GENMANIPULATION:
EN OLDGAMMEL FRYGT


Overnaturlige væsner har altid skabt frygt og rædsel. Sfinkser, helheste, bjergfolk eller ellefolk, varulve og et utal af andre skabninger har gennem tiden skabt rædsel blandt folk i alle samfundsklasser. Alle de væsner, der har været årsag til rædslen, har unaturlige træk. Dyr har vi altid kunnet betvinge. Ja endda de allerstørste: mammutter blev nedlagt af stenaldermanden. Men det ukendte i mærkelige, naturstridige skikkelser eller blandinger af menneske og dyr er os for skræmmende. Det er den samme angst, der ligger til grund for afstandtagen fra genmanipulation. Vi frygter uhyrlige væsner og dyr med menneskelige egenskaber frembragt i laboratorier, som Frankenstein blev frembragt. Blot er teknikken i dag langt mere forfinet. Molekylærbiologer og læger sidder bag mikroskoper og ændrer menneskers og dyrs arv. Og ændringer kan nedarves gennem alle generationer fremover. Andre arters gener kan også implanteres i det menneskelige arveanlæg. Den ny genteknologi rører os alle.
I det gamle Grækenland, i myterne, finder vi skabninger der er blandinger af menneske og dyr eller mutationer af menneske eller dyr: Sfinksen, Pan, Sirenerne og Kerberos. Den græske sfinks kendes fra dramaet om Oidipus. Han befriede Theben for Sfinksens besættelse. Sfinksen stillede alle farende på vej til Theben en gåde. Hvis de ikke kunne besvare gåden fortærede Sfinksen dem. Sfinks, kvindehoved og løvekrop med fuglevinger, er græsk og betyder at kvæle. Pan havde horn, poter og en gedebukkehale, men var ellers et menneske. Pan var en ondskabsfuld guddom, der morede sig med at forskrække mennesker ved sin pludselige tilsynekomst, og dermed fremkalde panik.
Sirenerne, der senere blev til havfruer, var oprindeligt en fuglekrop med et menneskehoved. De lokkede med deres undersmukke sang søfolk til sig. Mænd kunne ikke modstå sangen, men i deres forsøg på at nå Sirenerne led de skibbrud på undersøiske skær.
Kerberos var den trehovede hund, der passede på, at ingen undslap dødsriget. Den var nok dyr for skræmme både døde og levende; men ikke ved størrelse men ved sin unaturlige fremtoning. Angsten for disse og mange flere overnaturlige skabninger har været så stor, at det har været nødvendigt at indpasse dem i mytologien og dermed i den græske religion. De blev således underkastet det regelsæt, som skal følges i såvel mytologi som religion.
Kristendommen som fra syd udbredte sig over hele Europa havde ikke plads til mængden af mutanter. Kun djævlen, som jo var nok så frygtet, har undertiden udformning, som en blanding af dyr og menneske: klove, hale og horn har han ofte. Selveste den onde havde xenogenetisk form. Xenogenetik er et relativt nyt område, hvor forskellige arters gener, arveegenskaber, blandes. Mest kendt er nok tyren Hermann fra Holland, hvis afkom af kvier kan give modermælk til mennesker. Tyren har fået indsat menneskelige træk i sit arveanlæg.
Men de mærkelige skabninger forblev i folketroen. I midten af det sekstende århundrede omtales Martichoras. Dette uhyre beskrives i det 10. århundrede efter Kristus af byzantineren Fotios: -Martichoras ansigt ligner et menneskes, det har størrelse som en løve, og dets farve er rød som cinnober. Det har tre række tænder, og både dets ører og øjne ligner et menneskes. Det har en hale som en skorpions, og den er forsynet med en brod på over én pechys (ca. 45 cm.) Det er denne brod, dyret slår med , og den der rammes dør uvægerlig. På græsk kaldes dyret anthropophagos (menneskeæder), fordi det for det meste æder mennesker, det dræber. Hvis man fra en vis afstand angriber det lige på, rejser det halen for at afsende sin brodde som med en bue, men kommer man bagfra, stikker det den ret ud. Det træffer i en afstand af hundrede fod og dræber med sikkerhed alt, hvad det rammer, bortset fra elefanten. Skønt beskrivelsen synes morsom i dag, har frygten dengang været reel. Et så unaturligt væsen kunne mennesket ikke hamle op med. Unaturligheder, som vi i dag kender forklaringen på, blev da også dengang afregnet ganske kontant. Børn født i sejrsskjorter, med læbeganespalte og andre afvigelser fra det normale blev omgærdet af overtro. Det førte ofte til barnets død på grund af ritualer som f. eks. nedgravning.
