GIV TID! GIV TID!

As soon as you're born they make you feel small By giving you no time instead of it all
Således lyder John Lennons ord i sangen Working Class Hero fra 1970. Det er en af de holdbare sange fra Lennons første rigtige soloplade efter Beatlesæraen. I dette første år i det nye millennium kan der afholdes adskillige mærkedage for denne store kunstner. Han kunne være fyldt 60 år, og det er 20 år siden, han døde. Døde er myter og sælger langt bedre end de levende, så mængden af morbide udgivelser skal nok overvælde markedet i år.
Men ordene står ubestikkeligt klare, og Lennon sang dem med et minimalistisk akkompagnement og med en stemme af kontrolleret vrede og bitterhed: Så snart vi er født, tager nogen vores tid, så vi føler os mindre værd.
Strofen stiller to spørgsmål: Er det ødelæggende at miste tid i sin barndom, og hvem er det, der tager børnenes tid?
Psykologer er ikke i et mikrosekund i tvivl om, at barndommen indebærer den væsentligste prægning af et menneske. Kun lidt i et menneskes natur står at ændre, når barnet er over konfirmationsalderen. Klippefast står det, at barndommen er den tid, der aldrig, aldrig lader sig genopleve. Uddannelser, rejsedrømme, karrieremuligheder og, hvad der ellers opfylder ungdoms- og voksenlivet, lader sig indhente, men barndommen er tabt land for den voksne.
Fra politisk side, men også fra forældre kan der være et ønske om at tvangsmodne børn for tidligt. Krav om hurtigere færdiggørelse af uddannelser, ambitioner på børnenes vegne og konkurrencehensyn kan presse børneinstitutioner til at begynde på skolefærdigheder for tidligt. Men børn skal lege, drømme, lære hvor troldene bor og elverpigerne danser, for det kommer de aldrigsidenhen til at kunne. Børnene skal have al den tid, de har brug for. Det er således et skulderklap af format til vore institutioner, når undersøgelser viser, at unge husker deres tid i børnehaver som en lykkelig tid. I skolen sætter konkurrencen ind. Ministerier, kommissioner, forældre og lærere evaluerer intellektuelle færdigheder - ikke mindst læse- og skrivekompetence. Og der er lovgivet om erhvervsorientering i de allermindste klasser. Hvert sekund brugt på dette ringe skjulte finansministerielle forsøg på at presse unge målrettet, fjumreårsfrit gennem uddannelsessystemet er ran af børns tid til drømmeri og eventyr.
I den gode barndom stilles ingen krav til faglige færdigheder, og der evalueres ikke på det enkelte barn. Barnet får den tid, der er nødvendig til fordybelse; ikke i fag, men i en myres færd eller dråbers rinden ned ad ruder. Børnene får for sidste gang lov til at tabe underkæben, så længe de vil. De får al tid i stedet for ingen, for de har så langt mere tid at bruge af end vi ældre, der burde have langt mere travlt med dette og hint, som vore år til rådighed svinder hastigt. Kun et sted får det voksne menneske lejlighed til at fortabe sig fuldstændig for omverdenen: når fantasien viser de underligste billeder, havfrueligste sange og forførende dufte i vort indre; når vi fortaber os i prosa eller poesi.
Legelæsning og legestavning er de to slet forblommede synonymer for, at skolegangen skal begynde allerede i børnehaven. I skolen istemmes der i mistænkelig konsensus fra stort set alle Folketingets partier, arbejdsmarkedets parter og den store, sorte skare af toneangivende DJØF'er med titler som fremtidsforskere, arbejdsmarkedsanalytikere og erhvervsministerielle departementschefer om et fremtidigt videnssamfund, hvor længeregående uddannelser er altafgørende. Og når uddannelserne nu, qua navnet, er så langtgående, er det vigtigt at skolekundskaber grundlægges tidligt, siger de.
Og så skal skolen undervise og ikke danne, for indsamlede fantasier om troldes opholdssteder og elverpigers dans undersøges aldrig i internationale, sammenlignende undersøgelser og forældres ambitioner om børns materielle karriere fremmes ikke af Kaptajn Marryat, Astrid Lindgren, Kaptajn Bimse eller Goggeletten.
I et sådant samfund, hvor alle magthavere istemt af adspurgte eksperter er ganske enige om, at vi i det land, hvor vi gennem århundreder har støttet os til historie og tradition, skal gennemgå en videns- og ITrevolution for at ligge på omgangshøjde med de lande, vi af uransagelige grunde sammenligner os med, er der ingen grund til at tvivle om, at bibliotekerne også skal tage stilling til denne udvikling.

