORSVANDT

"Den eneste lov, man kan stole på er efterhånden tyngdelove!", ytrede jeg.

"Nej", sagde min ven: "den kan godt ophæves."

"Hvordan?", spurgte jeg.

"Jo, når du hopper", svarede han: "så skal man blot sætte af og hoppe, før man igen rammer jorden".

Siden har jeg ledt efter sådan i luften hoppende tyngdelovsbrydere. Jeg har ikke fundet dem endnu.

Den efterhånden ikke ganske nye læseplan i faget dansk har det på samme fornuftsstridige vis. Den omgås virkeligheden lemfældigt. Hele planen er et sympatisk misk-mask, som det kan forventes af en undervisningsminister, der skulle skaffe et flertal hen over midten i et parlament, der som resten af samfundet er blevet interesseret i børn og unge. Skønt de ikke har stemmeret, er der mange stemmer at hente i børne- og ungdomspolitik. Læseplanen indeholder næsten alting i hele verden, og det er jo ikke så lidt. Pedantiske folk har regnet på sagen og fundet ud af, at skulle alle discipliner, der nævnes i læseplanen, gennemgås, ville der være omkring 5 minutter til hver i det samlede skoleforløb. 5 minutter til kommatering, 5 minutter til sagaer, 5 minutter til bisætninger osv. En disciplin som læsning af brugsanvisninger nævnes i læseplanen. Netop dét kan undre, for så vidt, at en ting mangler: historien om forfatterne eller den biografiske litteraturhistorie.

Nogle vil så hævde, at forfatterens liv er ganske ligegyldig for et stykke litteratur. Nykritikken i tresserne prøvede at frigøre værket fra forfatteren, så værket kunne stå alene udenfor tid og sted. De sorte bogstavers dans på det hvide papir skulle være en eviggyldig størrelse. Sådan er det da også gået med nogle af de største verdenslitterære værker. Om Illiadens og Odysséns forfatter ved vi intet. Han eller hun fortaber sig i antikken. Ligeledes er vores reelle viden om renaissanseforfatteren, der har fået en gevaldig renaissance i filmverdenen, Shakespeare, forsvindende lille. Men han studeres ivrigt. Litteraturforskere, sprogforskere, psykologer og grafologer gransker i geniets værker for at finde spor af mennesket bag værket. Gisninger mangles ikke: jøde, homoseksuel, psykisk syg og uægte kongeligt barn er nogle af de egenskaber, der er tillagt Shakespeare. At være et kongeligt hittebarn er åbenbart meget almindeligt for afdøde forfattere. En dansk litteraturhistoriker har også tillagt H. C. Andersen et royalt ophav. Hvis man sammenligner Frederik d. 6. og Søren Kierkegaards fysiognomi og statur må det stå åbenbart, at kongen let kunne være far til filosoffen. Det er måske den store usigelige dødssynd, hvis natur gik i graven med Kierkegaard, der var af streng indremissions ophav og opvækst.

Den ihærdige forskning i de hedengangne forfattere viser, at mennesket bag værket er af stor interesse for mange. Den mest populære genre for tiden er biografien. Lødige og underlødige biografier om så uinteressante personer som politikere udgives på stribe. Vi vil læse om mennesker af kød og blod. Blot ikke i skolen; der synes forfatternes liv ligegyldig.

I folkeskolen ender litteraturundervisningen i de store klasser gerne med den tvangsmæssige indlæring, der lægger op til eksamen. Eleven skal kunne resumere, karakterisere, beskrive miljøer personer og handlinger. Der bliver lagt indre og ydre synsvinkler, analyseret sprog og teksttype og andre komplet tåbelige ting. Hvorvidt en tekst er sagprosa, prosa eller lyrik -er vel så ligegyldigt som vinens oprindelsesland, hvis den smager bittert- al den tid litteraturen ikke omfattes glæde og indleven.