Kendt helt op til sidste århundredes folketro er ellefolk, bjergfolk og nisser. Alle er de mutanter med menneskelige træk. Deres størrelse ville man i dag begrunde med en genetisk afvigelse. Men varulve og vampyrer derimod er xenogenetiske uhyrer. Varulven, et menneske med tydelige ulvetræk og vampyren med knap så tydelige flagermusetræk. Variationer af mennesker eller dyr har altid vakt frygt, der har udmøntet sig som fascination og nysgerrighed. Op i vort århundrede har gøglere rejst fra by til by med tohovede kalve og siamesiske tvillinger og dværge. Men også mennesker, der blot er os fremmede på den måde, at de ikke tilhørte den europæiske race, kunne fremvises. Indianere og eskimoer er blevet bragt til Europa, da deres kontinenter var nyopdagede, blot for at blive udstillet på markedspladser, ofte til stor ulykke for dem. Mennesker, der er blevet iblandet træk fra andre væsner, dyrkes i dag især i science-fictiongenren. Menneskekroppe overtages af væsner fra fremmede planeter eller solsystemer. Den amerikanske TV-serie X-files, på dansk Strengt fortroligt, har høstet stor succes med sin gyseragtige form.
Er der grund til, at denne dybt mytologisk forankrede angst for sære mutanter og xenogenetiske væsner, får os til at holde tilbage med genterapi og udnyttelse af genetisk materiale fra dyr i behandlingen af mennesker, som er stærkt invaliderede af sygdomme, som ikke lader sig behandle på anden vis.
Menneskemutanter vil det i løbet af få år være muligt at "lave". Rent genteknisk. Kortlægningen af det menneskelige genom, hele menneskets arvemasse, skønnes at være færdig få år inde i det næste århundrede. Lektor i molekylærbiologi ved Århus Universitet, Arn Gyldenholm, mener, at det blot er et spørgsmål om teknik at udstyre mennesker med et ekstra øje eller en ekstra arm. Men det blive næppe tilladt. Og ingen vil have glæde af det. For det vil være praktisk talt umuligt at få det til at samarbejde med resten af kroppen. Således er det en overordentlig svær sag at få hjernen til at modtage eller sende signaler til sådan et nyt organ eller lem.
Xenogenetik eller xenotransplantation ligger indenfor en overskuelig periode. I Sverige var en svinenyre tilkoblet et menneske i ca. en time før det blev afstødt. Det skete i 1995. Ved genetisk ændring af donordyret kan det formodentlig i løbet om få år være muligt, at bruge svin og aber som donorer af hjerter, levere og nyrer til kronisk syge mennesker. Mennesker, der enten vil dø indenfor kort tid, eller må indstille sig på ugentlig flere timer at være tilkoblet hospitalets dialyseapparat, fordi deres egen nyre svigter, kan hjælpes med dyreorganer. Altsammen fordi, der er alt for få villige donorer blandt mennesker.
Til spørgsmålet om farer ved transplantation af dyreorganer til mennesker svarer Arn Gyldenholm, at der er en ganske lille teoretisk risiko for at donordyrets arveanlæg kan havne i menneskets kønsceller. Og hvis et arveanlæg fra et svin havner i et menneskeæg eller sæd, kan et nyt menneske, med enkelte svineegenskaber blive født.
Vi er således tilbage ved tidlige tiders Sfinkser, Sirener og varulve. Og frygten for, at dyrs egenskaber skal iblandes mennesker. Det kaldte på protester fra brede kredse, da Dr. Vacanti fra Massachusetts offentliggjorde billeder af en mus med et menneskeøre på ryggen. Musen var genmanipuleret, så den ingen immunforsvar havde. Det var således muligt at indoperere celler fra et menneskeøre, som musen villigt lod vokse op om en plastikskabelon.
