VI TAGER DIN TID


I 1970 indspillede John Lennon klassikeren Working Class Hero. Sangen står lige så stærk, som da den blev udgivet for 30 år siden. Den er en klassiker. De to første strofer lyder således: As soon as you're born they make you feel small/By giving you no time instead of it all. Vi skal nødig havne i den situation, at børn føler sig forsmåede og berøvet tid, for barndommen er den tid, der aldrig, aldrig lader sig genopleve. Uddannelser, rejsedrømme, karrieremuligheder og, hvad der ellers opfylder ungdoms- og voksenlivet lader sig indhente, men barndommen, der har asiatisk format i betydningen for det senere liv, er tabt land for den voksne.
Fra politisk side, men også fra forældre kan der være et ønske om at tvangsmodne børn for tidligt. Krav om hurtigere færdiggørelse af uddannelser, ambitioner på børnenes vegne og konkurrencehensyn kan presse børneinstitutioner til at begynde på skolefærdigheder for tidligt. Men børn skal lege, drømme, lære hvor troldene bor og elverpigerne danser, for det kommer de aldrigsidenhen til at kunne. Børnene skal have al den tid, de har brug for. Det er således et skulderklap af format, når undersøgelser viser, at unge husker deres tid i børnehaver som en lykkelig tid.
I den gode børnehave stilles ingen krav til faglige færdigheder og der evalueres ikke på det enkelte barn. Barnet får den tid, der er nødvendig til fordybelse; ikke i fag, men i en myres færd, hundrede farvede træklodser og dråbers rinden ned ad ruder, for det står over al tvivl, at børn, der en time har kigget på snefnug, der smeltede og fulgt deres mærkværdige baner ned ad glasruden, har haft en oplevelse af værdi for hele resten af livet. Vi, der har prøvet det, husker det. Børnene skal så sent som muligt for sidste gang have lov til at tabe underkæben, så lang tid de vil. De får al tid, i stedet for ingen, for de har så langt mere tid at bruge af end vi ældre, der burde have langt mere travlt med dette og hint, som vore fremtidige år til rådighed svinder hastigt.
At presse børn frem ad vejen -ikke til visdom- men til færdigheder, for viis bliver børn af at kigge på regndråber og myrer, har sit udspring i USA. Ønsket om at prædestinere børn til karrieremuligheder begynder for nogles vedkommende med indkøb af sæd i sædbanker, hvor nobelprismodtagere og andre svært intelligenskvotientrige har sat overskuddet fra deres punge ind. Min amerikanske veninde Kathie fra Los Angeles øvre middelklasse fik som 40-årig ene- og ønskebarnet Briora, dog uden brug af sædbanksarvemateriale. Da pigen var 3 år sendte Kathie billeder, der viser at barnet staver simple ord af klodser med bogstaver. Jeg skrev tilbage og spurgte: "Hvad skal barnet nå?" Dybest set er der ingen grund til kissejag med livet, for det tager den tid et liv skal tage, og vi skulle nødigt blive for tidligt færdige med det. Lennon har så ret i at ingen skal tage barnets tid, men derimod give det al den tid, det har brug for.
Fra et pædagogisk synspunkt er John Lennons barndom spændende. Han havde ikke så få odds mod sig. Han blev født under 2. Verdenskrigs første tyske bombeangreb af et temmeligt trøstesløst Liverpool i efteråret 1940 af den letlevende Julia, som havde haft et kort og ikke helt kysk forhold til sømand Freddie. Han besøgte kun Julia og John to gange i 40 og 42. Moderen, som John beskriver i flere hjerteskærende sange, magtede ikke drengen, som hendes storesøster Mimi overtog efter halvandet år. Mor og far var tabte. Fra den lavere middelklasse i et stokkonservativt miljø gennemførte Lennon en usædvanlig social og kulturel karriere. Som pædagog er der grund til ikke altid at hæfte sig ved en dårlig social arv.
Hvor meget af barndommens oplevelser, der fik ham til at stille karrieren i bero i 75 og 5 år frem, er umuligt at vurdere. Men i disse 5 år gav han sin og Yoko Onos søn Sean al sin tid. Det lykkedes ham at leve et almindeligt familieliv som hjemmegående husfar i New York.
En decembermorgen i 1980 hørte vi i Pressens Radioavis, at John Lennon var blevet myrdet udenfor sit hjem i New York. Min ven og jeg i vort nyetablerede kollektiv i en gammel, stråtækt klitgård, velsagtens det vestligste i landet, brugte den næste aften og nat til at drukne vor sorg og lytte til Lennons værk, der virkede berusende på os. Vinteren 1980 - 81 blev en af de allerkoldeste.

Kronikken har været bragt i Børn & unge nr. 4 2000

Printvenlig layout

print venlig version