DET DYREBARE SPROG

"Stop", råbte moderen, da barnet var på vej ind over det nylakerede gulv. Men barnet tyggede videre på tyggegummiet og snøftede lidt snot op i næsen. Det forstod, at "stop" ikke var en generel ordre om altings ophør, for eksempel tyggeriets og snotopsnøftningens, men blot en ordre om at standse løbet. Hvis bagerjomfruen spørger: "Hvor mange boller", kan spørgsmålet forstås på mere end én måde, og flere end man skulle tro, giver sig til at overveje befolkningens sexuelle habitus. Sproget er subtilt, og som alt fint, skrøbeligt og levende skal vi tage vare på det. Udsagn kan betyde vidt forskellige ting betinget af den sammenhæng, hvori de fremsættes. Vi forstår, underforstår og overforstår ordene, efter det erfaringsgrundlag vi besidder. Det underforståede er af stor vigtighed for at få de rette billeder. Når poeten skriver: "Hvide sejl farer over Kattegat", vil de fleste forstå, at der er et skib under disse farende sejl. Ligeledes handler Kaalunds klassiker Jeg elsker den brogede verden ikke det mindste om at blæse sæbebobler, skønt ordene klart bekendtgør: "Jeg har grædt, som andre, af smerte/fordi min boble brast. Kloge mennesker har haft et uudslukkeligt behov for at sætte svære ord på disse forhold, så de kalder det denotationer og konnotationer betydende hhv. hovedbetydning og bibetydning med henvisning til egne associationer. At beherske netop disse begreber er af stor betydning for at kunne gennemskue en af vor tids mest massive påvirkninger, reklamerne. De benytter sig ofte af konnotationer. Børn og unge behøver ikke høre mange toner af en bestemt jingle, se meget af et logo eller genkende bestemte farvekombinationer før det kan forbindes til et bestemt produkt. Det er således tænkeligt at ganske mange kan læse og stave til underlødige produkter som Coca Cola og Mc Donald -2 kompagnier, hvis mest lovende marked i de kommende år er Kina, hvor menneskerettighederne hvert sekund trædes under fode- før de mestrer deres eget navn. Mennesker, der har fundet fornøjelse i at undersøge generelt ligegyldige ting, har fundet frem til, at næst efter OK er ordet Coca Cola, det ord flest mennesker i verden kender. Det må indrømmes, at blot en svag konnotation får os til at kende og genkende produkter, der næppe har vores helt store interesse.
Reklamen benytter sig af billeder, musik og det talte sprog. Det bliver svært at finde en TV-reklame med mere end en snes skrevne ord. Vi skal tage vare om vort sprog, det talte, for at kunne gennemskue reklamens ofte forførende indhold. I mange år har ivrige og højtlønnede forskere fra pædagogiske institutter og kommissioner -måske findes der i Danmark en sprogkommissær- sat luppen over børnenes skrevne og læste sprog samt nogle gange podernes matematiske evner. Der går næppe et kvartal uden at det kundgøres, at danske børn læser bedre eller dårligere end børn fra denne eller hin nation eller generation, eller at gymnasiaster nu ikke kan stave. Om de unge kan tale og fortælle en historie hører vi ikke så meget om.
Det talte sprog lever og dør. De sidste åndedrag tages af mange dialekter, og det kan endda synes tvivlsomt om det kan nås at samle det kæmpemateriale det er, at kortlægge dialekterne, før nogle af dem nedsvælges i centraliseringens gab. Ikke én programredaktør har mod og hjerte til at ansætte en speaker, der taler dialekt; Tvmediets bestyrere er sande og utilslørede sprogfascister, idet fascisme betyder en stærk central magt uden folkelig indflydelse. Selv de regionale programmer forsøges snakket på rigsdansk.