Eleverne i de store klasser har idoler. Idolhysteriet er gået så vidt, at nogle udtrykker et fromt ønske om at kunne erstatte idolerne med idealer. Peder Most og Jan & Co. er ikke glemt. I de fleste pige- og drenegeværelser kunne forældrene spare tapetet og malingen; der hænger idolplakater overalt. Denne persondyrkelse kunne bruges til gavn for litteraturen, for mange forfattere lever til fulde op til popkulturens idoler. Det er ofte de unge rebeller der tiltrækker ungdommen. James Dean, den unge mand med det vilde blod, og Jim Morrison er populære figurer for tiden. Førstnævnte spillede hovedrollen i en litterær klassiker, Øst for Paradis, og sidstnævnte anerkendes som en stor poet. The Beatles har solgt lige så mange plader som de gjorde, da de alle levede, siden en TV-serie om gruppen var årets hit. Beatles tekster er af litterær værdi. Thorkild Bjørnvig behandlede dem i sit rockessay Oprør mod neonguden. Pelotonerne til en bro mellem idoltilbedelsen og en litterær oplevelse er støbt.

Når nu den biografiske litteraturhistorie ikke er nævnt i undervisningsplanen, kan man næppe forvente, at lærerne skal bruge tid på den, når der i følge planen også skal bruges tid til forsikringspolicer og -betingelser, sproget som handlemulighed, fx som middel til konfliktløsning og overtalelse og som redskab for argumentet samt dekorativ skrift og kalligrafisk skrift. Måske er det bibliotekernes opgave.

Spændende livshistorier er der nok af. Langt de fleste forfattere vil i dag hævde, at deres værker er hentet fra deres erfaringer og liv. I nogle forfatterskaber er det svært at skelne mellem liv og værk. De ældste af folkeskolens elever har set eller ville kunne se filmen om Karen Blixens tid i Afrika, Mit Afrika. Det kunne være en vej til læsning af Den Afrikanske Farm. I efteråret kommer David Attenboroughs film om Hemmingways kærlighedsaffære under 1. verdenskrig i Italien. Det skrev han romanen Farvel Til Våbnene om. Hemmingways liv var spændende og han spandt selv tråde til gobeliner af myter. Han fulgte de amerikanske troppers fremfærd gennem Normandiet til Paris i 1944. Som altid var han med i forreste rækkeog befriede selv Hotel Ritz og tog 12 kasser champagne som krigsfanger. Han fægtede med tyre, drev storvildtjagt i Afrika og boksede.

Der er historien om den evindeligt pengemanglende Knut Hamsuns, der beder sin forlægger låne ham nogle penge. Forlæggeren, hvis kone er ganske forgabt i den store nordmand, tilbyder ham 20 kroner. Hamsun tager ikke imod dette formastelige småbeløb, som ingen verdens steder rækker, når en Hamsun holder fest. Han vender få timer senere tilbage med roser til forlæggerens kone. For 100 kroner. Det var galanteri og vendetta, der var til at tage og føle på.

Seamus Heaney, Nobelprismodtager i litteratur 1995, rejste, lang tid før politisk korrekthed overhovedet kendtes, op gennem den irske ø. Da han krydsede grænsen mellem Irland og den del af øen der tilhører Storbrittanien, tog han udover sin irske whiskey en flaske skotsk whisky frem. Turen har givetvis været fornøjelig. Seamus har gæstet Danmark ganske meget og skrevet digte om Danmark.

Hvor vigtigt og teatralsk kultur kan være for nogle forklares af Edward Brandes aldrig fuldførte duel med en kongelig skuespiller. Duellens stridspunkt var en anmeldelse af skuespillerens præstation, skrevet af Brandes. Ikke mange sætter mere deres og andres liv på spil for et stykke kultur. Salman Rushdie undtaget.

