Bonavista betyder gensyn


BONAVISTA BETYDER GENSYN



Mennesker transporterer sig meget.
Kort som langt, luftfartsselskaberne og bilindustrien kan bevise det. Verden bliver mindre og mindre, sagde de gamle. Et computerfirma har erkendt klodens lilhed og reklamerer med "Solutions for a small planet."
Men grunden til at bruge al den kostbare energi på at transportere vore kroppe og bagage er vidt forskellige. At en forretningsmand tager fra et kontor i en verdensdel til et andet kontor i en anden verdensdel flytter ikke det helt store.
Rejsen, opbruddet, udveen væk fra de hjemlige får ligger begravet dybt i alle. Rejsen behøver ikke være længere end til et andet menneske som Suzanne.

Suzanne

And you want to travel with her
And you want to travel blind
And you know that she will trust you
For you've touched her perfect body
With your mind.

Du vil rejse hvorsomhelst
Og du ved hun stoler på dig
For din sjæl har rørt Suzannes skønne krop.

Leonard Cohen, canadisk digter og sanger, mødte Suzanne, da han rejste til en vens hustru. Geografisk nok en ganske kort rejse, men i drømme og følelser en rejse af dimensioner. Og musikalsk en klassiker.

Den følgende beretning skal således kun tjene til at nære andres drømme om en rejse til et nyt sted. Jeg vender næppe tilbage til Newfoundland. Til hvalerne.

Nar man rejser til Newfoundland, kan man lande i Gander, den by hvorfra Charles Lindberg lettede, da han krydsede Atlanten i 1927. Lufthavnen levede på, at det var den der lå nærmest Europa. Det betyder intet mere, og tomme hangarer og barakker fortæller, at stedets storhedstid er forbi. Gander var mit udgangspunkt og landsbyen Trinity mit mål. Derfra kan man sejle ud på Atlanten og få nærkontakt med hvaler. Jeg blaffede til Clarenville, halvvejen til Trinity. Her traf jeg en pige, hvis lange sorte hår godt kunne tyde på indiansk afstamning.
Newfoundland var ellers det første sparsomme område, hvorfra indianerne blev drevet ud. Vi sad i byens bar, hvis dansehalsstørrelse for det meste henlå i mørke. Inventaret var slidt. Foruden os var der blot to kunder. Hun fortalte mig om den hendøende by Fiskeriet var gået i stå, og nu stod de kæmpestore, rødmalede fiskehuse med gavlen på Thorshavnsk maner vendt mod havnen, tomme. Næste morgen gik jeg ned til havnen. Den ligger godt gemt for Atlanterhavets vildskab inde i bunden af Smith Sound og Lady Cove. Nu var her øde. Der hørtes kun en svag bølgeskvulpen i morgendisen. Solen steg op over Atlanterhavet.

MÅSKE ER PIGEN

Måske er pigens hår blevet noget længere i mine erindringers drømme. Trinity er en af de tidligste bosættelser i Trinity Bay, og dermed på Newfoundland og hele det nordamerikanske kontinent. Der bor nu blot 500 mennesker i byen, der tidligere var en sprudlende metropol for hvalfangst, skibsværfter og søfart. I en uge sejlede jeg i sejlbåde, motorbade og zodiacs, små gummibåde med stor motorkraft, rundt blandt hvaler. Pukkelhvalen er kendt som en af de mest legesyge blandt hvaler, og hvaler med kalve kom da også så nær båden, at vi kunne røre disse op til 15 meter lange og 40 tons tunge havpattedyr med vore hænder. Vi hørte hvalernes sang gennem undervandsmikrofoner, og genkendte dem ved deres halers form og farvetegning, der er lige så forskellig som vores fingeraftryk.

En dag tog vi den transcanadiske jernbane til Bonavista. Det er et imponerende syn at se lokomotiver af en størrelse, der får vore MY'er til at ligne dværge, langsomt slæbe vogne fyldt med træstammer, så langt øjet rækker. Fra toppen af Cape Bonavista, her landede John Cabot allerede i 1497, så vi to pukkelhvaler springe helt op af vandet i leg. Plasket var af dimensioner, der giver genlyd tilbage til den tidligste tid.

