FLERKLONERI


Scenen er formeringsgangen på et hospital. "Nej hvor den lille ny dog ligner sin mor", siger den begejstrede mormor, der husker datterens fødsel. Ingen kan som mødre huske de allermindste træk af børns udseende og natur. "Jamen, det er skam også mig", svarer den efter fødslen udmattede mor, "barnet er klonet fra noget af mit brystvæv." Den ikke helt dumme mor må så spørge: "Er jeg nu blevet mor til nok et barn i mit livs sensommer, eller er jeg blevet bedstemor?" Man kunne også spørge om den barslende er blevet mor eller søster.
Kloning rører i denne tid de flestes moralske grænser. Vi er endt i et sammenstød mellem bioteknik og etik, der berører mange; alle har en mening eller er berørte tvivlere. Sagen må være vigtig. Den berører noget centralt eksistentielt.
I 1932 udsendte Aldous Huxley sin fremtidsroman Fagre nye verden, om et samfund med uhyggelige biotekniske formeringsmetoder og et totalitært regime. Mennesker af forskellige kategorier spændende fra alfa til gamma reproduceredes ved en form for knopskydning i eksponentielle antal: 2, 4, 8, 16 op til 64 af identiske mennesker med passende egenskaber til denne eller hin samfundsnyttige funktion. Romanens tid er 120 efter den store Ford, hvilket må være et betragteligt stykke ind i næste årtusinde. Den biotekniske udvikling synes at indhente romanen ganske snart, medens vi politisk ser ud til at distancere den dystre fremtid: totalitære regimer forsvinder.
Kloninger kan være det samme som enæggede tvillinger. Hvis kloner bliver født samtidigt er de på visse punkter identiske med enæggede tvillinger. Tvillinger er en kønnet formering, hvor den første ægdeling fører til to individer frem for et foster. Fåret Dolly er således ikke en tvilling til sit genetiske ophav, idet de har forskellig alder. Dollys alder er dog et af mange usikkerhedsmomenter i flerkloneriet, idet ingen kender Dollys genetiske alder. Hendes arvemasse er betydeligt ældre end hun er. Vi kan have fusket med det genetiske ur. Det er ikke nødvendigvist klogt.
Enæggede tvillinger har tidligere været forbundet med megen overtro. Der synes at være en urgammel frygt for replika. Blandt kannibaler i Ny Guniea satte man indtil for få år siden den sidstfødte af tvillinger eller begge ud til den visse død. I vores egen samtid verserer der også historier om fantomsmerter hos den ene af tvillingepar, hvis den anden bliver ramt af en reel smerte. Den science-fictionprosa, der binder os bedst til skærmen, er den, der beskriver fremmede væsner, der overtager vore kroppe med et langtfra humant formål. Al dette er selvsagt overtro: en tvilling er et ligeværdigt individ, men frygten for unaturligt skabte tvillinger synes reel. Der er ikke nogen som helst biologisk fornuft i tvillinger. Kloning er således at regne for tåbeligt evolutionært. Den kønnede formering har gjort mennesket til arten med den største variation og den mest succesrige af alle arter. Skræmmende succesrige synes nogle. Fra vi tog de første skridt på to ben har menneskepopulationen været i fremgang. Enkelte anslag, sygdomme krige og naturkatastrofer, har kun sagtnet væksten af vort antal en kort periode. Økonomisk og etisk synes det uholdbart at ville kopiere individer al den tid milliarder af mennesker lever under fattigdomsgrænsen og millioner plages af sult og epidemiske sygdomme. Nogle forskere mener at vor races store antal er en trussel mod den globale balance og økologi.
Vor genetiske variation er enorm, det er betingelsen for en races succes. Som mennesker har vi endda udbygget denne variation langt ud over det naturlige. Vi bærer og formerer sygdomsfremkaldende gener i stort antal. Næsten dagligt synes videnskabsfolk at finde at en lidelse er genetisk betinget. Kræftformer, cystisk fibrose, dispositioner for kredsløbssygdomme, sukkersyge, parkinsonisme osv. Alle disse sygdomme ville blandt andre arter føre til fravælgelse, gerne så tidligt i dyrets liv som muligt, for at de uhensigtsmæssige gener ikke skal belaste racen. Enkelte forskere, genfundamentalister, mener at psykiske egenskaber, hele vor adfærd er genetisk bestemt. Et påstået bøssegen kan altid give en rask debat. Et bøssegen må dog menes at være særdeles uheldig for menneskeartens fortsatte fremgang. En engelsk biskop påstod for nogle år siden, at utroskab var genetisk betinget. Dette gen må modsat tænkes at vinde kolossal udbredelse. Udstrakt kloning af hvilken som helst art vil reducere den genetiske diversitet, forskelligheden, og må så betragtes som uhensigtsmæssig for arten. Det er skæverterne, de genetiske varianter, der bærer evolutionens langsomme strømning fremad, ikke dubletterne.