Lev Tolstoj udtrykte ganske klart, hvad en forfatters livsforløb skulle indeholde, idet han mente, ingen burde skrive, før de havde været i krig. Flere store forfattere har da også deltaget i krige: Hemmingway, Karen Blixens oversete bror Wilhelm Dinesen, Winston Churchill -han modtog faktisk Nobels litteraturpris i 1953- samt en lang række af efterkrigstidens danske forfattere, der deltog i modstandskampen eller Den Spanske Borgerkrig. Gustav Munch-Petersen døde i 1938 i kampen mod Francos fascistisk tysk-italiensk støttede tropper. Nordahl Grieg deltog også i krigen på den demokratiske venstrefløjs side. Kringsatt av fiender, som er kendt af mange efter en indspilning af Kim Larsen, er skrevet i 1936 og finder temaer i de politiske situation i Spanien. I den hjemlige modstandsbevægelse deltog Tage Skou-Hansen, Hans Lyngby Jepsen og nyligt afdøde Erik Aalbæk Jensen aktivt og de har alle beskrevet det i deres værker. De nøgne træer af førstnævnte er mulig læsning for folkeskolens ældste klasser og findes filmatiseret. Hans Kirk blev som kommunist interneret i Horserød under besættelsen. Herfra lykkedes det ham at flygte, men han måtte efterlade to romaner nedgravet. Da søgte siden forgæves efter dem, efter eget udsagn bedste bøger, så for en dybdegravende litteraturforsker skulle der være et par gode værker at finde. Lyrikeren Morten Nielsen fik aldrig lejlighed til at beskrive den tyske besættelse eller opleve befrielsen idet han døde af et vådeskud i 1944

Er der noget belæg for, at spændende forfatterliv kan ildne til læsning af skribenternes værker? Michael Strunge, en ganske svært tilgængelig digter, levede og døde, for egen hånd, på samfundets kant. Ganske mange elever i skolens overbygning studerer Michael Strunges digte. Hvis det ikke var for personen, myten, ville de næppe have næret den interesse. Som en spektakulær del af en undergrundsungdomskultur kom han til at give mange en poetisk oplevelse.

De kulturpersonligheder jeg har omtalt har alle excelleret med drukkenskab, dumdristig duellering, kurtisering og, hvad man overhovedet ikke bør promovere blandt unge mennesker. Kan sådanne mennesker moralsk accepteres til at fremme læsningen af god litteratur.

Ungdommen er rebelsk; den har andre værdier end de fedladne, velfunderede ældre har. Mick Jagger, en central person i tressernes ungdomskultur, håbede i sin tid ikke at blive over 40; den ældre generation var så afskyelig. Sådan er ungdommens natur. Det står ikke til at ændre. Men hvis de unge begynder at læse de store forfattere, med deres udsvævende og spændende liv som agn, åbner der sig en hel ny verden. For bag de udskejende digtere gemmer der sig oftest en stor humanist, der har noget vigtigt på hjertet.

Tager man Lev Tolstojs ord om forfatterens krigspligt -krigen skal forstås i bredeste forstand. Orwells liv på samfundets bund var hans krig- kan det godt se sort ud for kommende generationer af forfattere. Det synes ikke mere at være livets og ordenes nødvendighed, der driver dem til at skrive. En af de, som fik sår på sjælen af manglende krigsdeltagelse, var Martin A. Hansen. Han opfordrede i en artikel i et illegalt blad ungdommen til at tage kampen op mod tyskerne, men deltog ikke selv aktiv i modstanden. Han betragtede det som en livets ulidelige lethed, at kunne skrive men ikke agere, og måske med ordenes magt have drevet unge mænd i armene ind i modstandsbevægelsen med de fatale følger, det kunne få.

I dag beslutter mange sig at blive forfattere ganske tidligt. De kan så gå på en forfatterskole, hvor man lærer at skrive, men ikke nødvendigvis at blive en læsværdig forfatter. Mange af disse forfattere, hvis eneste mål synes at være forfatteri, hutler sig så igennem ved alsidig skriveri. Enkelte digt- eller novelesamlinger lidt jounalistik og tekstskriveri til reklamer. Nogle af dem kan endda ses præsentere deres hjem og hverdag i dameugebladene. Budskabets nødvendighed kan være svært at få øje på hos sådanne forfattere.

Dele af Blixens, Hemmingways, Churchills og Hamsuns liv er indenfor det sidste årti blevet filmatiseret.

 

Artiklen har været bragt i Børn & bøger nr. 6 1997

Printvenlig layout

print venlig version