Jeg har fundet en bog, hvilket ikke er noget stort. Bogen er af William Heinesen, men det er så mange bøger. Hvad, der er usædvanligt er en på allerførste side indklistret seddel lydende således:
27/5 - 10/6 hr. apoteker Staal
10/6 - 24/6 hr. pastor Frederiksen
24/6 - 8/7 hr. lærer Larsen
8/7 - 22/7 hr. forstander Poulsen
22/7 - 5/8 hr. overlæge Søholt
Og så fremdeles med landsretssagfører, bankdirektør og civilingeniør. Den antageligt lavest socialt rangerende er fr. Bus. Et år efter har 26 navngivne mennesker læst Fortællinger fra Thorshavn. Seddelen vidner om et litterært fællesskab, for læsningen har mundet ud i en litteratur- og diskussionsaften. Det skete for 28 år siden.
I de første årtier af 1900-tallet opstod de første læseforeninger herhjemme. Disse læseforeninger bestod af en række privatpersoners indskud af egne bøger i et fælles bibliotek og blev ofte grundstammen i sognebiblioteker og senere kommunebiblioteker. Grundlaget for biblioteksvæsnet er mange steder at finde i dette folkelige udspring. Grunden har naturligvis været særdeles praktisk, idet flere kunne betjene sig af bøgerne, som relativt set var betragteligt dyrere dengang, men der har også været et dannelseselement i oprettelsen af læseforeningerne. Bibliotekerne og dermed litteraturen har været et fælles anliggende og det cementeredes med bibliotekslovgivningen, der utvetydigt sikrer alle adgang til den del af vor kulturarv, der er mangfoldiggjort. I 1973 fungerede ovennævnte bogfællesskab i en lille provinsby i Midtjylland. Og det fungerer stadig, men vil gerne have flere medlemmer. Medlemmerne har en fælles oplevelse. I tiden søger hvert enkelt menneske sin egen oplevelse på nettet.
Udviklingen de seneste år har gjort, at såvel folke- som skolebiblioteker risikerer at blive forskningsbiblioteker for elever, som tror at forske noget som helst, når de trækker tilfældige oplysninger hjem fra internettet, eller i værste fald Internetcaféer. Så er man langt fra den demokratiske, folkelige bevægelse bibliotekerne var.
Hvis biblioteker satser på at blive et samlingssted for internetbrugende unge mennesker, kan de givetvis opnå en tis-i-bukserne-for-at-få-varmen-effekt. Prisen på såvel soft- som hardware og prisen på internetopkobling og netforbrug vil styrtdykke, så det bliver hverungseje. Det er faktisk den praktiserede politik fra såvel de politikere, der liberaliserer adgangen til elektroniske netværk med prisfald til følge, producenterne, der sender stadig billigere computere på markedet såvel som offentlige og private arbejdsgivere, som forærer arbejderne en PC'er. Den dag, flertallet af unge har adgang til PC og net, er der ikke brug for offentlig adgang dertil, og de biblioteker, der har satset alt derpå, kan godt dreje nøglen om.
Mange steder er biblioteker blevet et sted, hvor man søger oplysninger til projektopgaver. Printede artikler og billeder fra internet sættes sammen med fotokopier fra fagbøger og kommer for mange elever til at udgøre den collage af en opgave, som absolut intet bibringer eleven endsige læreren. Begge ville have langt mere ud af at tilegne sig oplysningerne ved at læse de kilder, hvorfra de er taget uden at spilde tiden på at scanne, kopiere, tekstbehandle og klistre. I disse færdigheder opnår eleverne ubestrideligt visse færdigheder.
I Rasmus Klump som Dykker møder Rasmus en gris, der præsenterer sig således: "Næh, se goddag, Rasmus Klump, ja, jeg er altså, sagt i al beskedenhed, verdens klogeste gris, mig kan du spørge om alt!" Rasmus ønsker at spørge, om han befinder sig på Nordpolen. Han får ikke svar derpå, men derimod opskriften på verdens bedste pandekager. Således forudsagde Klump for over 30 år siden, hvad der ofte er sandheden om internettet: man ønsker svar på noget specifikt, men står med noget i den forbindelse i overflod ganske ubrugeligt. Internettet er oftest al for hastig surf på et alt for stort hav; der er ikke mulighed for rolige åretag og grunden over søens dybde. Hvad skal børn samle på internettet, al den tid de ikke er hjemme i deres lands historie, i Lille Virgil, Brødrene Løvehjerte og Isjomfruen? De nye informationsteknologier, efter hvilke undervisningen af lærere, som kalder sig progressive, lader sig trække ved næsen, åbner for en individuel fremadstræbende -differentiering kaldet, selvcentreret værende- tilegnelse af kundskaber, der kvalificerer, under hvilken tiden til fordybelse og fællesskabet om historie, sprog -dialekten er allerede dræbt- og litteratur, må efterlades som et romantisk fortidslevn. Den erkendelse, dannelse er, viger for læring og kvalifikationer.
Biblioteket overlever ikke som det lille forskningsbibliotek for skoleelever og gymnasiaster eller internetscafé. Bibliotekets grundlag er litterære oplevelser og fordybelse. Biblioteket skal give nærvær og oplevelser. Her skal man møde forfatterne, oplæsninger og recitationer. Biblioteket skal give børn og voksne al den tid til fordybelse, de vil have, og når åbningstiden ikke rækker dertil, kan man låne tiden med hjem.
Man kan blandt børn og unge næppe forvente, at en læseforening som den ovennævnte kan eksistere. For bibliotekaren ligger der så en ganske stor udfordring i at give børn og unge en fælles kulturklangbund. Så mange som muligt skal læse den gode dannelsesroman, så den litterære dannelse bliver et fælles anliggende.