Men heldigvis opstår nyt sprog, nye billeder og metaforer, hele tiden. Det er sjældent, at sproglige finesser beskrives. Benny Andersens bøger om Snøvsen er klassiske på området. De fleste har stiftet bekendtskab med den stakkels Snøvs, som alle er gået fra og den lige så forhutlede kat, som til stadighed købes uden nogensinde at komme ud af sin sæk. For tiden synes den sproglige fornyelse at komme fra ungdoms- og subkulturer. Vladimir og Kennedy fra ungdomsTV har givet nydansk mere end mange højt roste forfattere. Sproget stadige forandring kan også gøre det nødvendigt at oversætte vore klassikere til moderne dansk, hvor nødigt mange, også jeg, end vil; de optræder dog smukkest i det sprog, hvormed de blev skrevet. Men hvis vi ikke oversætter dem, kan målgruppen blive så snæver, at de ikke er folkeeje. Der er ganske mange velbegavede, unge danskere, der vil have svært ved at læse Blicher. Og det forfattere fra før begyndelsen af attenhundredetallet skrev vil glide den almindelige læser af hænde. At tiden løber fra store værker, bevises af, at få almindelige mennesker kan læse islandske sagaer på originalsproget, skønt det islandske er den fællesnordiske tunge på sagaernes tid.
Det har nu vist sig gennem flere år, at børn taler før de skriver og læser, så man kan næppe helt udelukke nytten af denne funktion. Blandt videnskabsmennesker er der dog en slående konsensus om, at historisk tid, er den tid, hvori vi har nedskrevet vores historie. I adskillige sogne og blandt nogle grupper -sociale, etniske og aldersmæsssige- er man endnu ikke kommet ind i historisk tid, for myten, sagnet, eposset og historien er den levende fortalte. Og det skønt forskere mener at det talte sprog har været benyttet i op mod et hundrede tusinde år. Sproget er indbygget i mennesket, og der findes faktisk en universel grammatik, som kaldes mentalsk. Mentalsk er ens for alle mennesker og har været det, lige siden vi fik talesprog. Der er enkelte fiksstjerner i det babylonske sprogvirvar. Det ældste skriftsprog, den sumeriske kileskrift, er blot 5000 år gammelt.
Det talte sprog er klasseløst. Det klasseløse består i, at alle danskere kan tale så alle andre forstår det. Og de fleste kan endda tale deres dialekt, dersom de udelader de mest egnsafgrænsede gloser, så resten af landet forstår det. Deri findes vor nationale identitet, deri er så stor en dal af at være dansk. Derfor er det så farligt for landets interesser, hvis noget i nogen ligeværdig forsamling ikke kan forhandles på dansk. Derfor kan vi ikke fuldtud dele humor, historie eller lovgivning med nogen anden nation.
Samtidigt er sproget så forankret i klasse og egn, at en afgrænset gruppe ville kunne tale dansk, så ingen udenforstående vil fatte pointen i det sagte. En flok murere fra Møn eller nogle buschauffører fra Sønderjylland ville kunne tale til en københavnsk embedsmand, så han ikke ville fatte et ord, skønt ordene enkeltvis nok ville give mening. Underfundighed, antydninger og tonefald er særdeles lokalt på trods af dialekternes forfald.
Modsat talens klasseløshed er det skrevne sprog. Det skrevne forholder sig til en bestemt målgruppe. En artikel i Information henvender sig ikke til alle danskere. Ejheller det lovmateriale der strømmer lindt fra ministerier, skønt vi alle burde være lige for loven. Brugsanvisninger henvender sig i de fleste tilfælde slet ikke til nogen. Allerede fra skriftens allertidligste tid, gjorde det at kunne kaste runer og forstå dem, nogle få udvalgte til en klasse for sig. At forstå runer var magisk.
Dog henvender børnebogen, den med billeder og få ord, sig til de fleste. Uden den helt store forskel. Netop børnebogen lader sig fortælle. Selv de allerringeste og tåbeligste børnebøger -dem findes der ikke så få af- bliver spændende, hvis fortælleren formår at se bort fra tekstens trivialiteter og give billeder en ny dimension i fortællingens liv. Den fortalte børnebog er overgangen til det skrevne ord.
