DEN SMALLE ETIK.


Op til et kommunalvalg berettes det, at der på den socialistiske liste i Gåsetårnets hjemkommune var ikke mindre end seks ud af syv kandidater, der var kvinder under 35 år. Og de havde alle småbørn. "Så naturligvis vil de slå et slag for småbørnsfamilierne." En af kandidaterne fortsatte i samme børne- og mødrevenlige tone: "For eksempel ved, at flere politiske møder lægges i normal arbejdstid, bevilling til tilskud til babysitter og indførelse af begrænset taletid i byråd og udvalg - så der bliver mere tid til familien."
Og så kunne Fanden så tage de, der ikke har samme muligheder for at deltage i politisk arbejde i almindelig arbejdstid, de som har ressourcer nok til at leve både med familie og politik samt de, der synes at kommunalpolitiske afgørelser kræver den tid til debat som kommunalpolitiske afgørelser skal have. I Vordingborg har kvinderne sikkert følt sig som en minoritet og derfor krævet minoritetsrettigheder. Som eksemplet viser, kan minoriteters krav træde på majoriteters ret og følelser.
Og minoriteters krav er efterhånden blevet så legitime, at blot påberåbelsen af sin eksistens som minoritet automatisk giver adgang til særrettigheder. Minoriteternes voksende indflydelse bekræftes desuden af lobbyismens succes. Fulgte magthavere blindt flertallets ønsker ville lobbisme være ganske overflødig. Hermed være bevist, at lobbyisme i bund og grund er udemokratisk.
I den efterhånden omfangsrige etiske debat prøver mindretal til stadighed at legitimere deres krav. I yderste konsekvens kan disse krav synes unaturlige. Således bøssers krav om at få adgang til deres egne genetiske børn. Lesbiskes krav derpå er anerkendt. De har i dag adgang til reagensglasbefrugtning, når nu den omgang med det modsatte køn, der medfører børn, er dem så inderligt imod. Så i lighedens navn må bøsser jo have samme rettigheder. Det rent praktiske arrangement må udtænkes ganske raffineret, men måske bliver det snart en attråværdig rolle at være rugemor til et bøsses reagensglasbefrugtning.
Nye teknologier udgør gerne den materielle avantgarde for den smalle etik. Reagensglasmetoden er et lysende eksempel herpå. For ca. 20 år siden lavede engelske læger den første vellykkede reagenglasbefrugtning. Den etiske debat var øresønderrivende. Tilhængerne, der i det store hele udgjordes af ufrivilligt barnløse og fertilitetslæger, kørte deres eneste plausible argument i stilling: hvorfor skal ufrivilligt barnløse ikke have samme ret, som alle andre, der i mange tilfælde synes ufrivilligt børnerige. Den fuldkomne ligheds etik er så tilsyneladende demokratisk, at de mere diffuse religiøse og etiske betænkeligheder størstedelen af befolkningen nærede, kvikt fejes af bordet. Og så går udviklingen slag i slag; det nogle kalder glidebaneeffekten. Først forlanger kvinder ret til ægdonation, når mændene nu kan sprede deres sæd, som de vil, og nogle endda får penge for det i sygehussystemet. Så forlanger de lesbiske ret til reagensglasbørn. Så åbnes der mulighed for mikroinsemination, indsætning af en enkelt sædcelle i ægget, i de tilfælde fædrene har for ringe sædkvalitet. Her sorteres selvsagt i udvalget af sædceller, idet der jo ikke skønnes at være grund til at forplante sæd med arvemateriale, som ikke synes passende i vort samfund.
For en tre-fire sundhedsministre siden -de kommer og går i en lind strøm- røg kæden så af hjulet. Der blev åbnet for at kigge i de befugtede ægs arveanlæg, når forældrepar benyttede reagensglasmetoden. Man tager gerne en halv snes æg ud, befrugter dem og fryser de fleste ned til senere opsætning. Når det befrugtede æg, en lille zygote kaldes det, har delt sig et par gange og udgør 4 - 8 celler, kan man tage en enkelt celle ud og undersøge den. Barnet bliver ikke af den grund trekvart. Så kan de vakse læger undersøge barnet for et antal sygdomme, og skønnes zygoten nu for arvemassemæssig utilstrækkelig, kan den blot destrueres. Lighedstanken er nu nået så vidt, at forældre til reagensglasbørn stilles bedre end de, der undfanger kommende generationer på lagner og anemonetæpper.
Smalle etikker er der mange af: krav om eutanasi. Når nu de fleste mennesker dør en ganske let og smertefri død, må det vel være AIDS- og kræftpatienters ret, at komme hinsides uden smerter. For hver eneste sygdom og lidelse der findes, er der en patientforening, hvis væsentligste opgave er at øge bevillingerne til netop denne gruppe. For når nu de fleste mennesker synes at have det så godt, de lider i hvert fald ikke af netop den sygdom som medlemmerne af min patientforening lider af, så må det da være retfærdigt at der afsættes penge til, at vi får det bedre. Efter en vellykket armtransplantation i Frankrig, må det vel også snart være de enarmedes tur til at få tilbudt armtransplantationer? Og hvorfor skal det være forbeholdt kvinder i Italien at føde børn i en alder af 64 år, når nu teknikkerne tillader det?
