ARVESTRIDEN


Ejendomsretten har altid været et politisk emne for strid. Når politik ikke har løst spørgsmål om hvad, der er hvis, har våben taget over. Revolutioner og krige, ran og tyveri har sat et blodigt spor gennem historien. Der findes i dag ikke det land, det len eller det hus, hvori ejendomsretten ikke er ganske klart defineret. Vi har her i landet en næsten ukrænkelig, privat ejendomsret til jorden. Til ferskvandet er der ligeledes privat ejendomsret, mens saltvandet stadig er fælles ejendom. Luften har altid været fælles eje. Vi har en gevaldig lang menu af ejendomsretter, som retslig alle har et veldefineret antal kokkehuer. Selv en diffus og fjern sag som månen har man internationalt fundet den ejendomsretslige løsning på, at den ikke kan ejes af nogen. Men nødvendigheden af at definere ejendomsretten til denne drabant beviser, hvor nidkær vi omfatter ejendomsretten. Vore organer besidder vi, og skal endda ved afgang fra jordelivet positivt og aktivt vælge at skænke dem til andre, der mangler et vitalt organ, til forskning, til kremering eller begravelse. Denne ejendomsret er nogenlunde præcis fastlagt i forbindelse med, at de for 30 år siden blev aktuelt at udtage og genbruge organer. Det ser ud til, at den uinskrænkede ejendomsret over egne organer kan blive antastet.
Men hvem ejer generne, menneskernes fremtidige arvemasse, og hvem vil i fremtiden, den længste af alle tider, besidde vores organer? Det er spørgsmål, som nok ikke dagligt har stor indflydelse på vores færden, men som vi dog må stille os selv en gang imellem. Ikke mindst i situationer. hvor livet tager en dramatisk drejning. Netop i sådanne situationer kan et organ eller et defekt arveanlæg have langt større betydning end alskens løsøre made in Japan og Hong-Kong.
Så nært som i Sverige diskuteres ejendomsretten til organer heftigt. Grunden er naturligvis den fatale mangel på donororganer til mennesker, der mangler hjerte, lever, lunge og nyre. Den samme mangel lider vi i allerhøjeste grad under herhjemme. Manglen er dræbende. Men hvor langt skal vi gå for at redde næsten? I Sverige er idéen, at man aktiv skal nægte at donere sine organer, ellers kan de blive brugt. Herhjemme skal vi aktivt tillade brugen af vore organer. I Kina sælger myndighederne organerne fra dødsdømte, og dem er der ganske mange af i Kina, så der i den vestlige verden går mennesker rundt med hjertet fra en dødsdømt, hvis dom er eksekveret. Et dårligt menneske, den dødsdømte, genbruges så et ordentligt menneske kan leve videre: et samfund har dømt. Grænsen mellem kynisk udnyttelse af døde og livgivende hjælp til dødssyge er ganske svær trække. Endnu sværere er det, når vi ser på ejendomsretten til vore arveegenskaber: det menneskelige genom. Ejes det af samfundet eller af det enkelte menneske -i praksis det forældrepar, som har lagt arveegenskaber til et nyt individ?
