DANSK SOM EN SYGDOM - BIBLIOTEKET SOM KUREN.

De første syv år af min skoletid tilbragte jeg på en lille skole på en ø i Limfjorden. Der var der ikke mange glæder. Skolen var præget af missionske ledere og lærere, skønt det var en kommuneskole. Salmevers og disciplin var i højsædet. Vi stod i båse i gården, i to rækker foran klasseværelset og ventede stående bag stolene til der blev sagt værsko. Der blev stået meget og gået meget. Skønt forbudt delte nogle af lærerne gerne en lussing ud. Der var ikke mange lyspunkter i den skolegang. For at sætte tingene i rette perspektiv: det var ikke i fyrrerne eller halvtredserne. Jeg sluttede min grundskolegang i 1974. Men endelig en dag, efter at have læst om rigtig mange søer i søer og Bo´er der købte is og Jan'er, der fik en cykel, måtte vi komme på skolebiblioteket. Et helt klasseværelse med bøger langs alle vægge. Jeg husker ikke om det var i anden eller tredje klasse vi fik adgang til bøgernes frie verden, hvor man selv måtte vælge, hvor drømme og fantasi fik substans. Jeg hev tre bøger ned fra hylderne -der var sat maksimum på tre for litterær tilegnelse- iblandt en fagbog: Politikens bog om Grønland. Jeg blev straks irettesat og belært: på mit klassetrin måtte jeg ikke låne fra reolerne, kun fra kasserne under vinduerne. Skuffet var jeg. I de bøger var der nok billeder men ikke mange bogstaver at gøre godt med. Biblioteket havde vist sig utilstrækkeligt for mig. Et behov var ikke tilfredsstillet. Det blev det i overflod, da min far tog mig med til Fur Bibliotek, hvor adskillige af bøgerne stadig bar stempel fra dengang læseriet ikke støttedes offentligt, men bøgerne var indkøbt af Fuur Læseforening. Men der var ikke børne- eller ungdomsbøger overhovedet, kun bøger med ensfarvede indbindinger, dengang det var et håndværk, nogle i læderbind. Heller ikke der kunne mit behov til fulde tilfredsstilles.
Det er vigtigt, at bibliotekerne findes og er åbne; de kan være et asyl i en trængselsfuld hverdag. Men det er også vigtigt, at de opfylder alle de behov, vi har for tilegnelse af sproglige oplevelser. Det er ikke nok, at der er bøger i hundredemetervis.
For hvad nytter de mange bøger for den voksende gruppe af både børn og voksne -ifølge flere undersøgelser- der ikke kan læse. For nogen tid siden nåede nyheden endda Ekstra-Bladets forside: "300.000 voksne kan ikke læse denne avis", blev der tordnet. At mennesker var ude af stand til at læse netop den avis, er for nogle svært at betragte som en ulykke. Grundene til vores ulæselighed forskes der med stor iver i; udelukkende af folk, der kan læse. Men at børn fra knivstikkernationen Finland læser langt bedre end danske børn virker som en fornærmelse på nogle. Flosklen "ringere end de nationer vi plejer at sammenligne os med...", afslører en dyb utilfredshed med vores egen situation. I hvert fald satses der store ressourcer på de, der ikke læser som det forventes. Som ved en sygdom sættes der ind med en specialbehandling, og når sygdommen hedder læsesvaghed, hedder behandlingen specialundervisning. På trods af denne økonomiske luksus, at der afsættes en lærer til ganske få børn, synes undersøgelserne at dokumentere, at pengene kunne være bedre anvendt.
Skønt dokumentationen om danskernes læsefærdigheder gennem tiden er utroværdige, er der ingen grund til at tro, at vi er flere, der ikke kan læse end for år siden. Utroværdigheden i ældre undersøgelser, består i, at en del har syntes at kunne læse, idet fortidens læsefærdigheder ofte var misforstået som evnen til at sige en række lyde svarende til bogstaver på et ark: udenadslære. At alle danskere i 1997 skal kunne læse er fantasteri og fjant, det har vi aldrig kunnet. Men vi skal alle have del i sproget; det er grundlaget for det demokratiske humane samfund vi lever i. Sproget lever ikke kun i det, der læses fra en bogs sider, det lever overalt, hvor der kommunikeres på dansk. Analog til problemerne omkring læsningen kan vi finde i musikken. To der ofte opfattes som ganske store talenter i musikken, Poul McCartney og vores egen Sebastian, kan ikke læse endsige skrive noder. Ingen kunne vel drømme om at betinge musikalitet til et spørgsmål om at omsætte sorte pletter på et nodeark til toner i den virkelige verden. Det skulle da være betonklassisister. Men sådanne findes blandt de som beskæftiger sig med faget dansk. De betragter det som en sygdom ikke at kunne læse og skrive. Dermed polariserer de samfundet med en inddeling i 2 grupper. Og det er farligt.