MÅSKE ER LYDEN

Måske er lyden vokset til det kyklopiske i mine erindringers drømme.

                       

                             illustation fra rejsenovellen


"Hvalerne er ikke aggressive. Aggressive i bredeste forstand: ingen territorier og ingen redskaber. Inden mennesket begyndte hvalfangst, havde hvalen ingen fjender. Og hvalerne har aldrig manglet føde. Derfor er de pacifister." Således forklarede Ben Baxter, turguide, mig hvalernes opførsel.

Hvalerne vandrer altid. Fra nord mod syd og fra syd mod nord: en bestandig rejse. På en tur langs kysten er det magert med hvaler. Kun en flok spækhuggere med den karakteristiske spidse rygfinne aner vi i det fjerne. Så vi lægger ind til en af de døde landsbyer. Langs kysten har der været hundreder af ganske små landsbyer. 10 - 20 huse. De har klaret sig som selvforsynende. Mest fiskeri og lidt landbrug. Tømmer til opvarmning og bygninger har der været rigeligt af. 90 % af øen er skovdækket. Men tiden har krævet, hvordan tiden så end kan kræve, at beboerne i disse små samfund indordnede sig under moderne levevilkår. Skolegang, handelssamkvem, lægehjælp osv. Det var besværligt, for der var kun søvejen til landsbyerne. Beboerne ville gerne blive, men regeringen lokker med penge for at centralisere. De, der ikke lader sig lokke, tvinges med lov.
Synet, der møder os i landsbyen, er besynderligt. Huse, kirke og skole står stadig. Pænt malede bygninger uden synderligt forfald, skønt det er 8 år siden, der sidst har boet mennesker her. Markerne bruges stadig til husdyr. Køer og heste går frit, de stopper ved skovbrynet, som omkranser hele landsbyen; ind i den endeløse skov vover husdyr sig ikke. En ræv smutter ud af et hus ved vores ankomst. Husene er aflåste, som havde folkene en drøm om engang at komme tilbage. Det eneste uaflåste er kirken; Guds hus skal være åbent. Derinde går en hest. Udenfor regner en varm, befriende, blå regn.

MÅSKE ER REGNEN

Maske er regnen blevet anderledes i mine erindringers drømme.

Og måske var bølgerne kun hushøje, da jeg røgtede laksegarn med en pensionist i hans lille åbne båd på Atlanterhavet. Og måske var det øl og ikke perlende hvidvin, vi drak til hummerne, der kostede en canadisk dollar stykket.

Navnene lader sig ikke sløre i rejsedrømmens blide tage. Trinity, treenighed, og alle de andre navne, der egentlig ikke så meget er navne, men mere sindsstemninger blandt indvandrere: Little Hearts Ease, Bonaventure, Hearts Delight, Hearts Desire og Hearts Content, Chance Cove, Random Island, Gooseberry Cove og Turks Cove. Og det umulige navn: Bonavista, gensyn. Den rejsende ser aldrig et sted igen. Stedet er gemt ned til drømmetøjteriet. Måske kommer man tilbage, men så er det med andre oplevelser for øje. Rejsen lader sig ikke gentage: Men rejsen bjergtager os, så vi til stadighed må rejse.

A prisoner of the white lines
of the freeway
Refuge of the road

Jeg er fange af banens hvide striber
Vejen er mit asyl.

Således sang en anden canadier, Joni Mitchell, der som den første kvinde i den rytmiske musik fremstod som en rejsende litterær voyeur.

He said:
All men will be sailors then
Until the sea shall free them
And you want to travel with him.
And you want to travel blind

Alle folk er jo sømænd
Indtil havet gir dem fri
Og du vil blot rejse med ham
Du vil rejse ganske trygt.

En rejsenovelle af Vagn Sohn
Illustration: Peter Alexandersen



Printvenlig layout

print venlig version