Historisk har vi set eksempler på at samfundseje af generne har ført til umenneskeligheder. Nazisternes udryddelse af mennesker, der ikke passede ind i netop deres syn på den perfekte arvemasse, vækker passende afsky hos de fleste. Forbrydelserne førte ikke til nogen ændring, det kan vi se på sygdomsudbredelse i det nuværende Tyskland. Skønt utallige bærere af sygdomsfremkaldende gener blev gasset og brændt er der i dag ikke færre genetisk betingede sygdomme i det genforenede land, hvilket man dog ville have forventet. I dagens Kina er der ingen tvivl om at menneskesynet er af en sådan støbning, at forsøg med genterapi på kønsceller blot er et spørgsmål om ressourcer og teknisk indsigt fremfor et moralsk anliggende. Alene den måde nyfødte med et x-kromosom fremfor et y-kromosom, altså hvis man kommer til verden som en pige i stedet for en dreng, vurderes og i visse tilfælde behandles på -drab eller udsætning- forklarer os at etiske spørgsmål behandles på en måde, der ligger os lysårsfjernt. I landets tigerspring ind i den vestliglignende materialisme tæller en Sony fra den traditionelle arvefjende Japan langt mere end et pigebarn. I Danmark eksisterede ideen om at arvemassen, det menneskelige genom, tilhører samfundet, med dettes ret til sanktioner mod defekte arvelige anlæg, indtil for få årtier siden. Visse grupper af kriminelle og sindssyge steriliseredes simpelthen efter gældende lovgivning. Så sent som i 1970 kan man i Politikens Lægebog læse: "Man fraråder ikke en sukkersyg at få børn, men ægteskab mellem 2 sukkersyge bør absolut undgås." Denne formaning kan kun ses som en racehygiejnisk foranstaltning fra en faglig estimeret overlæge.
Som mulighederne for at afhjælpe alt fra kosmetisk belastende kvindebryster og mandevomme (er det kvinden og manden eller os andre, det er belastede?) til livstruende organsvigt bliver større, synes ressourcerne til hospitalsvæsnet for små: der er for mange sygdomme og for få kroner. Det kan således blive et samfundskrav, at meget dyre fostre bliver kasseret eller ændret. En multihandicappet nyfødt koster ganske mange hofteledsoperationer.
Overfor holdningen om, at arvemassen tilhører samfundet, står en liberal ejendomsretslig holdning. Denne holdning finder sin største udbredelse i USA, men i Danmark fattes der også ganske stor sympati for den. Ifølge denne idé tilhører genomet de enkelte forældre, og med denne ejendomsret følger også retten til at fravælge eller ændre i menneskets arveanlæg. Skønt slaveriet blev ophævet for over hundrede år siden, eksisterer der i USA en stærk følelse af ejendomsret over andre mennesker; forældrene ejer med tilhørende rettigheder børnene med hud og hår. I praksis manifesterer det sig ved fravælgelse af et befrugtet æg eller et foster efter gendiagnostik eller genterapi på disse, som medicinsk kalder sig zygoter og embryoner.
Genterapien på kønsceller møder indtil videre stærk modstand i de fleste kredse herhjemme, heriblandt også lægelige. I USA betragtes denne modstand som en bagstræberisk nølen. Destruktion af zygoter efter diagnosticering, godtnok kun efter alvorlige fejl, finder allerede sted her i landet; det lader sig lettest gøre når man har æggene ude i det fri i laboratoriet, som man har det hos IVF-børn eller reagensglasbørn. Set fra et synspunkt, hvor forældre finder det ønskeligt at få oplysninger om deres kommende ungers genom, favoriserer IVF-metoden fremfor den gammeldags metode. At undersøge den halve snes æg, der som regel befrugtes ved IVF-behandling, og dermed øge indsigten i kommende Brianers og Charlotters egenskaber og defekter, med påfølgende kassation af defekte zygoter, synes let og uproblematisk i forhold til fostervands- eller moderkageundersøgelse med eventuel følgende abort. Som teknikken til diagnosticering af arveegenskaber udvikles til at omfatte flere og flere egenskaber eller fejl og tidspunktet for en diagnose fremskyndes, også ved den gammeldags IUF-metode (In Utero Fertilisation = befrugtning i livmoderen, det er den måde, de fleste af os er blevet skabt) bliver det muligt at vælge mellem børn. "Duer ikke!", vil forældre kunne sige allerede i 3 - 4 graviditetsuge, eller før, og så forsøge sig igen.
