Myter

Ordet “myte” dækker i dag flere betydninger. Ordet er eksempelvis blevet synonymt med “løgn”. Et udsagn som: “Det er en myte, at politikere altid taler sandt.” har intet med mytologi at gøre. Den oprindelige og vægtige betydning af ordet er gude- eller heltesagn. De fleste kender den nordiske og den græske mytologi.
De rigtige myter er af førhistorisk tid, altså fra før skrevne kilder kan bekræfte dem. Myterne var mundtlige beretninger. Der kan være grund til at stille spørgsmål til myternes historiske ægthed. Således forekommer det lidet sandsynligt, at Zeus skulle have født sin egen datter Athene efter at have fortæret moderen. Forløsningen skete ved at Hefaistos, ildens og metallernes gud, kløvede Zeus’ hjerneskal, hvorfra den fuldt bevæbnede og påklædte Athene steg ud. At Zeus bar Dionysos i sit lår efter moderens for tidlige død, er en af de mest udenforlivmoderensiddende graviditeter gennem tiden. Et lavt skåret kejsersnit må have forløst ham. Ud fra disse fødselsberetninger er der ingen mytisk begrundelse for at kritisere moderne formeringsteknikker. Men som i alle sande forhold indeholder myterne dobbelthed, komplementaritet. Lige så svigefulde de er, lige så megen sandhed indeholder de om menneskelivet. Derfor har vi behov for myterne. Deres kraft understøttes af deres holdbarhed. De er blevet fortalt gennem alle tider, i visse tilfælde med andre navne end myte. De er kaldt sagn, eventyr, legende og historie, både den historiske og den fortalte. Såvel Freud som Jung har fundet overbevisende psykologiske træk i myterne. Fra Freud bedst kendt fra de paralleller han drog mellem Ødipusmyten og børns forhold til forældre. De arketyper, hvoraf vi alle indeholder elementer, hentede Jung i mytologien.
Hvis børn og unge ikke får mulighed for at orientere sig i myternes verden, vil de få svært ved at se sig selv i historisk, menneskelig og moralsk sammenhæng. Ofte orienterer de sig mod dårlige myter eller historier, som ikke er myter, hvilket giver sig uhensigtsmæssige udslag. Begivenheder i livet, der sættes i de rette mytologiske rammer, får en god betydning for mennesker.
Da jeg var et barn på 12 år, skete der på min ø en ulykke, der i størrelse var overvældende. Kristian blev trafikdræbt. Han var en nær ven af min far; de havde maskinfællesskab om en mejetærsker og en roeoptager. Den afdøde ungkarl var gået den halve kilometer fra sine forældres hjem til sin gård. Undervejs ved den mørke, træomkransede mergelgrav havde han mødt en bilist, der sad uhjælpeligt fast i den sortmudrede grøft. Kristian hjalp. Han skubbede. Bilen kom fri med en sådan fart, at Kristian fortsatte ud på vejen. En anden bil kørte ham ned. Ulykkelige, meningsløse omstændigheder, som hverken barn eller voksen kan acceptere. De voksne blev hurtigt enige om, at den unge mand, der havde kørt Kristian ned, havde kørt alt for stærkt, skønt der dengang ingen regler var derfor. Han var vel heller ikke en af de bedste. Han var set beruset ved baller før, omend ikke denne aften. Og hans forældre var ikke indfødte på øen. Faderen var endda retsstatsmand.
Jeg kendte lillesøsteren til ulykkesbilens førers , så jeg fik disse historier punkteret. Jeg satte hele begivenheden ind i mytologiske rammer. Meget af det faldt først på plads senere. Martin A. Hansens novelle Høstgildet, hvori et menneske dør i en kold mergelgrav, gav forbindelse til stedets mytologiske ondskab. Den nødstedte bilist, hvis navn er glemt eller fortræng, måtte have været Lucifer eller hans hjælper. I Kristians dåd var der mindelser om Akhilleus korte men glorværdige liv. I lang tid gik jeg med uroligt sind forbi den mørke mergelgrav med de høje bøgetræer og det tomme missionshus, der bebudede: “Land, land, hør Herrens ord.” Der var bestemt mere mellem himmel og jord, end hvad lod sig se.