Og når grupperne med ligerettens smalle etik sætter råberen for munden, glemmer vi ofte, at man risikerer at træde på et stort flertals følelser. Når vi hører den enkeltstående lidelseshistorie fra mennesker i svær smerte, lader man sig måske nok rokke i retning af sympati for aktiv dødshjælp. Men det er nok værd samtidigt at huske, at dødshjælp tilføjer århundreders juridiske, religiøse og moralske dybt funderede skelnen mellem liv og død dødssår. Når vi ser det enkelte lykkelige par, der ved hjælp af reagensglasmetoden har fået det drømmebarn, hvorpå de vil ofre tonsvis af bleer af den bedste kvalitet, de dyreste barnevogne og det meste af deres fritid for at opnå drømmen om familie, fast ejendom og Ford, glemmer vi let, at de ny fertilitetsteknikker strider med flertallets juridiske, religiøse og moralske opfattelse af, hvad mennesket bør gøre. Der står jo dog stadig køer med titusindevis af forældreløse børn fra lande fjernt og nært, som lader sig adoptere.
Og når en gruppe med denne eller hin lidelse anråber større bevågenhed og øgede bevillinger samt indførelsen af de fra udlandet hentede allernyeste succesfulde terapier til deres lidelse, virker det ganske retfærdigt og overbevisende. Men samtidig ved vi dog alle, at vi befinder os i en sundhedspolitisk realverden, der ikke tillader optimal behandling af alle. Så hvis de armløse skal have påsat en arm, må hæmorroidepatienterne vente længere på behandling. Og skal vi udføre de svært mediedækkede, nyeste hjertekirurgiske indgreb må mange grå stære leve nok et par sæsoner.
Bag den smalle etik stikker ønsket om total lighed frem. Og den totale ligheds ansigt er grimt og har intet at gøre med de lige muligheder. Bag kravet om eutanasi skjuler sig ønsket om en ens død til alle. Bag kravet om enhver form for genetisk udvælgelse blandt zygoter og genterapi skjuler sig ønsket om et smukt, ensartet, sygdomsfrit og fysisk såvel som psykisk optimeret afkom. Et ønske, der er ganske identisk med nazismens eugenik. Bag ønsket om transplantation af defekte organer og kosmetiske udbedringer skjuler ønsket om at ligne dagens idealmenneske så meget som muligt.
Og lighedsønsket synes at bakkes op fra næsten alle politiske partier, for intet parti tør lægge sig ud med en befolkningsgruppe, der i forvejen er stakkels. Og partierne lader stræbsomme læger og ivrige forskere sætte dagsordenen for, hvad man gør på klinikker og i forskningscentre. Hidtil har lægevidenskabet i hvert fald trukket lovgiverne bag sig som et føjeligt lam, hvor det vel egentligt er demokratisk, at de folkvalgte trækker forskere og andre grupper derhen, hvor flertallet mener de bør bevæge sig.
For hver enkelt må der dog komme en tid, hvor man bør spørge sig selv om, hvor langt man vil tillade forskere at gå. Vil man acceptere uhæmmet kloning af dyr, blot fordi dette klonede dyr kan give en selv netop den medicin som er nødvendig?
Vil man tillade genmanipulation af svin til fremstilling af donororganer til mennesker, blot fordi man nok så meget står og venter på en nyre?
Siger man ja til alle disse nye teknikker, hvoraf ingen er naturlige, må man også acceptere ansvaret for de risici, de indebærer. Hvem vil tage ansvaret for den genetiske fremtid for de dyr som klones? Hvem vil tage ansvaret, dersom et svinevirus overfæres til et menneske med et implanteret organ? Hvem tør tage ansvaret for at et grisearveanlæg invaderer en menneskelig kønscelle? Hvem tør tage ansvaret for, at en entreprenant læge, sygeplejerske eller familiemedlem er for hurtigt ude med dødsssprøjten?
Det er påfaldende, at i alle videnskabsetiske kommiteer og udvalg, hvor flertallet altid udgøres af læger og videnskabsfolk, tales der om minimale risici, stor sikkerhed som alt sammen skal sættes i relation til nye opfindelsers umådelige nytte for smalle grupper af mennesker, men der tales aldrig et ord om, hvem der skal have ansvaret, hvis vi en dag står med en genetisk katastrofe, 30 ufrivilligt dødshjulpne mennesker og en så udsultet forebyggende folkesundhed, at det i dag nærmere er reglen end undtagelsen, at 70-årige skal opereres i hjertet. Dette ansvar vil forsvarerne af denne eller hin smalle etik næppe kunne bære. For den smalle etiks følger rammer altid den uskyldige, som ikke ville den smalle etik - egoismens etik.

Kronikken har været bragt i Århus Stiftstidende i slutningen af 1990’erne

Printvenlig layout

print venlig version