Holdningen til, hvem det menneskelige genom tilhører er uafklaret. I Danmark er der lovmæssige grænser for genterapi på kønsceller, men de skal uden tvivl tages til revision efter som teknikkerne skrider frem, og vi ser lykkelige resultater af genterapi i det største af alle lande, udlandet. For få år siden fandt de allerfleste det utilladeligt at gribe ind i planter og husdyrs genom, men i dag er kloning -produktion af nøjagtigt identiske husdyr- almindelig ligesom genterapi på kartofler og roer samt mikroorganismer synes at være et strålende eksempel på dansk industris høje teknologiske niveau. Vore etiske grænser flyttede sig med teknikkens udvikling. Herhjemme finder vi efter al sandsynlighed en kompromisholdning om genomets ejendomsforhold. Vores ønske om forplantning har gennem årene været administreret ganske liberal. Kun ganske få grupper opfordres til sterilisation, og grupper der ikke kan få børn, hjælpes ganske betydeligt. Abortretten kan også ses som en liberal holdning til forplantningen. Modsat kan man forestille sig at samfundet vil gøre krav på genomet på den måde, at den enkelte ikke får ubegrænset adgang til at bestemme over sine zygoter og embryoner. Det er svært at forestille sig, at vi i Danmark vil tillade fravalg, abort af fostre eller genterapi med hårfarve mindre lidelser eller risici som eneste indikation. Men samfundet må til stadighed tage stilling, eftersom vi får mulighed for at bekæmpe sygdomme ved indgreb i kønsceller. Hvorledes skal vi forholde os til kræft- hjertekarsygdoms- schizofreni- homoseksualitets- kriminelt disponerede zygoter? Og listen bliver længere uge for uge som forskerne efterhånden synes til fulde at underlægge sig gendogmet: at alt er bestemt af vores genetik -en tro det er lykkedes at kolportere.
Om ejendomsretten til vore gener er der videnskabelig fremsat andre modeller end de 2 nævnte. Generne kunne tænkes at eje sig selv; de er autonome. Den engelske videnskabsmand Richard Dawkins beskrev genet som selvisk. At mennesket egentlig blot er vært for den DNA vores gener består af. Det er jo en ganske besnærende tanke, at vi skulle være værter for en sådan lille DNA-snylter, ikke mindst fordi den menneskelige DNA har være succesfuld uden sidestykke. Det menneskelige DNAs udbredelse, specialisering og magt er nærmest skræmmende. Hvorvidt vi er værter for et selvisk DNA eller DNAet er vores ydmyge budbringer er lige så triviel som diskussionen om, hvad kom først, ægget eller hønen. Men det er dog interessant at kigge på hvordan vores arvemasses natur er. Kan vi uden videre gøre os til herre over vores egen arvemasse? Her er det vigtigt at kalde begreberne ved deres rette navn. At ville ændre vores genom, forsåvidt vi ønsker det ændret i en retning, der er passende i dette årti, er racehygiejne. At acceptere de anderledesheder i vores genom, som i dag ofte benævnes sygdom, og betragte dem som anderledes egenskaber, er måske den bedste vej frem. I vores forsøg på at anskueliggøre det optimerede genom har videnskaben stødt på tilfælde, som maner til eftertanke og tilbagehold; det har vist sig at man kan være genetisk immun overfor malaria, og det er praktisk, hvis man bor i de varme lande, hvor kinin er dyr og folk så mørke, at malariamyggen let får øje på dem. Men hvis begge forældre til et barn besidder denne genetiske immunitet, får barnet seglcelleanæmi: en dødelig blodsygdom. Indsigten i det menneskelige genom, som nogle regner med er kortlagt omkring årtusindeskiftet, åbner for flere spørgsmål end det giver svar. Analoge tilfælde dukker stadig op. Vort genom er betydelig mere kompliceret end de mest forkromede forskere plæderer, for dem er det også et spørgsmål om at bevise rentabiliteten i de investerede milliarder. Det er nok relevant at sige, at det menneskelige genom er et fælleseje, vi kun med allerstørste tilbageholdenhed skal rode i, idet det nok tjener alle bedst at holde nallerne for os selv. Måske er det, vi omtaler som genetisk betingede lidelser, en ganske naturlig del af vores evolution som art.