Gennem barndommen er det nødvendigt at stifte grundig bekendtskab med myterne om skyld og straf. Hybris og Nemesis. Disse begreber var så dominerende i det gamle Hellas, at de udgjorde grundlaget for historietolkningen. Ethvert storrige var gennem historien sunket i grus. Det var empirisk åbenbart. Tolkningen var at enhver regent havde øvet hybris, hovmod mod guderne. Straffen, nemesis, var at rigerne gik under. De fleste danske børn vil nok nærmere have stiftet bekendtskab med forbrydelse-straf myterne i kristendomsundervisningen. Om ikke andre steder bliver man stillet til regnskab for sine handlinger på dommens dag, hinsides. I den nordiske mytologi var det ikke nok at være passiv, samvittighedsfuld, syndefri. Man måtte dø for sværd for at blive valkyriefragtet til Valhal, til den evige fest.
Der er gennem de sidste år skændet mange kirkegårde. Formentligt er det unge mennesker, der natligt har hærget gravstederne. Sten er væltet, marmorduer og spurve er knust og blomster og udsmykning spredt. Man har trådt på efterlevendes materielle og ikke mindst åndelige værdier. Havde hærværksfolkene haft respekt for ikke retslige straffe, hybris og nemesis eller en guddommelig vision, ville de næppe have turdet øve hærværket. Forholdet mellem gravsteder og unge mennesker synes temmelig uforandret gennem årene. Men ingen skændte grave år tilbage. Der er grund til at tro, at det er normløse mennesker uden moralsk myteballast, der øver disse ugerninger. Poul Ørums elvte bud, Det gør ikke noget så længe det ikke bliver opdaget, ser i nogle tilfælde ud til at have overskygget de 10 foregående bud. Det bud er amytisk og amoralsk. Myterne giver individet fællesskab med historien. Har man hørt om Ødipus, er man ikke alene om den generationskonflikt, man kan være havnet i. Har man hørt om de olympiske guders noget lemfældige styring af troere og grækere i Illiaden, kan det bibringe en bedre forståelse for den evigt uretfærdige skæbne, som alle vi mennesker deler. Har man hørt om Ikaros himmelflugt og dødelige fald, da hans voksvinger smeltede for solen, kan man bedre forstå sit ungdommelige vovemod og efterfølgende smerte. Har man hørt om Odysseus 20 års færd mod hjemmet og hans Penelope, afbrudt af adskillige affærer med mennesker og guder, forstår ungdommen bedre troskab og kvinders uimodståelighed. Har man hørt om Kong Agammemnons ofring af sin datter Ifigenia, for at guderne kunne give hans flåde medvind, har man lært om ofrets dybde. Det har man også, hvis man har hørt om Abrahams ofring af sønnen Isak, og man har i tilgift fået historien om endeløs kærlighed og gudetro. Har man hørt den art myter, der hedder eventyr, vil man næppe forulempe gamle koner, for de giver nøglen til prinsessen og det halve kongerige.
Mange forkerte myter verserer. På video lader mange unge sig fascinere af splatterfilm. I disse er den rå, meningsløse vold den egentlige helt. Satanisme og nynazisme verserer i ungdomskredse. Satan bliver helt og ikkehvide racer bliver skurkene. Overskygger eller erstatter sådanne misforståelser myternes urgamle rødder, bliver de mennesker, der tror på dem, asociale og afstumpede.
Selvsagt påvirker mange andre faktorer, især sociale, unge menneskers adfærd, men forståelsen for myten er dog af stor betydning.
Den gode historie, og dertil hører myten, skal opprioriteres fra børnehave til gymnasium. Det er vigtigt i en tid, hvor børns evner ikke i så høj grad måles i sociale, kulturelle eller moralske normer, men i evnen til at passe ind i erhvervslivets snæversynede ønske om veluddannede unge. Og veluddannet i erhvervslivets øjne indbefatter kun kundskaber i det snævre felt, hvori det unge menneske skal yde sit til den fortsatte omfart i samfundets rundkørsel, hvori farten er bestemmende for levestandarden; men man kommer som bekendt ikke ud af stedet i rundkørsler. Derfor rager det de tunge drenge i DA, og hvad de andre erhvervsinstitutioner hedder, om ungernes historiske opdragelse, herunder kendskab til myter, en bajer. Jeg prøver på mundtlig vis at give eleverne Odysseus, Ødipus, Hamlet og andre myter og sagn, som de på tekniske- eller handelsskoler næppe vil stifte bekendtskab med. Og uden andre pædagogiske virkemidler end fortællingen opsluges eleverne af mine ord.
