HIPPI


Denne artikel eller en lignende har været offentliggjort. Hvor husker jeg ikke



LAD OS HOLDE EN FEST FOR VENNERNE



For nylig havde en ny dansk film premiere. "Fede tider" handler om et ungt menneskes liv i et tresserkollektiv som hippie eller flipper, som det kom til at hedde på dansk. Gang på gang får tresserne en genfødsel. Der skældes ud på tressergenerationen. Musikken, med bl.a. Gasolin, der havde tydelige rødder i tresserne, topper hitlisterne. Tidens unge drenge og piger ligner i farvepragt og beklædning en halvfjerdsersommer i Thylejren. Og Beatles sælger lige så godt som for 30 år siden. Nøglebegreberne fra tresserne, fest og fællesskab, har et dybere tag i os, end den snart fortrængte, stræbsomme firsertrend med uhæmmet selvisk karriereræs. Festen og fællesskabet er mytologisk, befæstede i Dionysos og Valhalla. Som så mange kulturfænomener måtte hippie- og fællesskabskulturen en tur over USA, før den i Danmark blev et fænomen.
For 30 år siden indspilledes i ubemærkethed en ny plade fra den amerikanske vestkyst. Gruppen der stod bag pladen hed "Great Society". Et meget ironisk navn for en progressiv gruppe i den gryende sociale og politiske bevidsthed i San Francisco. Pladen hed "Conspicuous Only In Its Absence" eller oversat "Glimrer med sit fravær". På bagsidenoterne, som er skrevet langt senere, gøres retrospektivt op over en æra, der senere skulle blive langt mere kendt og få udløbere verden over, også i Danmark: "Great Society havde en nysgerrig, ivrig flok af ledsagere, en familie.
Gruppens lyd inspirerede til den slags reaktioner". Den korte æra, der faktisk kun varede et år, og som indvarsledes af denne plade var "The Summer Of Love", sommeren 1966, det år de første og sidste ægte amerikanske hippier blomstrede. (Mange mener, at flower-poweråret var 1967 eller endog 1968, men det er en efterrationalisering, der passer med den kommercielle bølge af plader og livsstil med flower-power i centrum, som rullede ud over USA og Europa.) En af gruppens medlemmer var Grace Slick, tidligere fotomodel og uden tvivl sentressernes betydeligste kvindelige sangskriver. Hun blev senere forgrundsfigur i gruppen Jefferson Airplane, den gruppe der bragte hippiedrømmen ud over San Franciscos grænser. Og en drøm var det, med rødder i det mytiske. Ellers havde den aldrig fået en sådan udbredelse og en så solid placering i vores bevidsthed, at folk den dag i dag tager til det sted, hvor gaderne Haight og Ashbury krydser for at prøve at finde en svunden drøm, som selvfølgelig er faren heden. Og som så mange andre af vore længsler og drømme kan vi finde paralleller i den græske mytologi. Den korte hippietid var en dionysisk fest; rusen, dansen og promiskuiteten, der ingen ende ville tage var som Kybeles og Dionysos i Lilleasien og Grækenland. Heroppe kender vi den fra Valhalla, hvor mjød, kappestrid og fægtning endte med alles hensoven og genopvågen næste gry til samme ritual. Denne ungdommelige drift mod en evig fest genkender de fleste. Derfor den store succes da den materialiserede sig i 1965 til 1967. Dét år i San Francisco, hvor grupper som Grateful Dead, Janis Joplins Big Brother & The Holding Company uden større musikalsk gennemslagskraft -skønt musikken ofte var af yppig kvalitet- stadig bringer ømme erindringer frem hos mange, er nok det nærmeste nogen har været én lang fest. De nævnte grupper samt et par andre, Grateful Dead endte først rejsen i efteråret 1995 da gruppens leder Jerry Garcia døde, der har vist sig at være musikalsk holdbare udover snart 3 årtier, blev de musikalske symboler på den utopiske drøm. Ikke at de lavede hits, men musikken og livsstilen -det kollektive, stofferne, frigjortheden, love & peace- har haft en kraftig appel til vores bevidsthed. De to danske kollektiver Felicia- og Kanakollektivet, der en kort overgang var verdenskendte fra fotoreportager i Life Magazine og Nouvel Observateur havde helt klart deres inspiration fra San Francisco. Og de lagde grunden til den kollektivbevægelse, der blomstrede og blomstrer i Danmark. LSD fik dog aldrig nogen betydning i Danmark. Drømmens essens er afbildet på omslaget til Jefferson Airplanes 3. album fra 1967: After Bathing at Baxter's, en plade der rummer øjeblikke af grænseløs skønhed: et victoriansk kollektivhus, som de så ud i San Francisco, sat på vinger, flyvende henover et dødt amerikansk overforbrugssamfund. De fløj den sommer i 1966, og flybrændstoffet var stoffer og som det centrale narkotikum LSD. Det altomfattende fællesskab og festen giver en let påvirket Janis Joplin et eksempel på, da hun taler til publikum under en koncert i Calgary d. 4. juli 1970, præcis 3 måneder før sin død: I'll tell you something man. I'd never expected that here in Toronto. You're looking real good, real good. In fact you're all invited to my house for a drink. I live in San Francisco, and if you can get there, I'll give you the drink. I promise. I aint too hard to find. I'm all over the streets. Hun har glemt, at hun er mere end 2000 kilometer vest for Toronto, men intentionerne er ærlige. Og samtidig er det et skræmmende billede på en ensom sangerinde, der ikke har forstået at drømmen om at "The summer of love" forlængst er bristet, og at prisen for at bevare drømmen med stoffer, bogstaveligt talt var en dødssejler.