John Lennons barndom hører til de usædvanlige. Han var resultatet af et kort møde mellem Julia og sømanden Alfred Lennon, som han kun så ganske få gange i sit liv. Johns moster Mimi mere eller mindre adopterede ham. Julia Lennon døde i en trafikulykke, da John var 17. Fraværet af moderen var livet igennem traumatisk for John, og i adskillige sange behandler han savnet. “Jeg mistede min mor to gange. Første gang da jeg flyttede ind hos moster Mimi, anden gang, da vi var ved at få etableret et forhold og hun døde.”, har John sagt.
Moster Mimi erindrer nevøens opdragelse og barndom som en god tid. “Han plejede at blive sendt i seng med en panda under den ene arm og en teddybamse under den anden. Og han sang sig selv i søvn hver eneste aften. Vi nød meget at have ham. At opdrage ham var de bedste år af mit liv.”, erindrer Mimi og fortsætter: “Hans hjerne arbejdede hele tiden, og enten tegnede han, skrev poesi eller læste. Han var flittig til at læse. Det var hele tiden bøger, bøger, bøger...” John Lennon fik masser af tid til at udvikle sig kreativt. Skønt mange traumer kom der en stor kunstner ud af det. Vor tids undervisningspolitik stræber efter effektiv, fleksibel og kunnende arbejdskraft.
           As soon as you’re born they make you feel small
           By giving you no time instead of it all

Artiklen har været bragt i Børn & bøger nr. 5 2001

Printvenlig layout

print venlig version