Vi lever i en tid hvor undervisningen ændrer sig radikalt. Børn skal lære at studere som de studerende på gymnasiale uddannelser og universiteter. Ansvar for egen læring er løsenet, og barnets egen motivation skal gerne danne grundlaget for at tilegne sig viden. Den obligatoriske projektopgave var første håndgribelige tegn på den ny metode. Indsamling af viden på internettet er siden blevet et næste guddommeligt pædagogisk kald for mange, i skønt indsamling fra dette digitale net jo kun er tilegnelse af allerede gennemtygget stof. Der foregår ingen sand studeren ved brug af internettet. Men alt i alt er de nye metoder en gevinst i forhold til tidligere tiders terperi og besvarelse på lærerens spørgsmål. Kreativiteten får en chance og hver enkelt elev kan arbejde med sit eget projekt.
I dette sunde virvar kan det være svært at finde et samlende objekt, en ledestjerne, for klassen. Her kan fortællingen være det bærende. Jeg har gennem de sidste år brugt mere og mere af den 9. klasse, jeg hvert eneste år har, til fortællingen. Og eleverne synes at holde af det; ikke så sjældent spørger disse næsten voksne, om jeg ikke vil fortælle noget. Nogle gange føler jeg mig som Løgneren, Martin A. Hansens Johannes Vig, der blot tog den udskårne miniatureslæde fra Grønland frem, satte den på katederet, fortalte og satte børnenes fantasi i lige så vild en fart som hundeslædens flugt over indlandsisen. Det må have været levende ord.
Fortællingen er ikke ligetil. Læreren skal ikke tro, at man får nogen stor oplevelse ud af at gå ind i klassen, fortælle om sine ferieoplevelser for så på skift at lade eleverne gøre det samme. I langt de fleste tilfælde vil det ende i dræbende kedsommelighed, hvor personen, ikke fortællingen, er i fokus. På Rønde efterskole er der ansat en fortæller til at fortælle eleverne den gode historie én gang om ugen. Det er ikke tilfældigt, at den der formår at fastholde unge, der ellers stiller høje krav til fjernsynets og biografens billedkvalitet og surroundsound, er pastor emeritus Bent Lomholdt. Et langt liv på farten bl. a. som præst i Thule, har givet ham evnen til den gode historie.
Fortælleren skal være hjemme i sin historie. Historien kræver forberedelse og man skal føle for sin historie; den er åndens barn. Er man hjemme i historien vokser den i vekselvirkningen mellem fortæller og publikum. Billeder fra dagligdagen føjes ind i historien om end den måtte være antik.
At være uformående i at tale dansk kan være af afgørende betydning. Den pragmatiske sprogbrug viser det. Tidligt lærer vi det pragmatisk talte dansk. Barnet siger: "Må jeg be' om en kage mere?", skønt det mener: "Jeg vil ha' en kage nu!" Voksne kender også nytten af pragmatisk sprogbrug. Det kan formodes, at mange tiltaler offentlige myndigheder, for eksempel skattevæsnet, i en langt mere afdæmpet og imødekommende tone, end de egentlig mener. Der er ingen tvivl om, at barnet med det pæne sprog får flere kager end barnet med det ligefremt behovsunderlagte sprog. Pragmatisk, nogle kalder det ordentlig, sprogbrug belønnes. Og det sker gennem hele livet. En forståelse for andre klassers og andre gruppers sprogbrug kan således få stor betydning for individets sociale position. Der er næppe nogen tvivl om, at mange af de unge der socialt er truede, ville kunne opnå goder og muligheder ved at henvende sig de rette steder med det rette sprog. En del af disse har da også dansk som andetsprog, det er således for dem endnu sværere at håndtere et hensigtsmæssigt dansk.
Vi må værne om det talte sprog, den gode historie, vittigheden, anekdoten og myten fra hverdagslivet. Stadig er det talte sprog, trods multimedier og datanetværk, det mest brugte kommunikationsmiddel. Og det virker godt og betydeligt hurtigere end 233 megahertz i sekundet.

Artiklen har været bragt i Børn & bøger nr. 4 1998

Printvenlig layout

print venlig version