En anden antastelse af vores fælles genom udgøres af de heldige forsøg, der i den seneste tid har været omtalt, med implantation af andre dyrs organer. Specielt synes svinenyrer og hjerter at have gode muligheder i en menneskekrop. I begyndelsen af 1995 var en ekstern svinenyre tilkoblet et menneskes blodbane i 1 time, før det afstødtes. Det foregik i Sverige. Senere har engelske læger fuldført lignende forsøg med bavianorganer. Den ultimative udfoldelse af intelligens og motorik ville måske være at implantere en menneskehjerne i en bavian? Det er her væsentlig at understrege risikoen for overførsel af arvemateriale fra et fremmed organ til et menneskes kønsceller, hvilket også kan ske, hvis man øver genterapi på kropsceller. Det er en almindelig antagelse, at en sådan overførsel ikke kan finde sted. En mikrobiolog på Århus Universitet forklarer dog, at det kan ske. Vira er budbringeren, og virussets usædvanlige mutagene natur har vi fået øjnene åbne for gennem HIV-vira, der gennem de få år den har været kendt, har forandret sig til mindst 3 forskellige vira. Et virus kan trænge ind i et fremmed organs celler og hente genetiske informationer, som det så igen kan overføre til æg og sæd. På spørgsmålet om den statistiske risiko derfor, siger han, at den er så lille som da NASA i begyndelsen af 60erne hævdede at deres rumprogram ikke medførte risiko for astronauters liv - overhovedet. Nogle døde senere! Skønt risikoen er af mikroskopisk størrelse er konsekvensen af asiatisk format; et svins eller en bavians arveanlæg blandt mennesker har konsekvenser for alle. For arveanlæg kender ingen grænser, de lader sig bedåre af kærlighed, impulser og drifter. Mødet mellem mit unikke genom og dit mindst ligeså unikke genom fødes som nok et unikt genom, altså et nyt menneske. Dersom gener fra andre dyr iblandes det menneskelige genom, får begrebet racisme en reel mening, fremfor den barnagtige diskussion vi herhjemme oplever om forskelligheden af farven på individerne indenfor samme art: menneket. Vi skal i værste fald til at revurdere os selv som art. Med svineorganer og i værste fald arveanlæg fra svin iblandet menneskeracen får begrebet den indre svinehund en anderledes konkret betydning.
Retten til vort genom er paradoksal eller komplementær. På den ene side tilhører arvemassen individet. Nogle spreder den på cassanovask vis, endda mod betaling, som nobelprismodtagere og kunstnere, hvis sæd lader sig erhverve fra amerikanske sædbanker. Der er stort set ingen begrænsninger på de genetiske forskelligheder, vi kan sætte i omløb. Naturen sætter selv grænser, når den nogle gange nægter fertilitet ved manglende undfangelse eller spontan abort. På den anden side tilhører arvemassen os alle, med det ansvar det medfører. Hver enkelts genom er slutningen af blandingsproces hvori indgår myriader af mennesker; prøv blot at opløft 2 til en ny potens for hver generation der går. Så stor er din slægt, der har haft indflydelse på din udformning, og så mange menneskers genom vil du have indflydelse på i løbet af det samme antal generationer. Al fornuft tyder derfor på, at vi skal lade være at manipulere med det menneskelige genom, hvis ikke hver eneste sten er vendt for at undersøge konsekvenserne. Og det bliver de næppe de nærmeste århundreder. Til eksempel har man kun afdækket 3 - 5 % af det menneskelige genom, når man påstår at det er fuldkommen kortlagt. 95 - 97 % af arvemassen består af tilsyneladende inaktive gener, det forskerne -måske misvisende- kalder nonsense-DNA. Måske er også meget af de 3 - 5 % aktive gener nonsens, og deres interaktions bevæggrunde uigennemskuelige for os. Og måske skal vi for fællesskabets -hele menneskehedens- bedste, lade det forblive således. For intet menneske er så ked af sit genoms udtryk, sig selv, at det ønsker sig ufødt. Selv ikke de særeste skabninger.

Kronikken har været bragt i Politiken 11. marts 1996

Printvenlig layout

print venlig version