Men sommeren 1966 var en drøm, og fællesskabet gabte over mange grupper. I sin bog "The Summer of Love" fortæller Gene Anthony om en sammenkomst hos maleren Michael Bowen: Der skete en masse i Michaels hus og det var altid fuldt af mennesker. Han satte ofte indpakningspapir eller lærreder på et staffeli midt i sit atelier, og midt i en evig strøm af mennesker, børn og hunde, der kom og gik, tegnede han med kul eller malede med olie. Han malede en parade af indianere og mennesker med ko-ansigt, der dansede til tudende ulve, som red på bissende heste med vilde øjne og dansende klovne. Digteren Allen Ginsberg kiggede ind hos til Michael en gang imellem. Det gjorde LSD-fortalerne Tim Leary og Dick Alpert, poeten Gary Snyder og Yippielederen Jerry Rubin også. Nogle af Hell's Angels slog et slag forbi. Og et utal af andre forskellige mennesker. Ja, Hell's Angels startede som en del af San Franciscos hippiekultur. Og manden de besøgte, Michael Bowen, lavede noget af det bedste LSD i området.
Netop den sommer i 1966 fik hurtigt mytens skær. Idealismen var stor. Hver dag klokken 16.00 ankom "Digger Free Food truck" til Panhandle, et grønt område i San Francisco, og uddelte, som navnet antyder, gratis mad. Diggers bønnesuppe er en legende. Råvarerne blev hentet hos byens store madproducenter. Det var affaldsvarer, der blev til menneskemad. Den sommer opstod "The Free Clinic" også. En gratis lægekonsultation, der blev startet af Dr. David Smith. Der var åbent døgnet rundt, og der blev lavet et specielt beroligelsesrum for "de psykedeliske rumpiloter, der behøvede hjælp til at finde vej tilbage til jorden" -LSD-brugere. Avisen "The Oracle" kostede godt nok penge, men det var et ikke profit foretagende, der lavede avisen. Hver enkelt avis blev sprayet med jasminparfume.
I dag forbinder de fleste navnet Twin Peaks med en succesrig TV-serie. Og det er næppe tilfældigt at navnet er hentet fra en lokalitet ganske nær Haigt-Ashbury. På solhverv, årets længste dag, i 1966 drog San Franciscos hippier til Twin Peaks enge og bakker for at fejre sommeren og en af bevægelsens ankermænd Charlie Brown (!) proklamerede, at dagen var begyndelsen til "The Summer Of Love". Det er en sommer vi alle har haft en drøm om: en mytisk tid. Vi kom så nær den umulige opfyldelse af drømmen, som det vel er muligt i den sommer i San Francisco, 1966. I hvert fald blev der lavet rigeligt af stof til at fodre de drømme, ønsker og myter vi alle har i os om et altomfattende fællesskab, en lang sommer, én stor fest. Vi labber stadig i os af det.
Det undrer ikke så meget, at dansk kollektivkultur har en stærk position. I byerne har det organisatoriske fællesskab været stærk. Fagforeningerne indeholdt udover en stærkt politisk, faglig kamp et utroligt fællesskab og solidaritet. På landet var andelsbevægelsen kernen i fællesskabet. Den blev et nødvendigt redskab i det opsving landbruget gennemgik fra slutningen af det sidste århundrede til midten af tresserne.
Såvel fag- som andelsbevægelsen har udspillet sine roller. Fagbevægelsen er har ikke præsteret mange ordentlige arbejdskampe de sidste mange år og andelsbevægelsen har fusioneret sig så lang væk fra sine oprindelige idéer, at den ganske har glemt dem. Men drømmene eksisterer stadig. Tressergenerationen var børn af andelsbevægelse og fagbevægelse. på denne måde bygger kollektividéen på tanker, der går helt tilbage til landsbyfællesskebet.
I den lille by Gjern i Midtjylland ligger et privat alderdomshjem. Hertil flytter mange gamle lang tid før de er så syge eller demente, at de kunne visiteres til det offentlige behandlingssystem. Her oplever de i deres livs efterår det kollektive liv. Det liv, som indeholder så mange praktiske og personlige overvindelser, for at lykkes, men som har så dybt og mytegammelt et tag i os, at tressernes genfødsel i kulturen ikke er en tilfældighed men snarere en nødvendighed. Det bevises af et opslag i telefonbogen under "Kollektivet". Kollektiverne optager ganske mange linier der.
Printvenlig layout

print venlig version