Jeg var i begyndelsen af 1994 med i et lægmandspanel, der havde til formål at rådgive Folketinget i spørgsmål om barnløshed. Vi var 13 mand i panelet, og skulle nå til enighed om lægmands holdning til adoptioner, kunstig befrugtning, reagensglasbørn og så videre. Sådan en konsensuskonference giver gerne et mat og kedeligt resultat, for som ved et andet pavevalg, skal vi kæmpe os gennem nætter, for at blive enige. Alle skarpe hjørner skæres af, og minoriteter får ikke meget at skulle have sagt. Derfor kom der heller ikke meget blæst ud af den sag. Vi fik god mad, gode hotelværelser, den vin og det øl, vi havde behov for og tre hyggelige weekender på Folketingets regning. Det eneste, der skabte lidt oprør, var vores enige holdning til, at lesbiske par ikke skulle hjælpes til børn på samfundets regning (al den snak om homoseksuelle når talen egentlig er om medicinske spørgsmål afslører mere om fordomme end om videnskabelig konsistens) og at alle skulle have adgang til at kende deres genetiske far. De fleste af os mener jo at kende ham. Undtaget fra dette gode er adoptivbørn og børn der er blevet til ved sæddonation.
Baggrunden for at alle skal have adgang til at kende deres genetiske ophav var dybt menneskeligt. Det er en kendt sag, at adoptivbørn ihærdigt søger deres genetiske forældre, skønt de sociale forældre har haft siden umiddelbart efter fødslen. Det samme synes at gælde børn, hvis fædre er en fremmed donor af de faderlige 23 kromosomer, der skal til at danne et nyt liv. Mennesker har et behov for at kende, ikke nødvendigvis at omgås, deres genetiske ophav. Thai-Airs flysæder besættes da også i nogen grad af mennesker, der vil kende deres genetiske og biologiske forældre.
Overfor os 13 lægmænd havde vi 14 eksperter, folk fra adoptionsorganisationer, en præst samt en betydelig overvægt af læger. Vort ønske om at alle skulle have adgang til at kende deres genetiske fædre mødte med overlydshastighed, jeg mener bestemt at høre det klirre i deres politisk korrekte mineralvand, nedgørende modstand fra de læger, der havde med fertilisation at gøre. Argumentet imod var, at det kunne være svært at finde sæddonorer, hvis de en dag måtte kunne opleve, at der stod 20 fremmede børn i entréen for at se deres genetiske far. Det bagvedliggende argument var at lægerne følte sig berørt på deres brød; enhver legal begrænsning i IVF-metoder, kunne begrænse lægernes udfoldelsesmuligheder. Lægernes moralgener, hvis de er i besiddelse deraf, synes at kunne antage en lidt degenereret form.
Bag det besluttede, at børn skal have mulighed for at kende deres genfar, en praksis der har været anvendt i Sverige i mange år uden problemer, ligger barnets tarv.
Denne tarv bliver umuligt at indrømme klonede børn. Om man kloner en mand eller en pige, vil barnet ikke have mulighed for at kende en forældre af modsat køn: det eksisterer ikke. Det er et spørgsmål om der overhovedet eksisterer andet end én biologisk forældre: det liv som har båret barnet. Det menneske, hvorfra en klon er udgået, kan næppe kaldes en forældre. Nærmere er det en gammel tvillingebror. At sætte et barn i et sådan slægtsmæssig og historisk vakuum, ville sandsynligvis under den lovgivning, vi havde før den fri abort, have medført en lovlig abort. Det kan man ikke byde et kommende menneske. Senest har Lotte Tarp beskrevet sine traumer over en bevidst forveksling mellem hendes mor og søster.
Den eneste legitime grund til at skabe kloner, er at få organer til transplantation. Et menneske, der måtte mangle dette eller hint organ, kan fra sin kloning få et genidentisk organ, der ikke ville afstødes, med de bivirkninger af medicinsk art det giver, for de folk som går rundt med andre menneskers nyrer og hjerter. I sin egen klon kunne man have en organbank. Konsekvensen af denne udnyttelse er at skabe liv for derefter at destruere det. Klonen kan ikke leve videre uden vitale organer.
I USA har 8 mennesker stillet sig til en forskers rådighed som mulige ophavsmennesker til et klonet barn. Hvis forsøget lykkes, hvilket det næppe gør, kan et menneske tænkes at have sin dublet gående med 20 års forsinkelse. Hvis det genetiske ophav til denne klon får en svær handikappende sygdom af genetisk disposition eksempelvis dissemineret sclerose, ville barnet med sikkerhed kunne se sin egen fremtid personificeret i en kørestolsrullende grøntsag. Det er psykologisk, menneskelig og moralsk uantageligt. Tanken om kloning af mennesker bør føre til en klar definition af, at ejendomsretten til menneskets gener, ikke tilhører nogen som helst, og således ikke kan udnyttes af nogen, andre end vi naturligt skabte mennesker, der i al vor forskellighed er så umådeligt smukke.
En opgørelse på det den moralske, humanistiske og biologiske vægtskål, pro et contra, falder uden nogen som helst tvivl ud til et forbud mod forsøg på kloning af mennesker.

Kronikken har været bragt i Jyllands Posten d. 24. jan. 1998

Printvenlig layout

print venlig version