Jeg ville i år undersøge, hvor meget eleverne var hjemme i fortællingens verden. Da tilliden eleverne imellem var i orden, bad jeg dem efter tur fortælle en historie. Jeg stillede ingen særlige krav til deres historier for at stille dem så utvungent som muligt til opgaven. Jeg havde håbet at finde mytespor i historierne. Men det blev kun til vandrehistorier, hverdagserfaringer og vittigheder. Der synes ingen overleveringer fra tidligere tid. Blot én kunne fortælle en historie med gods i, og denne elev er kulsort og kommer som flygtning fra et afrikansk land. Således lød hans historie: En muhamedaner var i Uganda gået ind i en katolsk kirke. Sådanne hader islamitterne, så han ville sprænge den i luften og havde til dette brug taget 4 håndgranater med i lommen. Uheldigt og upassende for et medlem af denne alkoholforsagende religion var muhamedaneren meget fuld, så hele forehavendet kiksede, og soldater afhentede attentatmanden og puttede ham godt og grundigt ind i et af de fængsler, der i nogle afrikanske lande ligger så bekvemt tæt. Soldaterne havde imidlertid glemt at kropsvisitere manden, så han fik alt sit sprængstof med i fængsel. Tiden var nær den 1. april, den dag om året, hvor kvinder får lov at bestemme, hvad de absolut ikke gør i det daglige. Så den 1. april går terroristens søstre ind i fængslet og bestemmer, at broderen skal ud, for nu bestemmer de jo over alle de mandlige fængselsbetjente. Vel ude i det fri, går han så hen i en skole og smider sine håndgranater i skolegården , hvilket afstedkommer snese af skoleelevers alt for tidlige død.
Myte, fiktion, historie. Amazoner, forsmået helt, hævnbegær. Beretningen havde alle dele og min sorte ven skraldgrinede under hele den mundtlige fremlæggelse.
Behovet for myter ses i det omfang unge mennesker, godt hjulpet af pop- og filmindustri fremstiller nye myter. Skønt de smukkeste filmstjerner og de mest talentfulde musikere må antages at holde sig indenfor den store variation menneskeracen omfattes af, synes de ofte umenneskelige; de er blevet gjort til myter. Nogle mere reelle end andre. Der er mennesker blandt rock- og filmfolk, der har levet et liv af mytestof. Deriblandt de fleste af de unge døde. Men nogle iscenesættes så professionelt, at de blot skal fremstå som myter. Det er ikke ualmindeligt, at musikstjernerne ikke behersker det instrument, de synes at spille på. Enkelte er endog stort set ude af stand til at synge. Men behovet for myter nedtoner det i de fleste andre metierer lidt beklagelige faktum, at de ikke kan deres kram.
Ved et nærmere eftersyn af de af kritikerne mest nedgjorte amerikanske ungdomsserier vil man kunne se, at de er gjort af mytestof. Der er altid den træske, Loke, uden hvilken handlingen næppe ville kunne komme i gang. Der er de skønne kvinder i konkurrence om mændenes gunst, som Hera, Afrodite og Athene, der i strid om at vinde trojaneren prins Paris gunst, som værende den smukkeste af kvinder, forårsagede den 10 år lange trojanske krig. Der er den alfaderlige, vi genkender som Odin eller Zeus. Der er den i ungdommen vigtige myte om Akhilleus, der får valget mellem et langt og jævnt liv og et kort og glorværdigt liv, hvoraf han vælger det sidste. Den myte, hjælper til at se frihedskæmpere i et rigtigt lys.
I den gode ungdomsbog vil man kunne genkende myterne og arketyperne. Eksempelvis kan nævnes Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, der er spundet af rent mytestof. I sådanne historier vil man kunne genkende sig selv og andre og sætte personer og handlinger i det rette perspektiv. Og moderne ungdomsbøger er ofte langt mere nuancerede og troværdige end de gamle myter. I en del af subkulturen forvrænges de oprindelige myter. De, der finder identifikation i disse umyter, bliver rodløse og finder ikke fodfæste i kultur, historie og moral. Eller de er rodløse og svigtede og kan derfor kun finde rod i umyterne. Medicinen er i alle tilfælde den gode historie, den kan bære mange forklædninger: myte, skrøne, legende, sagn, saga, historisk beretning eller eventyr.

Artiklen har været bragt i Børn & bøger nr. 2 1999

Printvenlig layout

print venlig version