Der er givetvis farer ved at manipulere med vore gener. Og måske endnu større farer ved at blande gener fra andre arter ind i menneskets genmasse. De må nøje afvejes med de fordele genetisk arbejde kan gøre i sygdomsbekæmpelse. De må nøje afvejes med de fordele genetisk arbejde kan gøre i sygdomsbekæmpelse. Blodprøver fra en vordende mor kan om få år afsløre alt fra livstruende sygdomme til hårfarve i det kommende barns løbebane. Med de genetiske landvindinger er vi godt i gang med at reducere variationen i menneskeracen. Normalitetsbegrebet indsnævres, hvis vi får mulighed for at fravælge alt, hvad vi synes er unormalt. Væsentligt er det at erkende, at der ikke findes noget ideelt menneskeligt genom. Snarere synes det som om, at hvert enkelt genom er ideelt for sit menneske. Ikke ét menneske har ønsket sig ufødt med begrundelse i sit genom.
Ikke så lidt blår stikkes os i øjnene af den industri, genforskningen er blevet. Enhver lidelse eller egenskab udråbes til muligt genetisk betinget. Alkoholisme og sexualitet er blandt de nyeste påfund, der forsøges kolporteret. Det er værd at erindre sig, at ikke så få kunstnere, i fald alle de anderledesheder, der udråbes til genetisk betinget, er det, om føje år ville have endt under genkirurgens kniv. Hemmingway, Van Gogh, Dostojevskij og Toulouse-Lautrec var hhv. alkoholikere, selvmorderiske, psykotiske og multihandicappede. For dem alle blev anderledesheden en del af deres kunst!
Den seneste forskning viser, at den velkendte genetiske dobbeltspiral er knap så smuk, som hidtil antaget. Den slår knæk, og den styres ikke alene af kemi men også af rumlighed. Nok et spørgsmål er stillet. Således er sand videnskab: der stilles flere spørgsmål, end der gives svar. Danmarks store filosof og atomfysiker undsagde al atomar determinisme i sine komplementaritetsbetragtninger; Niels Bohr beviste umuligheden i at kende elektroners hastighed og position på et givet tidspunkt. Det kaldes ubestemmelighed. Når vi kigger på ganske små ting, ændrer vores kiggeri disse tings adfærd. Ved et foredrag i 1957 i Medicinsk Selskab antyder Niels Bohr, at samme vilkår gælder for molekylærbiologiske forhold: "...en udtømmende redegørelse for samtlige i organismen indgående og stadig udskiftende atomers forhold ikke alene er praktisk uigennemførlig, men åbenbart vil kræve iagttagelsesomstændigheder uforenelig med livets udfoldelse." I 1996 medgiver Arn Gyldenholm, at genetikken kan være underlagt samme komplimentære regler. Vi kan således ikke undersøge og udtale os om detaljerede forhold i noget genom: hvis vi undersøger det tilstrækkeligt deltajeret, kan vi meget vel komme til at ændre i arvemassen, og hvis vi ikke undersøger det detaljeret, ved vi ikke ret meget.
Sandheden om den genetiske fremtid, som af forskere betegnes som den største videnskabelige landvinding i dette århundrede, men som for tiden nærmere er et farvestrålende blændværk, er nok nærmere den som læses i indledningen til en lille novelle i antologien "Begyndelser 92" med titlen Argumenter for og imod vandmiljøplanen: -Hvorledes et menneske kan få en frøhjerne, står stadig som en gåde. En uheldig følge af genmanipulation, siger de meget miljøbevidste. De aner ikke, at gener ikke lader sig manipulere.
Målet synes uklart, bortset fra patentering på genetiske metoder og kapitalisering af gener. Midlerne er lobbyisme og tagen kronisk syge som gidsler i forsvaret for en lovgivning, der tillader gendiagnostik og genmanipulation. Måske fremstiller eller finder forskerne en dag et menneske, der genetisk er således sammensat, at det kan drikke alle Chemi-Novas produkter uden synderlig skadevirkning. Det menneske er givetvis sin løn værd; de binder os på arv og gen.

Kronikken har været bragt i Århus Stiftstidende 8. juli 1996

Printvenlig layout

print venlig version