Børn og voksne skal have de bedst tænkelige muligheder for at tilegne sig sproget - også det der læses. Er man i den situation, ikke at kunne læse dansk, skal der være rigeligt med tilbud. Et af de tilbud, der synes uden virkning, er konventionel skole, med forventning om at kunne læse, hvilket selvsagt giver en gruppe elever nederlag på nederlag.
Nogen ser en løsning på børn og voksnes læseproblemer i den fremfarende IT. Det er ikke synonym for sex appeal, men er det noget køligere og mere konkrete informationsteknologi. De hævder, at den dag computere kan tale vil alle have lige adgang til informationer. Det være sig brugsanvisninger eller Dostojevskij. Det vil være en uheldig retning at vandre, idet de som behersker teknologien bag computerne vil få monopol på oplysninger. Tilegnelsen af viden skal ske i selve mennesket. Ellers bliver vi fremmedgjorte, som det sker i butikkerne. Ved du hvad 2 smalle, en bred, en mellem, en smal, et bredt ophold, en bred, en smal, et bredt ophold, en mellem, et bredt ophold osv. osv, er? Det er begyndelsen af stregkoden til en liter økologisk letmælk, og koden indeholder også oplysning om prisen. En sådan fremmedgørelse, der kræver et stykke teknik for at blive nærværende er uheldig, også hvis det bruges til at læse tekster for folk.
Vi kan ikke løse problemet med læsevanskeligheder. Nogle voksne er hinsides al hjælp, og fremtidigt vil nogle børn af forskellige grunde aldrig lære at læse. Disse mennesker er ligeværdige medmennesker i samfundet, skønt dansklærere og skolepsykologer gør alt for at sygeliggøre, det ikke a kunne læse. Der findes utalligt andre måder at kommunikere på. Talens brug har de fleste. Og det er ikke bare snak. Det kan være berigende levende ord ved foredrag, teater, koncerter eller film. Det er den daglige dialog mennesker imellem, som, skønt man ofte fornemmer andet, stadig er betydeligt vigtigere end læsning og skrivning. Det er derfor vigtigt at biblioteker giver tilbud af anden karakter end læsning. Der skal nødigt gå flere skuffede fra bibliotekerne, som jeg gjorde det omkring 1970. Der skal bånd og CD'ere på bibliotekshylderne. Der skal læses, holdes foredrag og spilles teater. Der skal være Anders And, Billedbladet og Ekstra Bladet og videobånd. For bibliotekerne skal frit og fordringsløst være et tilbud om brug og tilegnelse af sproget. Lad os få smukke, inspirerende bibliotekarer i smart tøj.
I erkendelse af kirkens manglende tag på ungdommen har de svenske storbykirker fundet nye veje at gå. I de nætter, hvor ungdommen ellers plejer at fulde sig, trods mellamøllets høje pris, står kirkerne åbne. Og belægningen er god. Af fulde, trætte, kede, glade og søgende unge mennesker. Så er de fanget og måske bondefanget. Hvis biblioteker stod åbne med lignende tilbud i week-ender kunne nyt publikum også fanges. Det er ikke bondefangeri, når formålet er så ædelt som at delagtiggøre flere i sprog og kultur.
På bibliotekerne, det levende sprogs rum, er der ingen vold, ingen racisme og ingen sociale problemer. Lad biblioteket blive et asyl for de mange som er trætte af ordene, siderne og opgaverne i skolen, hvor meget sker under tvang og nødvendighed. Man ser heldigvis ofte de børn, der er stemplet som dårlige læsere på bibliotekerne.

Artiklen har været bragt i Børn & bøger nr. 7 1996

Printvenlig layout

print venlig version